Menu
Forrige artikel Næste artikel

By, Marsk og Geest 26. Levende Viden 2.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 160

Af Per Ole Schovsbo

By, Marsk og Geest er museumsforeningens lidt tørre faglige organ, der udsendes af Sydvestjyske Museer, mens Levende Viden indeholder store overskrifter og mange billeder, der lidt rodet fortæller gode historier. Den udsendes også af Sydvestjyske Museer ligesom Det Sker, der udsendes 2 gange årligt som programblad af Sydvestjyske Museer - alt sammen til glæde for medlemmerne af Det Antikvariske Selskab, der er museumsforening for museerne i og omkring Ribe og Esbjerg og Omegns Museumsforening – hvis museer er fusionerede i Sydvestjyske Museer.

Der er gået lidt meget tryksag i fusionen, hvor man i stedet kunne have håbet på forenklinger, klare elektroniske hjemmesider og ikke mindst en forklaring på, hvorfor navnet Antikvarisk Samling (fra 1855) ikke længere kan bruges, når museumsforeningen siden 1887 har kaldt sig Antikvarisk Selskab. Ribes vikinger viser jo også genstande og tableauer fra andre perioder.

Men måske er problemet, at Sydvestjyske Museers to museumsforeninger ikke er fusionerede, og de aktive forfattere og redaktører til årbøgerne er akademikere og det folkelige element er reduceret til at modtage publikationerne gratis, når man er medlem. Ingen af tryksagerne bringer foreningsoplysninger, men de kan sammen med vedtægterne hentes på hjemmesiden ligesom museernes årsberetning.

By, Marsk og Geest kaldes med rette for et forskningstidsskrift og artiklerne er fagfællebedømt og forsynet med noter, litteraturlister og engelsk summary undtagen en artikel på tysk, der har dansk resume.

Lars Grundvald og Martin Egelund Poulsen lægger ud med en rigt illustreret og dokumenteret beretning om arkæologiske undersøgelser af en gravplads fra enkeltgravskulturen, foretaget af Museet på Sønderskov. Det bemærkelsesværdige er, at seks af de ret simple syv grave var fladmarksgrave, men kun en var markeret med en ringgrøft og høj. Gravene lå i to gruppe og det ’antyder at gravpladsen var indviet på tværs af samfundslag og havde en fællesskabsdefineret anvendelse’. Det er den slags arkæologiske konklusioner, der udgør et virkeligt antiklimaks efter 10 sider med planer, oldsager og minutiøse tolkninger af fyldskifter.

Morten Søvsø fremlægger et stort materiale om jyske stormandsgårde i ældre middelalder - primært belyst ved eksempler fra Ribe-egnen i en velskrevet og meget væsentlig artikel. Det var især undersøgelserne i Vorbasse og Omgård, som afdækkede hele indhegnede gårdsenheder fra vikingetid af en imponerende udstrækning omkring et hovedhus, hvor stormanden må have haft sin residens. Denne planløsning udgør prototypen på stormandsgårde også i germansk jernalder i de gammeldanske landskaber, skriver Mogens Søvsø. Udviklingen fra vikingetid til middelalder er præget af de samfundsforandringer, der fandt sted gennem det 11. og 12. århundredes Danmark. Til eksempel slår dyrkningsfællesskabet i landsbyerne igennem, samtidigt med at trællenes antal viger. Det er måske en følge af den fremvoksende kristne forestillingsverden, stormændene (aristokratiet) og den efterhånden markante kongemagt. Med andre ord er landområdernes middelalderlige arkæologi ved at nå købstædernes, så landskabslovene kan tolkes på deres egne præmisser. Men som transport- og vejforsker undrer det anmelderen, at de omtalte vejstrækningers opbygning (og evt. belægning) ikke beskrives. Tidens landtransportmidler og deres spor er kendt og kan inddrages i tolkningen.

Troels Bo Jensen beskriver Sydvestjyllands første fund af et middelalderligt pottemagerværksted dateret til 1300-tallet, hvor der sker et opsving i den hjemlige keramikproduktion. Opsvinget kan skyldes, at importen var på retur fordi man på grund af periodens pestepidemier foretrak hjemligt produceret keramik. Det er måske en tilsvarende mekanisme, der er årsag til at tilvæksten i affaldslagene i Ribe by mere eller mindre ophører omkring år 1300.  I det hele taget en tankevækkende artikel med et spændende materiale, der bør lægges i en database og fremlægges trykt eller elektronisk til glæde for kommende undersøgelser af middelalderlige lokaliteter. Anmelderen ville også her gerne se lidt dokumentation af den gennemgående færdselslinje, fordi den bør tolkes i lyset af middelalderens landtransportmidler, som vi kender.

