Menu
Forrige artikel

Hammerich i Ærøskøbing

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 769

 

Af Kirsten Rykind-Eriksen

Mette Havsteen-Mikkelsen har skrevet en interessant og spændende bog om kulturmøde og kulturbevaring i Ærøskøbing 1913-1977 med billedhugger Gunnar Hammerich som hovedperson. Mette er etnolog, mag.art., og i indledningen reflekterer hun over det etnologiske emne: kulturmødet, hvor danske studier især har hentet inspiration hos den svenske etnolog og professor Orvar Löfgren, Lund Universitet. Hvordan grupper udtrykker sig om hinanden, er en god indgang til at studere kulturelle mønstre. Mette skriver på side 11: I fremstillingen her fokuserer jeg på Hammerichs livsverden og hans rolle som aktør på Ærø og i Ærøskøbings forandringsproces i det 20. århundrede. Det ”rörliga sökarljus” er tændt, og i arbejdet med bogen er der gjort brug af et varieret kildemateriale.

Gunnar Hammerich (1893-1977) var maler og billedhugger. Hans stammede var godset Iselingen på Sydsjælland, som i sidste halvdel af 1800-tallet var centrum for et litterært og politisk miljø. Han var vågen over for at få det historiske med over i nutiden, og blev derfor ganske bjergtagen, da han i sommeren 1913 besøgte Ærø som turist og oplevede den idylliske lille købing med sine gulmalede huse og røde tegltage. De var velegnede til at male. Fra 1915-1921 købte Hammerich tre gamle huse ved siden af hinanden, som han forenede til et hus med flere afdelinger, Gyden 17, hvor hovedhuset fra 1700-tallet er af bindingsværk og rødkalket. Husene møblerede han efterhånden med antikviteter, navnlig fra Sønderjylland, da Ærø indtil 1864 hørte med til hertugdømmerne. De mange antikviteter registrerede Hammerich meget grundigt i protokoller med de fineste tegninger af hver genstand. Et uvurderligt materiale, da Ærø Museum ved Hammerichs død overtog huse med indbo.

Mette har en grundig beskrivelse af samleren, der blev kulturbevarer. Om hvordan han opsnusede antikviteterne og fik overtalt ejerne til at sælge. Det er muligt at besøge Hammerichs hus hver sommer, og man bliver ganske overvældet af de tætpakkede stuer og rum med masser af tallerkener, krukker, krus og andet service, foruden de mange møbler.

I bogens tredje afsnit skriver Mette Havsteen-Mikkelsen om Hammerichs sprudlende sommerliv med inviterede kunstnervenner. Et par stykker af dem bosatte sig på Ærø, men Hammerich selv og hans kone, Ems, boede indtil 1943 på Frederiksberg i København om vinteren og kun på Ærø om sommeren. I 1943 købte de det fredede hus, Vestergade 44, i Ærøskøbing til helårsbolig, men beholdt Gyden 17.

Hammerich og hans venner udfoldede et helt andet liv end de faste ærøboere gjorde. De undrede sig, men accepterede dog i det store og hele de tovlige københavnere. Indbyrdes dyrkede vennerne, når det var særlig festligt at skrive nidviser om hinanden, som bogen rummer flere af. Især til Hammerichs fødselsdag den 11.juli, der hvert år blev fejret med stort bravur i venners lag med megen spiritus og tobak. Et større afsnit i bogen beskriver vennerne og livet i huset.

Da Hammerich i 1943 valgte at blive fast Ærøbeboer, brugte han meget af sin arbejdskraft på at overbevise købingboerne om, at de ikke skulle ændre på og ødelægge de smukke gamle huse og gader med brolægning. Idyllen skulle bevares – den kom turisterne efter. Det giver som regel et kultursammenstød af dimensioner, når fastboende og næringsdrivende bliver konfronteret med, at mere og mere af deres omgivelser overtages af turister. De kommer med helt andre interesser og syn på de daglige omgivelser end dem, der skal leve af jorden, havet og havnen. Konfrontationerne beskriver Mette Havsteen-Mikkelsen med et glimt i øjet.

I 1918, da Danmark fik sin første fredningslov, blev 36 huse fredet i Ærøskøbing. Til bevaring af disse 36 huse, og at de f.eks. ikke fik misvisende kviste eller andre ”forkerte” udbygninger, fik Hammerich oprettet Ærøskøbing-Fonden, hvori ejere kunne få hjælp til den rette vedligeholdelse. I 1965 oprettedes Byhistorisk Forening i forbindelse med konflikten omkring gadebelysningen, hvor Hammerich ønskede de gamle lygter bevaret over for kommunen, der ville opsætte neonlys. Naturfredning hørte helt naturligt under Hammerich interessessfære, ligeså hans engagement i Ærø Museumsforening. Ærø Museum var allerede opstået i 1910. Hammerich blev med tiden regnet for en kapacitet indenfor bevarings- og restaureringssager og havde stor viden om lokal brug og skik. Han kom til at sidde i de forskellige bestyrelser, der heldigvis også talte nogle af de lokale beboere, som på hans ældre dage overtog arbejdet.

Hammerich var ikke blot kulturbevarer, han var også trendsætter og kulturskaber, skriver Mette Havsteen-Mikkelsen. I et større perspektiv var Hammerichs og de ”fremmedes erobring” af øen blot et lokalt eksempel på århundredets vandringer fra urbane kraftcentre til rekreative periferier med kulturmøde til følge. Hammerichs hus og samling fortæller ikke om livet i gamle dage på Ærø, men om hvordan dem, der kom udefra, synes eventyrbyen skulle iscenesættes.

Det er en velskrevet bog, hvor Mette Havsteen-Mikkelsen meget underholdende udreder om forløb og aktører omkring kulturmødet. Hvis man gerne vil vide, hvordan en søkøbstad blev til en turistmagnet, er det bogen, man skal læse. Det er altid spændende og givende at komme bagom iværksættere, og hvordan de når deres mål.

Bogen er fint illustreret med Hammerichs malerier af købinghuse og landskab, et udvalg af hans mange buster og figurer, foto af venner i godt lag, af Hammerichs hus og samling. 

Bogen er ”kronen på værket”, idet Mette Havsteen-Mikkelsen gennem en årrække i flere omgange har studeret emnet. Første gang i 1996 med projektet ”Turisme og kulturmøder på Ærø”. Det er i alt blevet til fem artikler inden denne bog.  

[Historie-online.dk, den 22. januar 2019]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den tapre Landsoldat - Fredericia 1858-2008
Thy i bevægelse - Idræt i 100 år
De byggede landet op