Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fyn i Fortiden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 267

Af Benny Staal, cand. mag.

Bogen, der er på 304 sider, alt inklusivt, er ikke trykt i et standardformat, men ikke desto mindre er det et godt og behageligt format. Størrelsen er på 20 x25 cm, og der er god plads til såvel tekst, fotos og oversigtsplaner.  Bogen er inddelt i 8 hovedafsnit, hvor det sidste (p 245-27) er et kort engelsk resumé samt engelske figurtekster, oversat af David Robinson. Bagerst i bogen finder vi også noteapparatet, i alt 506 noter, der dels indeholder litteraturhenvisninger, dels informationer af oplysende karakter. Noternes numre et highlightet med fed skrift i rødbrun farve, hvilket gør det nogenlunde nemt og hurtigt, at finde frem til den relevante note, selv om anmelder helst ville have haft noterne placeret nederst på siderne, så bladren ville være unødvendigt. Men det er smag og behag, hvordan bogens layout fremtræder. Man kunne have delt det op, således at kun selve litteraturhenvisningerne der var trykt bagerst i bogen. Idet litteraturhenvisninger oftest benyttes ved dybdegående analyser, og de oplysende noter var trykt nederst på de relevante sider. Til allersidst i bogen finder vi 18 siders litteraturliste. Her bemærkes, at det udelukkende er relevant litteratur, der er oplistet, og tillige nyere udgivelser. Redaktionelt bærer litteraturlisten præg af en stringent udvælgelse, her er hovedsageligt kun medtaget nyere relevant litteratur, hvilket anmelder hilser velkommen, da det er nok i populære fagbøger. Med hensyn til layoutet lægges også mærke til, at hvert afsnit er markeret ved farver nederst på siderne med sidetal. Et pædagogisk fif, der gør det nemmere at bladre rundt og finde relevante oplysninger, hvilket er nødvendigt, idet bogen hovedsageligt skal opfattes som et opslagsværk, men et opslagsværk af moderne type. Mere om dette senere.

 "Fyn i Fortiden" er en populær fremstilling af forhistorien i årene, der dækker førromersk jernalder og ældre romersk jernalder (500 f. Kr. til 150 e.Kr.). Men når ordet populær er brugt, skal det med det samme understreges, at bogen samtidig er faglig i orden, så fagarkæologer sagtens kan få glæde af bogen også, især hvad angår det rent fynske materiale, der ikke tidligere er publiceret.  I udtalelse af bogen skriver den redaktionelle forfatter, Mikael Holdgaard Nielsen, at bogen er skrevet til "læg og lærd", hvilket må siges at være lykkes meget fint.  Anmelder vil tro, at den også vil komme til at indgå som obligatorisk læsning for arkæologistuderende, der mangler introduktion til denne periode af jernalderen.

I bogens første afsnit, "Den ældre jernalder på Fyn - Bogens indhold og opbygning" er i og for sig en lille anmeldelse af bogen og dens indhold.  Læseren får en forklaring til bogen. Et yderst nyttigt afsnit til den, der gerne vil bruge bogen igen og igen. Herefter følger i introduktionsafsnittet lidt om  tid, landskab, bosættelse, og status i forskningen, samt en beskrivelse af arkæologens arbejdsområder og metoder. Afsnittet er hovedsageligt møntet på den læser, der ikke har forudsætninger for det arkæologiske virke, og som sådant er det lykkes ganske vel, at gøre de vigtigste aspekter synlige på få sider. Der vil naturligvis forekomme logiske betragtninger, for eksempel på side 16 hvor eng/vådbund omtales i forhold til bebyggelsernes beliggenhed; set i lyset af jernalderens landskab, ville det egentligt være mærkeligt, hvis der havde været større radius end 500-1000 m. Mon der overhovedet fandtes sådan et sted i jernalderens Danmark, hvor man også havde slået sig ned? Men det er dog tydeliggjort, at landskabet ikke så ud dengang, som det gør i dag. Betydningen af selv mindre arkæologiske undersøgelser betones også, hvilket arkæologer der er vante til at tolke på materialet tager som en selvfølge, men som lægfolk her vil få øjnene op for.  Afsnit 1 er særligt velegnet som introduktion til arkæologien i for eksempel folkeskolen i en undervisningssituation om jernalderen.

