Menu
Forrige artikel Næste artikel

Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab

Kategori: Bøger
Visninger: 1097

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer

Næsten så punktligt som terminsopkrævningen eller datoen for juleaften udkommer Kuml hvert år i november. Kuml er udkommet årligt siden 1951 (med enkelte dobbeltbind), og skriftet har over årene bevæget sig fra overvejende at være en årbog for selskabets medlemmer til at være et af de absolut førende arkæologiske blandt de dansksprogede tidsskrifter i Danmark. Den udbredte respekt for tidsskriftet kan tilskrives, at det udkommer punktligt, at det er velredigeret og at artiklerne har en høj faglig standard. I flere år har artikler til skriftet været underkastet fagfællebedømmelser, ligesom de er forsynet med fyldige engelske resuméer, herunder oversatte illustrationstekster. Disse forhold gør det attraktivt for fagfolk, der har behov for at ”tjene publikationspoints”, at have bidrag med i skriftet.

Kuml 2016 er delt i tre blokke. Første del udgør ca. 250 sider og omfatter seks artikler med arkæologiske emner. Disse omfatter – i kronologisk orden – temaer fra senistidens stenalderkultur til middelalder/nyere tid. Dernæst følger et fire sider langt forum-afsnit, der er en evaluering af det forholdsvis nye, danske, men engelsksprogede tidsskrift Danish Journal of Archaeology. Dette bidrag er på svensk. Skriftets sidste knap 100 sider omfatter 36 anmeldelser af inden- og udenlandske bøger om overvejende arkæologiske temaer; disse er på dansk, norsk og svensk. Årbogen har stift bind og talrige farveillustrationer – herunder desværre en række kort uden angivelse af målestok!

Det vil føre for vidt at behandle de enkelte bidrag i detaljer, så her følger nogle overordnede punkter. Den første artikel, skrevet af seniorforsker og universitetslektor emeritus Søren H. Andersen, omhandler sporene fra en lille, senpalæolitisk boplads, som er fundet i forbindelse med udgravningen af en storstensgrav fra en senere del af stenalderen ved Søvind i Østjylland. Der er tale om en bebyggelse, som repræsenterer et kortvarigt ophold på stedet, der i øvrigt i modsætning til mange andre bopladser fra Bromme-kulturen, ligger højt i terrænet; herfra har man kunnet overvåge jagtvildtets vandring i det landskab, som endnu ikke var dækket af skov.

Museumsinspektørerne Karen Rysgaard og Kaj Fredsgaard Rasmussen bringer i den følgende artikel, der er skrevet sammen med lektor Felix Riede, eksempler fra de senere års undersøgelser af mesolitiske bebyggelser ved Gudenåsystemets søer og åer. Vores viden om bebyggelsen i disse landskaber har hidtil overvejende været baseret på opsamlingsfund, hvor materiale fra flere kulturer var blandet sammen, således at man tidligere mente, at der havde eksisteret en særlig ”Gudenåkultur”. Flere systematiske udgravninger har givet væsentlig ny viden om bebyggelsesstrukturen især i Maglemosekulturen; lad os håbe, at det på et tidspunkt også lykkes at lokalisere bebyggelser med velbevaret faunamateriale fra denne tid! En del af udgravningerne har haft karakter af nødundersøgelser, der er udført som et resultat af museumslovens bestemmelser. Artiklen er således en bekræftelse af, at lokalmuseerne – trods skepsis fra flere sider – forstår at anvende materiale fra de mange og ofte bygherrebetalte nødudgravninger, der foretages hvert år, som udgangspunkt for forskningsprojekter. Når lokalmuseernes generalister, som i dette tilfælde, slår kræfterne sammen med specialister fra et universitet, og udnytter materialet i et forskningsprojekt, kan man mane skeptikernes udsagn om repetitionsarkæologi i jorden.

I den følgende artikel har museumsinspektør Lars Pagh har haft den lidet misundelsesværdige opgave at sammenfatte resultaterne af flere og set med nutidens målestok alt for begrænsede (og usystematiske – og måske tillige ureflekterede?) arkæologiske forundersøgelser omkring Tamdrup kirke nær Horsens. Den tidligmiddelalderlige basilika er velkendt for sit gyldne alter, der gengiver scenen, hvor Harald Blåtand bar jernbyrd. Nok så interessant er det, at der over de sidste årtier er fremkommet en lang række metalgenstande ved detektorafsøgninger omkring kirken, der ligger alene i landskabet. Forfatteren har sammenstykket vidnesbyrd fra de mange, små udgravningsfelter, hvor han mener at kunne udskille dele af en stormandsgård fra sen vikingetid. Det er nærliggende, at den skal ses i relation til de mange fine metalfund – herunder en møntskat fra tiden omkring 1060. Der er ingen tvivl om, at dette sted rummer et betydeligt potentiale til forståelse af kongemagtens rolle i den sene vikingetids og den tidlige middelalders samfund – herunder Kristendommens indførelse. For at komme videre med materialet er det imidlertid nødvendigt at tænke stort – altså at lave store fladeafdækninger på arealerne omkring kirken. Forfatteren påpeger helt korrekt, at flere af centralmagtens anlæg fra slutningen af vikingetiden ligger tilbagetrukket fra kysten – således flere af ringborgene og Jelling. Tamdrup ligger således næsten 10 km fra kysten, men alligevel indikeres det, at man havde nem adgang til Tamdrup fra Horsens Fjord via Hansted Å eller Bygholm Å. Med mindre der foreligger undersøgelser, som godtgør sejlbarhed til så vigtig en lokalitet på et givet tidspunkt, bør man være forsigtig med at indikere, at det har været muligt, for pludselig kan en svævende formulering få karakter af et faktum, som det kan være vanskeligt at udrydde igen. Folketroens forestilling om indlandets besejlbarhed med vikingetidens skibe er kraftigt overvurderet, og den er der al mulig grund til ikke at støtte op om, hvis det ikke kan underbygges!

