Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 11: CNCS i Moulins

Kategori: Temaer
Visninger: 7604

 

Kommer man gennem midt-Frankrig på vej sydpå, er den smukke købstad Moulins lidt vest for Macon og lidt nord for Clermont-Ferrand et ophold værd. Byen ligger ved floden Allier, er kendt for sine smukke gamle huse, og for sit enestående kostume-museum.

Krydser man floden, finder man let den gamle og imponerende kavaleri-kaserne på den anden bred. Der har den franske stat - efter at de sidste kavallerister er redet ud - indrettet bygningerne til museum for kostumer og scenografi.

Centre National de Coustume de Scene (CNCS) råder over en kostumesamling på over 30.000 teaterkostumer, og heldigvis kan man ikke få dem alle at se. De ældste - fra 1700-tallets Comedie Francaise  - opbevares nemlig til daglig i store kølerum. I stedet viser museet skiftende udstillinger med forskelligt tema, og sidst vi besøgte museet, var der fokus på de helt forrygende kostumer fra poppens og sangens verden. Her sås de fabelagtige dress som sangerinde-divaer som Rihanna og rockens navne som Johhny Hallyday gennem tiden har klædt sig i.

De store bygninger, der førhen rummede et par kavaleri-eskadroner, er smukt indrettet, og næsten et besøg værd i sig selv. Her er store udhuggede stentrapper og en imponerende paradeplads, hvor man synes, man stadig kan høre lyden af hundredvis af heste med ryttere i farvestrålende uniformer.

I de smukke sale bruges udstillingsfaciliteter til både historiske og nutidige teater-kostumer. Her vises pragtfulde udvalg af alt fra Shakespeare-forestillinger over store balletter og operaer til fantasi-kostumer. Al vejledning er på både fransk og engelsk og en elektronisk lydguide kan lånes i receptionen. Sidste udstilling i CNCS viste, hvilke kostumer skønne og overnaturlige væsner som feer og gudinder kan iklædes på scenen, når fantasien slippes løs.

Museet indskrænker sig ikke kun til kostumer, men viser også hvad andre elementer i scenografien betyder. Her indføres man i teatermaleri, lyssætningens betydning og anden scenografisk teknik. I et indrettet værksted, ser vi, hvordan scenografens lille tegning projiceres op i det store format på bagtæppet, hvordan farverne fremstilles, og hvordan tredimensionale scene-elementer som statuer, kampesten o. a. formes og dekoreres.

Bygningen rummer tillige en permanent udstilling helliget balletdanseren Rudolf Nurejev. Måske husker nogen, hvordan den talentfulde danser på vej tilbage til Moskva fra en turne til Paris, fortrød, gik ned af flytrappen igen og bad om asyl. Det fik han, og med sit enestående talent opnåede han en status, der ikke siden er overgået.

Nu – længe efter hans død – har museet genskabt hans lejlighed og udstiller en række af de kostumer i hvilke han, ofte med Margot Fonteyn som partner, skabte de roller, der aftvang så stor beundring. Når man ser, hvad han omgav sig med, mærker man klart, at vi har med en ganske særlig person at gøre.

I forbindelse med udstillingerne er der ofte tænkt på børnene – f.eks. ved at lave masker, eller som ved udstillingen om rockens koryfæer, hvor ungerne kunne fotografere sig selv som idoler. Museet har tilmed en meget smuk cafe – dekoreret af den berømte modeskaber Christian Lacroix.

Er man i byen, må man ikke gå glip af den historiske gade, som bystyret har bevaret uændret fra 1700-tallet. Det er helt eksotisk at gå i en gade uden skilte der blinker, biler der dytter, forretninger og cafe-borde. Byen er overkommelig, fuld af små skønne gader og mangeartede bygninger. I én af dem finder man verdens bedste chokoladeforretning ”le palet d’or” – gå ikke glip af den!

Sidst vi besøgte Moulins, opdagede vi på falderebet, at byen også har et museum for broderi! Det er ikke udelukkende stramaj, der vises her, men malerier i nål og tråd gennem tiderne.(www.musee-visitation.eu.) Har man lyst til at beundre illustrationer til børnelitteratur findes det også i byen, (www.mij.allier.fr) foruden et museum for bygningskunst der viser alle håndværk lige fra tømmersamlinger, smedearbejder til glas- og stenudsmykninger gennem tiden. (http://musee-batiment.planet-allier.com) Vi glæder vi os til at se det hele, næste gang vi besøger byen på vej sydpå.

CNCS hjemmeside

Thomas Malling

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 39: "Galata Museo del Mare", Genova
Museum på Rejsen 45: Virginia, USA
Museum på Rejsen 38: Doukhobor Discovery Center, Canada