"Stolpehulsarkæologi er kedeligt", er et udtryk, som mange arkæologer har hørt i ny og næ. Men langt de fleste af vores arkæologiske udgravninger behandler netop stolpehuller og deres indbyrdes forhold; de sættes sammen i strukturer, der fremviser hustomter og hegnsforløb. Pludselig bliver "stolpehulsarkæologi" interessant. Mange stolpehuller er gennem årene blevet undersøgt, vel sagtens millioner, og med "Fyn i Fortiden" høstes erfaringerne heraf.  Primært går man ud fra fynske fund, og når sådanne ikke foreligger fyldestgørende, suppleres med jyske og sjællandske fund. Ad hoc diskuteres forskelle og ligheder mellem fynske og andre danske fund, så man hele tiden bliver mindet om små detailforskelle landsdelene imellem.  

Afsnit 2 om "Huset, gården og landsbyen i førromersk jernalder (500-1 f.Kr.)" beskriver meget detaljeret de forskellige forhold, nogle gange så detaljeret, at gentagelser forekommer. Et enkelt eksempel på det er sikarret omtalt på side 39 i figurteksten og igen på side 47 i tekstdelen. En mindre anke kunne i den forbindelse også være, at et sikar ikke nødvendigvis var blevet brugt til ostefremstilling, det kunne også have været et ildgemme til transport af gløder. Men i retfærdighedens navn vil den ene tolkning være lige så god som den anden, blot burde begge nævnes. Ligeledes er der formodninger, som ikke nødvendigvis er korrekte i det afsnit. For eksempel på side 40, hvor der blandt andet står, at "Selve opførelsen af et hus må have været lidt af en begivenhed...." og "Man må forestille sig, at viden omkring husbyggeri er nedarvet fra far til søn. Den viden blev givet videre, når der skulle opføres en ny bygning...." Vi ved rent faktisk ikke, hvordan det foregik. Anmelder tror mere på, at husbyggeri var en hverdagsforeteelse; der har været husbyggerier og reparationer i gang hele tiden. Og sandsynligvis var husbyggeriet et specialiseret håndværk som varetoges af et fåtal håndværkere. Oldtidens håndværk har generelt været mere specialiseret, end vi går rundt og tror. Samtidig har folk været præcis lige forskellige som du er i dag, med forskellige evner, naturligvis. Men det skal indrømmes, at den ene tolkning kan være ligeså god som den anden, blot burde dette fremgå af teksten. Afsnittet indeholder også en del gode iagttagelser og tolkninger. For eksempel øverst side 50, hvor der gives en god forklaring på de fynske gårdes (og østdanske) manglende hegn, nemlig en anderledes opfattelse af ejendomsretten og behovet herfor. Af betydning for manglende hegn og vægforløb er ganske korrekt også anført, at der kan være tale om konstruktionsmåder, der ikke sætter sig synlige spor. Andre anlægstyper end stolpehuller gennemgås også. Her er det godt beskrevet, og den eneste mangel synes at være hvad affaldsgruber kan være brugt til efter lertagning. For en del har været opsamlingsbrønde inden endelig deponering af affald, der som fint beskrevet, er vigtig i den arkæologiske forskning. Men der er måske ikke påvist spor af opsamlingsbrønde i det fynske materiale, spor i form af striationer i profiler, for eksempel. Afsnit 2 afsluttes med en kort sammenfatning. Anmelder vil anbefale læseren, der skal bruge oplysninger om periode, at læse dette afsnit først, og så gå til beskrivelser, tolkninger og detaljer i teksten.