Det er velkendt, at vikingetidens langskibe var væsentlige transportredskaber, men også centrale symboler på magt og status i datiden – herunder i mytologien. Siden udgravningen af Skuldelev-skibene i 1960’erne har studier i skibsteknologien været i en rivende udvikling, og det kulminerede med Marinarkæologisk Forskningscenter i Roskilde. Museumsinspektør Morten Ravn er en af dem, der har ført arbejdet videre, bl.a. gennem et ph.d.-projekt, hvor der også har været fokus på eksperimentalarkæologi, og resultater herfra indgår i artiklen. Ganske mange rekonstruktioner af vikingeskibe er efterhånden udført og afprøvet ved sejlads i forskellige farvande og vejrtyper, og det har givet et fantastisk indblik i skibenes potentiale, sødygtighed, svage punkter i konstruktionen og materialerne m.v. Ved at sammenholde disse erfaringer med skriftlige kilder, billedfremstillinger (bl.a. Bayeux-tapetet) og arkæologiske data sættes der fokus på betydningen af den sociale organisation og kommunikation ved sejlads med vikingetidens langskibe. Det var af central betydning, at observationer blev korrekt og effektivt bragt fra observatøren til beslutningstageren, og på store fartøjer i stormfuldt farvand kunne denne proces være forbundet med betydelige vanskeligheder. I den forbindelse kunne en person, der stod midtskibs og viderebragte observationer og kommandoer, have en central funktion, og denne person betegnes malende som ”mellemråberen”. Artiklen er et glimrende eksempel på, at eksperimentalarkæologien over de sidste årtier har udviklet sig fra næsten udelukkende at beskæftige sig med produkter af handlinger – til også at omfatte handlingsprocesser og interaktion mellem individer.

Museumsinspektør Jens Christian Moesgaard har undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt middelalderens bønder havde mønter mellem hænderne, eller om de fortrinsvis praktiserede naturalieøkonomi. Gennem detaljerede studier af konteksten på møntfund fra flere større udgravninger af middelalderlige landbebyggelser – herunder inddragelse af det eksplosivt voksende detektorfundne møntmateriale – konkluderes det, at fra 1200-tallet og fremefter var der udbredt møntøkonomi i flere af de rurale kontekster, som analyseres i artiklen. Det gælder således ikke mindst i materialet fra Tårnby, hvilket måske kan forklares med nærheden til et middelalderligt kraftcenter. Moesgaard påpeger, at mønterne fra de rurale bebyggelser er en væsentlig kildegruppe til belysning af middelalderens møntøkonomi, da de ofte forekommer i mere primære kontekster, end møntfundene fra de samtidige borge og kirker. Endvidere understreges vigtigheden af at foretage detailstudier af de kontekster, hvori mønterne findes, således at man kan godtgøre, om de findes i redeponerede sammenhænge (f.eks. affaldskuler) eller nedtrådt i gulvlag, hvor de kan antages at repræsentere den primære brug. Der er således ingen tvivl om, at de mange middelaldermønter, der strømmer ind til Nationalmuseet i disse år som et produkt af den udbredte interesse for metaldetektorafsøgning, kan give særdeles meget ny viden om, hvorvidt middelalderens bønder betalte med mønter eller madvarer.