Julia Trinkert fremhæver i sin meget tyske afhandling et antal middelalderlige (førreformatoriske) træskulpturer og inventardele fra nordslesvigske kirker i det nuværende Sønderjylland, der indgår i et samlet katalog for Slesvig-Holsten, udarbejdet af universitet i Kiel.

Peter Munch Jensen behandler (posthumt) levende og kompetent et sort kapitel i Danmarkshistorien: hekseprocesserne under Chr. IV. Det er især adelsmanden Thomas Juel til Estrupgaard og Sønderskov og hans rolle i den sydvestjyske hekseudrensning 1619-21, der har forfatterens interesse. Det viser sig at Thomas Juel har troet på troldfolkenes eksistens men ville også gerne tækkes kongen for at vinde indflydelse – under en luthersk ortodoksi knap 100 år efter reformationen der påvirkede alle – også Chr. IV.

Levende Viden 2. årgang indeholder 11 artikler med gode historier, der er spændende fortalt af medarbejdere på Sydvestjyske Museer. Området er derfor primært Esbjerg og Fanø kommuner men også andre kommuner, hvor museerne har arkæologisk ansvar og tilsyn, skriver museumsdirektør Flemming Just i sit forord.

Årbogens redaktion og layout er formentlig rettet mod de unge læsere, der hellere vil surfe på de elektroniske medier end fordybe sig og blive klogere. Derfor er historierne ødelagt af larmende overskrifter og dramatisk billeder, der leder tanken hen på Alt om Historie. 

Det gælder også Henrik Lundtoftes artikel om de såkaldte Kogebøger med anvisninger på metoder til sabotage mod den tyske besættelsesmagt 1940-45, og drenges og unge mænds sabotageaktioner i Esbjerg fra 1943. Flere af dem blev anholdt og kom efter den danske regerings fald i tysk fængsel. Den spændende historie om de angstfyldte oplevelser bliver slået i stykker af artiklens opsætning.

Morten Søvsøs artikel om Angars kirke i Ribe er en beretning om fine arkæologiske resultater, der kan føje flere alen til den historiske viden om Ansgars mission i 800-årene, nemlig en kirkegård der har tilhørt den kirke, som Ansgar lod opføre i Ribe omkring 855. Fundet i Ribe omfatter ud over kirkegården også et fragment af en runesten fra omkring 1000, altså næsten 150 år efter Ansgar! Anmelderen kan imidlertid ikke undlade at anholde udtrykket vognfading, der bruges om en rundbundet kiste samlet med jernklinknagler ligesom kisten på Osebergvognen. Den samme type fandtes fx i Jellings nordhøjs gravkammer og er en klædeskiste, der er genanvendt som gravkiste formentlig af den kvinde, der har haft sine ejendele i kisten, mens hun levede. Der er med andre ord en form for status knyttet til kisten ligesom til husfruens nøgler.

Steen Thrane Frydenlund Jensen beskriver opdagelsen af markdiger fra ældre jernalder på luftfotos, som man ikke opdager i forbindelse med bopladsudgravningerne. Grunden er jo den indlysende, mener anmelderen, at man fjerner pløjelaget maskinelt før udgravningen går i gang og derved ødelægger de øverste spor af husenes konstruktion og jernalderens markdiger, der netop findes spor af i pløjelaget. Mange har jo også erkendt, at det arkæologiske tab ved de moderne udgravninger er ganske store – selvom detektorfolket kan gøre en del af skaden god igen ved at finde metalstumper, som ingen arkæolog før i tiden stødte på.

Anna Wowk Vestergaard beskriver kvindernes kamp i Esbjerg for at deltage i lokalpolitik sammen med mændene. Kvinderne blev i 1903 valgbare til menighedsrådene, i 1908 fik de kommunal valgret og opstillingsret og ved grundlovsændringen i 1915 fik de det også til rigsdagens to kamre, Folketing og Landsting, der blev aktuel ved rigsdagsvalget i april-maj 1918.  I Esbjerg fulgte kvinderne godt med men måtte ligesom overalt i landet ’kæmpe med meget fastlåste kønsforestillinger’.