Afsnit 3 handler om samme som afsnit 2, men i perioden efter, i ældre romersk jernalder. Der er mange ligheder, men det fynske materiale er ikke særligt stort. Der er, ligesom i afsnit 2, gode husplaner, der giver et godt indtryk af hustomterne og deres størrelse etc. ligesom der også her er gode illustrationer som anskueliggør problematikkerne statistisk set. Generelt er der bogen igennem, gode skematiske fremstillinger, der gør det nemt at sammenligne de forskellige problemstillinger. I afsnit 3 er der desuden beskrivelse af og henvisninger til nogle husforsøg foretaget i Arkæologisk Historisk Forsøgscenter Lejre. Her finder vi en god beskrivelse af, hvordan det kan have været at bo i jernalderen.  Der gøres også mere ud af at beskrive "firestolpeanlæg" og "rutenberge" og "diemen", mindre konstruktioner, der er erkendt på de fleste jernalderbopladser landet over. Der er tale om rester af småhuse med mange forskellige anvendelser, hvilket er fint pointeret og beskrevet. Ligeledes er "hegnslader", en betegnelse, der dækker bedre som arkæologisk term, end det mere populære udtryk "cykelskure".  Anmelder vil undlade at gå i detaljer med tolkningerne her, idet en diskussion vil kræve indgående kendskab til for eksempel stolpehulsprofiler. I stedet konstateres blot, at tolkningerne generelt er helt i orden og meget sandsynlige. De ældst kendte grubehuse dukker op i ældre jernalder, hvilket ligeledes er godt beskrevet (side 100). Resten af afsnit 3 handler om gårde. Her gives en indgående kendskab til hvordan gårdene har fungeret og hvor store de har været etc. - suppleret ved inddragelse af nærliggende grave, for eksempel. Selv om det ikke er entydigt, må tolkningen, at de rige graves mennesker, må have boet i de største gårde i levende live, være sand. Og således kan rige grave og stor bebyggelse gensidigt bestyrke hinandens tilstedeværelse, selv om det kan være problematisk (p 103-104). Sandsynligheden ligger dog ligefor. Afsnit 3 giver generelt et billede af en udvikling fra gårdsbebyggelser til en mere åben og større bebyggelsesstruktur. De mange forhold, der var medbestemmende for bebyggelserne, strukturer, indkomst, topografi m.v. 

Efter de første afsnit står det klart, at stolpehulsarkæologien absolut har sin berettigelse - også i fremtiden. For godt nok ved vi efterhånden meget om jernalderens gårde og bebyggelser, men der er altid nye spørgsmål, der dukker op, som også kræver svar. Og det er kun yderligere arkæologiske undersøgelser, der vil kunne besvare disse spørgsmål. Det "heldige" fund af en hustomt, hvor hele indretningen fremstår, mangler endnu på Fyn (som på så mange andre steder). For det er langt fra sikkert, at gode nordjyske husfund fra byhøjene, for eksempel, vil beskrive tilværelsen i en fynsk jernaldergård. Der er påvist forskelle konstruktionsmæssigt, så hvorfor ikke også levemæssigt/indretningsmæssigt? Og det er netop her, vi i dag kan blive klogere på datidens samfund.