Museumsinspektørerne Christian Vrængmose Jensen og Christian Klinge beretter om resultaterne af en udgravning i Aalborgs Algade gennem 4 m kulturlag, der er aflejret i løbet af mere end 1000 år. Under tomten af et renæssancehus, der blev revet ned for ca. 10 år siden, afslørede udgravningen på en blot 135 m² stor flade, kontinuerlige bebyggelsesspor tilbage til vikingetiden. De mørke, fugtige affaldslag har betydet, at organisk materiale, herunder træ, var bevaret, og udgraverne har afdækket mange bygningsdetaljer fra de 19 hustomter, der er udredt i lagene. Det bevarede træ har givet mulighed for at foretage dendrokronologiske dateringer af flere tomter, og derfor kan materialet fra Algade 9-gravningen blive en særdeles vigtig reference for gravninger med dårligere bevarede hustomter – herunder udgravninger i det åbne land, hvor træ kun sjældent påtræffes i husene. Genbrug af træ samt anvendelse af træ i ringe kvalitet – f.eks. birk og el – indikerer, at den lokale træressource var under pres som følge af overudnyttelse. Træforbruget til huse, håndværk og brændsel i et bysamfund har været enormt, så man må antage, at det har toldet hårdt på oplandets skove. En særdeles væsentlig detalje er det, at man kan iagttage kontinuitet i ikke bare bebyggelsen, men også dens organisering tilbage til sen vikingetid. Det viser, at Aalborg har haft en egentlig bystruktur med matrikler, der var organiseret ud mod en tværgående hovedvej, allerede i vikingetiden. Som by kan Aalborg dateres tilbage til slutningen af 900-tallet, mens det begrænsede udgravningsfelt ikke med sikkerhed har gjort det muligt at konkludere, om underliggende bebyggelsesspor fra 700-800-tallet også har hørt til en bymæssig bebyggelse. Artiklen er ingen tilbundsgående analyse af det enorme data- og genstandsmateriale, der er kommet ud af udgravningen af det lille felt i midten af Aalborg, og vi må håbe, at denne undersøgelse, der også havde karakter af nødudgravning i medfør af museumslovens bestemmelser, resulterer i en engelsksproget monografi med masser af afbildninger af konstruktioner såvel som det righoldige genstandsmateriale. I disse år, hvor danske arkæologer har stor fokus på de tidlige bydannelser, er der ingen tvivl om, at vi er mange, der ser frem til endnu dybere analyser af fundene fra Algade 9.

Senior lecturer Liv Nilsson Stutz ved Emory University, Atlanta, Georgia, har skrevet det indlæg, der udgør forum-bidraget til 2016-udgaven af Kuml. LNS er svensk og uddannet ved universitetet i Lund og har derfor indgående kendskab til dansk arkæologi (i parentes bemærket sad hun i bedømmelsesudvalget til anmelderens ph.d.-afhandling). Antagelig på grund af kombinationen af kendskab til det regionale arkæologiske miljø og på samme tid en international erfaring har man bedt hende lave en status over det arkæologiske tidsskrift Danish Journal of Archaeology, der i 2012 overtog rollen som det ene af to videnskabelige, danske tidsskrifter, der er forfattet på engelsk (det andet er Acta Archaeologica, der dog også bringer artikler på tysk og fransk). LNS påpeger, at Danish Journal of Archaeology har en høj, faglig karakter, og at det afspejler, at dansk arkæologi er mere funderet på empirisk materiale end på teoretiske diskussioner. Da artiklerne her publiceres på engelsk, får de en højere impact factor, end hvis de var bragt i f.eks. Kuml – og det er en faktor, som danske arkæologer fra universiteter og museer løbende må holde sig for øje, når de skal have et forskningsresultat publiceret. Denne impact factor kan nemlig have betydning for mulighederne for at rejse midler til næste forskningsprojekt – især hvis det foregår som en del af et internationalt samarbejde.

Kuml er uden sammenligning det danske tidsskrift, der bringer flest anmeldelser af arkæologiske publikationer, så det er et helt naturligt sted at orientere sig, hvis man vil følge med i, hvad der publiceres i Danmark og tilstødende områder. Her har andre ”fortygget” tykke, tysksprogede afhandlinger for en, så man hurtigt kan få sig en idé om, hvorvidt det er værd selv at bruge kræfter på værket eller ej. Anmelderne er rekvireret fra de tre skandinaviske lande, og alene det giver selvfølgelig anmeldelserne en individuel karakter. Hertil bidrager også de anmeldte værkers spredning i tid, rum og tema. Endelig er der flere sprængfarlige temaer i nogle perioder eller emner end andre; også det påvirker de enkelte anmeldelsers karakter. Således varierer de konkrete anmeldelser fra korte, 2-3-spaltede præsentationer til flersiders nærmest polemiske diskussioner om emner, som man fornemmer strækker sig ud over den anmeldte publikation. Det kan føre til en stil, som ellers ikke præger den debatform, der kendetegner dansk arkæologi, og måske er det ikke den sti, man skal følge i et skrift som Kuml. Det er en overvejelse værd, om man lavede en skabelon til anmeldelserne, så de fik en mere homogen karakter, men redaktionen om det!

Kumls udgivelse i november imødeses med næsten lige så stor forventning som juleaften! Hvert eneste år – således også i 2016-udgaven – får man et velredigeret skrift med masser af nye og relevante forskningsresultater fra den arkæologiske arbejdsmark – og i tilgift indgang til en masse ny arkæologisk litteratur. Selv om årbogen i stadig højere grad retter sig mod fagarkæologer, vil jeg mene, at folk med mere bred interesse i arkæologi også kan have glæde af at læse den – og ikke mindst nyde det gode boghåndværk. Hvis man så kunne få sneget nogle flere målestokke ind på de kort, der nødvendigvis hører med til mange arkæologiske artikler, er det vanskeligt at finde noget at sætte en finger på. Det er lige før jeg glæder mig til november 2017!

Oprettet 31/01 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Stendysser - Arkitektur og funktion
Østergård - Vikingetid og Middelalder
Peasants and Prayers