Menu
Forrige artikel

Egypten - besat af livet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1038

 

Oldtidens egyptere elskede livet, og derfor tog de det med sig ind i døden. Kommende særudstilling på Moesgaard Museum slipper livet løs i efterlivet.

Træd med ind i gravkammeret blandt udstyr og kanopekrukker med afdødes indvolde, når Moesgaard Museum 13. oktober 2023 åbner endnu en ny særudstilling. Denne gang om de oldgamle egyptere, der var så besat af livet, at de tog det med sig ind i døden.

Egypternes kode til evigheden

Mens andre udstillinger om oldtidens Egypten især sætter fokus på døden og de dødes gravkamre, vil Moesgaard slippe livet løs og give et indblik i de egyptiske efterlivsforestillinger og tilhørende ritualer i udstillingen Egypten – Besat af livet. De besøgende i udstillingen får mulighed for at følge med lige fra det øjeblik, den døde udånder, til balsameringen og videre på rejsen som mumie mod graven, gennem underverdenen og tilbage igen i strålende sol i en evig efterlivs-eksistens. 

Hør Moesgaards udstillingsudvikler, Pauline Asingh, give en introduktion til udstillingen og egypternes forestilling om efterlivet på hjemmesiden

Meningen med at omdanne de døde til mumier var at transformere de afdøde til guden Osiris, efterlivets gud, og ved at gravfæste mumien dybt nede i et skaktgravkammer kunne den afdøde bevæge sig fra denne verden og videre ind i underverdenen, undgå udslettelse og eksistere til evig tid. 

Mumien er nemlig både en person, en guddom og en genstand, som kan bygge bro mellem det levende og det døde, personen og universet - en guddommelig genstand, som krævede mange dyre materialer og anatomisk og rituel viden.

Ny forskning præsenteres

Helt ny tekstforskning og undersøgelser af indhold fundet i krukker i et oldegyptisk ”mumie-værksted” har netop afsløret, hvilke stoffer, man har brugt til at balsamere bestemte dele af kroppen med. De nye opdagelser vil også indgå som en del af Moesgaards kommende Egypten-udstilling.

Særudstillingen, der åbner for publikum 13. oktober 2023 vil koncentrere sig om den faraoniske periode omkring bronze- og jernalderen ca. 2600-700 f.Kr.  Udstillingen sætter fokus på livsaspektet ved efterlivet og samspillet mellem de levende og de levende døde i de klippeskårne grave langs Nildalen.

 

[Historie-online.dk, den 27. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Besættelsestidens ofre i Odense
Grøn omstilling på Teknisk Museum
Særudstillingen "Min vestindiske arv i Vejle"