I afsnit 4 gives en fyldestgørende beskrivelse af kornfund og andre plantefund i Danmark og i særdeleshed fra de fynske lokaliteter. Heldigvis er udgravningsmetoderne blevet forbedret gennem årene, og evidens efter hvilke arter man har indsamlet hhv. dyrket, kendes efterhånden godt fra fund i hele landet. Det særlige her i bogen er den gode beskrivelse - kort og godt - et afsnit man kan bruge til repetition af agerbruget i ældre jernalder, skulle man få brug for det en dag. Brug af ordet "have" er ikke observeret af anmelder (hvis det skulle være sluppet igennem det såkaldte nåleøje, undskyldes hermed!), men det er jo i ældre romersk jernalder, man begynder med nyttehaver og høns (fjerkræet er nævnt i afsnittet om dyrehold). Her er helt sikker tale om romersk indflydelse, og det ville ikke have gjort noget at bruge ordet "have", selv om der i givet fald ville være tale om ren tolkning; artsdiversiteten taler herfor.  I afsnittet indgår naturligvis også eksempler på agre, spor i landskabet, samt selve arbejdet med jorden i jernalderen, gødskning, høst osv., delvist suppleret med henvisninger til etnografiske sammenligninger, men det synes naturligt her. Dyrehold og fiskeri er også behandlet i dette afsnit. Her er tale om gængs viden på området. Særlig opmærksomhed får en hustomt, en brandtomt, fra lokaliteten Nørre Tranders ved Aalborg. Det er et eksempel på, at hvor det fynske materiale ikke "bærer", har man inddraget et supplement, og hvorfor ikke benytte netop et af de fineste eksempler, vi har fra jernalderen (selv om brandtomten er dateret til yngre romersk jernalder). Dyreknoglerne fra Tokkendrup på Fyn råder bod på dette. Men man kunne godt have beskrevet under hvilke forhold, det forholdsvise store knoglemateriale er kommet for dagen? Affaldsgruber eller egentligt kulturlag? Men under alle omstændigheder får læseren et indtryk af menukortet i ældre jernalder. Det samme gælder de efterfølgende betragtninger om jagt og fiskeri, der er behandlet under et. Især Nordfyn er repræsenteret her i kraft af en privatsamler på egnen. Ikke overraskende konkluderes det, at fiskeriet er kystnært, mens indlandsbosættelsernes befolkning hovedsageligt ernærede sig ved agerbrug.

Afsnit 4 afsluttes med betragtninger over jernbearbejdning, såvel jernudvinding som smedjearbejdet. Ikke overraskende forefindes der ikke mange fund i det fynske materiale, men det er såmænd det samme billede som i resten af landet, når vi ser bort fra Sydjylland.  Dog fornemmer man en større aktivitet med jernudvinding, end i Østdanmark. Metalarbejdet er bekræftet sat i forbindelse med grubehusaktiviteten på bopladsen ved Kværndrup. 

Afsnit 5 omhandler grav- og offerskik. Vedr. grave og gravskik forekommer beskrivelsen at være alt for kort og perifer i forhold til, hvad den fynske muld gennem mange år, har ydet. Dette skyldes sandsynligvis det faktum, at de fynske jernaldergrave er velbeskrevet i litteraturen, senest med det store værk, Brudager Mark af Mogens Bo Henriksen, anmeldt her på historie online af undertegnede. Men når det er sagt, burde de fynske grave måske have haft en lidt større plads her i bogen, idet bogen som helhed er velegnet til også "læg", altså inklusive skoleelever for eksempel. Her må man ty til andre kilder, for at fordybe sig i materialet. Det skal dog siges, at beskrivelsen af brandgravsskikken er i orden, kort og præcis. Der gøres her rede for gravskik og hvad gravene indeholder. Der er en kort omtale af, hvordan gravgodset fortæller om datidens samfund, et emne, der har været berørt flere andre steder i bogen, men der kunne godt have været "noget mere".

