Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 12: Slavevåben

Kategori: Temaer
Visninger: 1338

 

I museerne findes en række primitive kuriøse våben, som er registreret som slavevåben. Uvilkårligt tænker man: slaver, Vestindien, oprør … men det viser sig, at man er helt galt afmarcheret. Slaverne fandtes skam i Danmark og hed Sørensen, Pedersen og Jensen. Det var nemlig folk, som var dømt til tugthuset, var i lænker og måtte udføre tvangsarbejde. Det kunne typisk være at trevle gammelt tovværk op,  raspe farvetræ eller væve. Slaverne kunne også udlejes til borgere, som ønskede arbejde udført. Kongemagtens syn på tyvagtige og forbryderiske personer var ikke præget af humanisme. Tværtimod havde disse mennesker forbrudt sig mod kongen og skulle straffes hårdt, og det blev de. Men med den franske revolution 1789 og nye tanker om folket og staten begyndte man at se lidt anderledes på afstraffelsen af forbrydere. Man indførte en ny kategori af straffeanstalt, forbedringshuset. Alligevel fortsatte retssystemet under enevælden med at give forbrydere drakoniske straffe. Dødsstraffe idømtes stadig og politiet forfulgte folk, som gjorde sig andre tanker om statens styre end den kongelige enevælde. Hvis man vil sætte sig ind i forholdene på bunden af samfundet i slutningen af enevælden, så skal man læse den beretning om sit liv som morderen Ole Pedersen Kollerød skrev, inden han i november 1840 blev henrettet på Amager Fælled.

I 1848 udbrød der igen revolution i Frankrig, hvor kongen blev afsat, og oprøret spredte sig til andre europæiske lande. I København drog en mængde borgere til kongens bolig på Christiansborg og krævede at landet fik en forfatning. Det tyske borgerskab i Kiel i Holsten ønskede nærmere tilknytning til det tyske rige og gjorde d.23. marts oprør mod den danske stat, idet de påstod, at kongen nu var i pøblens magt i København. Oprørets general, prinsen af Nør, tog med tog fra Kiel med en lille styrke til fæstningsbyen Rendsborg, hvis garnison overgav sig til oprørerne. I forbindelse med dette opstod forskellige rygter, deriblandt at oprørerne havde sluppet tugthusslaverne i Rendsborgs fri, 300 mand, samt at de indsatte i Glückstadt, op mod 800 personer også var sat fri. Alle disse forbrydere var nu på vej mod nord sammen med oprørssoldater.  

 Christen Berg, den senere fører for Venstre, oplevede ”slavekrigen” og blev bevæbnet med denne sabel, som nu findes i Ringkøbing-Skjern Museum. Berg var omgangslærer i Ulfborg sogn. Sablen er smedet af et leblad.

Nyheden om oprøret spredte sig som en løbeild op gennem Jylland, og rundt omkring i sognene begyndte folk at forberede sig på det værste. Sølv og værdier blev gemt bort, og sognefogeden kaldte bønderne sammen ved kirkerne. Aviserne berettede, at krigen var brudt ud. Nu var det tid at værge sin landsby mod de morderiske banditter, der var på vej fra syd. Det var alvor. Fra herredsfogederne gik der besked om at samle mandskab og bevæbne folk, så man kunne forsvare sig. Hæren var endnu ikke mobiliseret. Gamle bøsser og våben blev fundet frem fra lofter og kister og smeden fik travlt med at smede våben. Leer blev sat på lange stager. Det er disse primitive stikvåben og sabler, man finder på jyske museer under betegnelsen slavevåben.

 Hans Smidt har malet flere billeder fra ”slavekrigen”. De er malet 40 år senere end begivenheden, men gengiver den stemning, som opstod ved krigens udbrud og rygtet om de frigivne slaver.

Bevæbnet holdt man udkig, så slaver og friskarer ikke skulle overrumple landsbyen.  Helt til Aalborg og Nordenfjords nåede mobiliseringen af bønder og borgere. Men slaverne kom aldrig. De var ikke sat på fri fod. I begyndelsen af april kunne aviserne meddele, at der var tale om falske rygter.

Man har i eftertiden betragtet det passerede, den såkaldte ”slavekrig”, som en overreaktion, som noget latterligt hysteri, men dagene i slutningen af marts var fyldt med forvirring. Vi lever selv i en tid med et verdensomspændende elektronisk nyhedsnet, og alligevel må det konstateres, at det vrimler med falske nyheder. Hvad der egentlig skete i Rendsborg, vidste man ikke i marts 1848, men krigen var en realitet, og folks frygt havde en reel årsag. Og krigen kom og medførte en besættelse af store dele af Jylland, og den kom til at koste mange soldater livet. De såkaldte slavevåben er dokumentation fra en kaotisk tid, hvor man frygtede at der blev vendt op og ned på det hele og derfor søgte at beskytte sig, så godt man her og nu kunne. Den historie var der folk som syntes, man skulle huske, og de afleverede nogle af de improviserede våben til de museer, som opstod på egnen. ”Slavekrigen” er en bemærkelsesværdig og dramatisk beretning om krigsfrygten ved starten af treårskrigen.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

(Historie-online.dk, den 25. oktober 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 5: Biblen
Museumsnumre 17: Malkeskammel
Museumsnumre 5: Biblen