Karen Jermiin Nielsen fortæller om begivenhederne i Ribe efter nederlaget ved Dybbøl i april 1864 frem til fredsslutningen i november, hvor store dele af Jylland var besat af fjendtlige tropper fra Preussen, Østrig og Ungarn. Danske embedsmænd blev interneret som gidsler og købstæderne og kommunerne skulle forpleje tropperne. Både de svære udgifter til de fjendtlige styrker og tabet af Sønderjylland, der medførte en grænsedragning meget tæt ved Ribe, indledte en række ulykker for byen, der sakkede agterud ved den følgende industrialisering i Danmark. Man kan som læser af denne spændende artikel mene, at de mange ulykker har været en gave for de, der i vore dage glæder sig over at byen er en af de bedst bevarede i Danmark.

Verner Blom skriver veloplagt om Alsangen i Danmark, der var én af de første folkelige bevægelser mod den tyske besættelse i 1940. Inspirationen var kommet fra Sverige, hvor man allerede 1935 havde sommer-allsång som en folkelig forlystelse, der endnu huskes og dyrkes. Den danske alsang var derimod udtryk for et nationalt fællesskab, der blev vakt af de tyske overgreb, sygnede hen i løbet af besættelsen og kom først til live igen i befrielsesåret 1945 for igen at klingede ud i de følgende år. Anmelderen mener, at alsangens betydning for den folkelige identitet og modstandsbevægelsens spontane udbredelse er blevet undervurderet af den politiske efterrationalisering.

Mette Højmark og  Flemming Just fortæller om Ribes berømte bysbarn, Jacob A Riis (1849-1914) der blev berømt i USA for sine socialrealistiske fotobøger. Riis afleverede flere gange oldsager til museet, der blev etableret 1855. Efter udvandringen i 1870 sendte Riis et mindre antal indianske pilespidser opsamlet på Long Island ved New York, som nu er genfundet i museets magasiner.

Jaannie Uhre Ejstrud gennemgår eksempler på den bevaringsværdige kulturarv i Nationalpark Vadehavet, fordi det samlede kulturmiljø er velbevaret og skal beskyttes. Der er gennemgået lidt over 600 bevaringsværdige huse i området, der spænder fra de gamle enlængede gårde til sommerhusbebyggelserne, der ved Lakolk (fra 1898) er ganske fornøjeligt repræsenteret af de bevarede træhuse opført i tysk dragestil af Pastor Jacobsen.

Rasmus Therkelsen fortæller om kaptajnen i Frelsens Hær Holger Holding (1890- ), der 1941 blev leder af det såkaldte Varde Syssel (omtrent Ribe amt), der blev oprettet i 1936 af den nazistiske partiorganisation. Syssellederen var bindeleddet mellem medlemmerne af partiet og partiets ledelse. Efter befrielsen fik Holding først en dødsdom ved særretten i Esbjerg, der af landsretten blev ændret til seks års fængsel – ikke på grund af sit partiarbejde men for lovovertrædelser som trusler, angiveri, våbenbesiddelse, hvervning til SS og kontakt til den tyske sikkerhedstjeneste (SD).

Maria Knudsen beretter om en undersøgelse af resterne af Riber Ulfsborg, der er opført i 1148/49 og nedbrændt henved 10 år senere og aldrig genopbygget. Typen var en donjon, en tøvebygget borgbanke med et trætårn omgivet af grav og palisade. Den præcise dendrokronologiske datering sætter Maria Knudsen i stand til at udpege bygherren nemlig Riber Ulf, der deltog i borgerkrigen mellem Svend Knud og Valdemar og henrettet efter slaget på Grathe Hede 1157, fordi han satsede på den forkerte konge.

Den sidste artikel er skrevet af Rikke Bøgsted Knudsen og fortæller om 1960’ernes ’Lille’ Kaj Lauridsen og Pigtrådsmusikken i forbindelse med en særudstilling på Esbjerg Museum 2013-14. Artiklen minder meget om de indforståede årbogsartikler om ungdomsliv i 1960’erne og 1970’erne, der er skrevet af de unge, der er blevet ældre.

...

Siden er oprettet 21-01-2015

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Fynske myter - Sagn og sandheder
Hestekraft
Tikøb - Danmarks største sognekommune