Omtalen af offerskik er ganske anderledes og bedre beskrevet. Der gøres rede for, hvad offerskikken betyder, repræsenterer, og hvordan offerfundene blev tilvejebragt, især ved tørvegravninger i det 19. århundrede og i 1940'erne. Det er beskrevet ved eksempler hvilke ofre der er fundet på Fyn, karofre, dyreofre og menneskeofre. Sidste er dog vanskeligere at tolke end de østjyske moseofringer, da de fynske mosers beskaffenhed er anderledes, så kun knogler er bevaret her. Dog er der optalt 16 fund, hvilket er forholdsvist mange, men kun et enkelt af disse tør forfatteren tolke som et sikkert menneskeoffer, et moselig. Desværre er moseliget og alle oplysninger i øvrigt, gået tabt. Nørre Åby- manden (p 192) beskrives mere detaljeret, og der perspektiveres fint over hvorfor han blev  anbragt i mosen. Afsnittet giver stof til eftertanke. Herefter gennemgås nogle af de mange metalofringer, som er fundet på Fyn. Det er velkendte fund, de fleste, men det gør dem jo ikke mindre interessante. Interessant er dog perspektiveringen her, hvor der gives et kort resumé af mulighederne, især hentet fra Flemming Kauls (Nationalmuseet) arbejder. Her kan læseren med fordel bruge oplysningerne til at gå videre i sine studier. Sidste gruppe af fund, der er nævnt, er våbenofringer og ofringer af trægenstande. Ofringer i forbindelse med bebyggelser er også fint beskrevet. Husofre er et velkendt begreb, og forfatteren får de væsentligste træk med i tolkningerne, belyst ved gode eksempler, for eksempel Fig. 186 p. 209. Hundeofrene omtalt på p. 209-210 lyder også tilforladelige, mens det formodede menneskeoffer, kraniekalot i en grube på bopladsen Hyllehøjvej Vest, af anmelder mere ses som et fortolket fund. Havde der været tale om et dyrekranium, var det sandsynligvis ikke blevet tolket som værende bopladsoffer. Det kan jo være tale om rester af en fjende, der blot skulle skaffes af vejen, eller et gammelt kraniefund, der sammen med andet affald endte i gruben. Selv om der forefindes et tilsvarende fund fra en anden boplads, behøver det ikke dreje sig om ofringer, hvilket kunne være nævnt som alternativ tolkning.

De sidste bemærkninger i afsnit 5 om tro, er godt skrevet. Tro i jernalderen må nemlig, som i andre perioder af oldtiden, have været med til at bestemme mangt og meget set hen over året. Men at der muligvis kan forventes menneskeofringer (p 212) er nok at gå for langt i tolkningerne - også selv om der findes et par kranier i affaldsgruber på nogle bopladser. Generelt må vi sige, at der er draget omsorg for de døde mennesker udelukkende ved gravlæggelser, og for så vidt der skulle være et eneste eksempel på menneskeknogler tolket til for eksempel husoffer i et jernalderhus, vil anmelder meget gerne høre om det. Men det gør det da mere spændende med en forventningens glæde på det område. Fremtidens udgravninger vil jo kun kunne bekræfte det, ikke afkræfte! Kogegrubehegnene, der indtil videre kun kendes i det fynske materiale, er en interessant fundgruppe, der er beskrevet fint, og de sidste bemærkninger om, hvad husofre kan bestå af; søpindsvin, stenøkser m.v., vidner blot om en meget lang tradition, der sagtens og sandsynligvis trækker tråde helt tilbage til jernalderen - eller endnu ældre tider.

I afsnit 6 opsummeres viden om jernalderens samfund på en fornem måde. Her beskrives ved eksempler først tidens ressourceområder, underbygget ved et godt kortmateriale, så man ved, hvor i landskabet man er, og foruden bopladserne (husene), er gravfund og offerfund tillige anført. Det ene element afhænger af det andet i en gensidig kontekst, men fundkoncentrationerne kunne godt have været bedre i visse af eksemplerne. Vigtigst er dog, at det fremgår klart, at for eksempel lokale forskelle i materialerne, ikke nødvendigvis tilhører samme ressourceområde. Ikke overraskende er det de mange undersøgte jernaldergrave på Fyn, der underbygger ressourceområderne og dermed er med til at inddele Fyn i lokale, fint afgrænsede områder. Her vil flere undersøgelser af bopladser, og meget gerne totaludgravede bopladser, være medvirkende til et yderligere detaljeret billede af jernaldersamfundene. Værkstedspladser, grave med importeret udstyr viser forskelle i ressourceområderne, men også her kan billedet måske ændre sig ved nye fund.

I de sidste afsnit i afsnit 6 diskuteres samfundsmæssige emner set i et overordnet perspektiv.  Om der har været en regerende slægt, må stå hen i det uvisse, men det er altid spændende at forsøge at komme så væsentlige spørgsmål til livs. Til alle tider har der været hierarkiske tendenser i samfundene, og ved at forsøge med en rummelighed indenfor ressourceområderne, kommer man måske en smule længere i forskningen. Metoden tiltaler. Konklusionen på bogen er således, at Fyn var sin egen region i jernalderen, noget, der ikke kommer bag på en. Foruden at gravmaterialet tidligere har vist dette (også nævnt på side 230), er Fyn som bekendt omgivet af vand og således et naturligt afgrænset område.

Afsnit 7 er et rent opsummeringsafsnit, hvor alt på ny er beskrevet ganske kort. Et afsnit, som især henvender sig til de, der har brug for et hurtigt overblik. 

Bogen "Fyn i Fortiden" et en glimrende bog at starte med, hvis emnet handler om ældre jernalder. Der findes anden relevant litteratur om emnet, men på forunderlig vis er det lykkes forfatterteamet at fremstille en sammenhængende og velskrevet historie om disse lidet kendte århundreder af vores forhistorie på en behagelig og interessant måde. Nuvel, der er mange gentagelser i bogen, men det gør nu ikke så meget, da der hele tiden er medtaget yderligere underbyggende elementer. Man bliver på intet tidspunkt i læsningen i tvivl om, hvor og hvad det drejer sig om. Og sådan skal det også være med en bog, der henvender sig til så bredt et publikum, som denne gør. Fejlene er få og ubetydelige. Blot skal nævnes, at formuleringer som "... en netop afsluttet udgravning..." og "Endnu mangler resultaterne på de mange jordprøver..."  (begge p. 37) ikke er de mest velgennemtænkte... ved første udsagn kan man jo gå til bogudgivelsesåret forrest i bogen, men ved andet skal der sandsynligvis en større efterforskning til, for at få de resultater med, skulle man ønsker dette. Enten skulle man have ventet med udgivelsen til resultaterne foreligger, eller også helt udelade den bemærkning? En anden anke er på side 42, hvor der omtales "et mysterium". Her er vel tale om gængse ildbukke, blot noget flottere udformet og ornamenteret, end vi er vant til at se. Men det er og bliver petitesser i forhold til det store arbejde, man kan se, der er lagt i bogudgivelsen. Den er som sagt velskrevet og uden stave- og slåfejl, hvilket gør læseoplevelsen stor. Bogens illustrationer er flotte, skarpe billeder, gode tegninger og plantegninger, hvor sidste generelt blot mangler den obligatoriske nordpil. Især for arkæologer er det dejligt at få bekræftet, at jernalderhusene generelt stadigvæk er orienteret øst-vest. Figurteksterne også helt i orden.

Det er først og fremmest en undervisningsbog, der henvender sig til folkeskolens elever, mener jeg. Dernæst er den en praktisk og kærkommen gave til vore mange amatørarkæologer, der ofte efterlyser gode sammenskrivninger af oldtidens perioder, og endelig er der også noget for de nørdede, arkæologerne, der enten har brug for en opdatering eller for at vide mere specifikt om ældre jernalder på Fyn. Kort sagt er det en flot udgivelse, der endnu engang viser solidt forsknings- og formidlingsarbejde fra Odense Bys Museers dygtige arkæologers side. At Fyn var en region i oldtiden, kommer ikke bag på nogen, tror jeg, og arkæologerne i "riget i midten" har selv sørget for, at der er noget at leve op til i de næste udgivelser i serien. Man kan kun glæde sig til, at fortsættelser af "Fyn i Fortiden" udkommer.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vin & Kultur
Sorte Muld
Grønlands forhistorie