Menu
Forrige artikel Næste artikel

Lykkens Smedje? Social mobilitet og social stabilitet over fem generationer i tre sogne i Salling 1750-1850

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 290

Af Peter Henningsen

Historikeren Asbjørn Romvig Thomsen har med denne bog ønsket at yde et bidrag til en kvalitativ forståelse af den demografiske udvikling i det danske landbosamfund. Demografisk historie kendetegnes normalt ved en kvantitativ tilgang til sit emne, og forskningsretningen præges derfor af endeløse rækker af tabeller, grafer, og statistikker i så høj en grad, at værkerne som oftest er stort set ulæselige. Denne type værker fungerer derimod ofte godt som opslagsværker og referenceramme.

Problemet med den kvantificerende tilgang til den demografiske historie er imidlertid, at den som oftest blot tegner det meget store billede, mens nuancerne – og menneskene – ganske forsvinder. Det er en meget abstrakt form for historieskrivning, som i vore kulturhistorisk orienterede tider ikke nyder den store popularitet. Kun sjældent ser man, som i dette tilfælde, et forsøg på at forene den kvantitative analyse med en kvalitativ og individorienteret tilgang. Men at det ikke er nogen dårlig idé at gøre dette, når man vil have en bedre og mere dækkende forståelse af fortiden, er Romvig Thomsens bog et lysende eksempel på.

Med udgangspunkt i de tre sogne Junget, Torum og Selde i Salling har Thomsen rekonstrueret den lokale demografiske struktur i perioden 1750-1850 med henblik på at bestemme især den sociale mobilitet – og dens modsætning - den sociale stabilitet: Fra den klassiske demografiske forskning ved vi, at det danske landbosamfund undergik en transformation i perioden 1750-1850. Som en følge af en kraftig befolkningstilvækst og en samtidig liberalisering af det danske godssystem og en deraf følgende overgang fra fæstegårdbrug til selveje skete der et mægtigt skred i landbosamfundet.

I fæstegodssystemet gik en godsejer gerne efter den dygtigste fæster (gårdbruger) og skelede ikke til om folk var af gårdmands- eller husmandsslægt. Han var blot interesseret i den mest driftsikre fæster. Selv om fæstegårde ofte gik i uformel arv fra far til søn, eller fra far til svigersøn, var det ikke noget givet, at dette skete, og det betød, at 1700-tallets sociale mobilitet var forholdsvis stor. En husmandssøn kunne sagtens blive gårdfæster og en gårdmandssøn husfæster.

Omvendt forholdt det sig de steder, hvor godserne havde bortsolgt deres fæstegods til selveje, idet gårdene nu som hovedregel gik i arv fra far til søn (eller til svigersøn). Herefter var det nærmest utopisk for en husmandssøn at blive gårdejer, for hvor skulle han skaffe kapitalen fra til at erhverve sig en gård? Hans eneste håb var at finde sig en hustru, der var gårdarving, men heller ikke det var nemt. Gårdmandsdøtre, der stod til at arve gården, giftede sig nemlig gerne med gårdmandssønner og således blev gårdmandsgruppen en mere og mere lukket social gruppe i 1800-tallet.

Overgangen fra fæste til selveje og den generelle befolkningsudvikling betød med andre ord, at det blev sværere og sværere at bevæge sig socialt opad i samfundet, mens gruppen af ubemidlede landboere steg med eksplosiv fart. Så langt, så godt, men som Thomsen siger, så forklarer denne overordnede generelle udvikling – at der blev mindre og mindre jord til flere og flere mennesker - ikke den sociale mobilitet på et lokalt og et individuelt niveau.

Den store befolkningstilvækst bruges gerne til at forklare, hvorfor så mange gårdmandssønner blev husmænd, for de kunne jo ikke alle arve gården, og der var trods alt grænser for, hvor meget en gård kunne udparcelleres til arvingerne, før den ikke længere var en gård. En sådan sammenhæng er imidlertid betinget af, at der kan konstateres et kronologisk sammenfald imellem de to processer a) befolkningstilvækst og b) tendensen til at gårdmandssønner bliver husmænd. I de tre sogne, som Romvig Thomsen har undersøgt, findes der ikke et sådant sammenfald, selv om der også her er en klar tendens mod, at gårdmandssønner må slå sig ned som husmænd.

I de tre sogne skete der ingen stor befolkningstilvækst før 1800, men allerede omkring 1750 har Thomsen kunnet konstatere, at der var en væsentlig stigning i antallet af gårdmandssønner, der blev husmænd. Hvordan hænger det nu sammen?

Udviklingen i Junget, Torum og Selde sogne har intet at gøre med befolkningsstigning, men derimod med, at de lokale godsejere i 1700-tallet sammenlagde mindre fæstegårde til større brug, således at antallet af gårde blev færre og færre. F.eks. blev gårdene i Junget by med ét hug i 1765-66 reduceret fra 19 til kun 10 gårde. Som Romvig Thomsen konkluderer: ”En social udvikling, der normalt tilskrives et så overordnet mønster som den demografiske udvikling, var altså i de første halvtreds år snarere resultatet af nogle få menneskers dispositioner over jorden – og bortvandringen, et af de væsentligste elementer i periodens demografiske udvikling, i virkeligheden omvendt et resultat af disse dispositioner” (s. 315).

Dette lille eksempel fortæller med lysende klarhed, hvorfor overordnede kvantitative analyser af samfundsudviklingen ikke kan stå alene, men sideløbende bør suppleres med kvalitative analyser af materialet i dybden. Ofte vil ganske andre svar så dukke frem.

Den overordnede kvantitative analyse slører også ofte blikket for, at udviklingen ikke er mekanisk. Mennesker har trods alt valgmuligheder. Man behøver ikke nødvendigvis at blive husmand, blot fordi man ikke kan blive gårdmand, ligesom man ikke behøver at blive gårdmand, blot fordi man har fået muligheden for det. Mange andre ting kan spille ind. Det enkelte menneskes ønske om selv at forme sit eget liv vil altid spille ind. Det samme vil held og tilfældigheder. Det giver Romvig Thomsen flere gode eksempler på.

Til sit formål har Thomsen fået indtastet 5600 forskellige livsforløb fra de tre sogne i en database, der har gjort det muligt for ham på den ene side at arbejde kvantitativt med sit stof, men på den anden side også har tilladt ham at gå mere kvalitativt til værks og følge hvorledes udvalgte personers skæbne fra vugge til grav formede sig i praksis. Mennesket er ikke blot et passivt offer for udviklingen. Mennesket har handlemuligheder, og det afgørende er, hvorledes man udnytter de muligheder, man har: Kunne en fattig husmandssøn ikke arve jord, så kunne han måske gifte sig til den. Lykkedes det ham heller ikke, så kunne han lære sig et håndværk, som han kunne blive god til og på denne måde få sig en ”karriere”. Han kunne også vælge at stikke af fra hjemstavnen og prøve lykken i byen eller på en fremmed egn. Han kunne slå sig på handel, som virkelig var det, der i ældre tid kunne bringe en mand frem i verden, hvis han ellers var dygtig og hårdtarbejdende. Men, og det er nok så vigtigt, man skal ikke underkende heldets eller skæbnens rolle. Ved et sandt lykketræf – tilfældighedernes spil – kunne en fattig husmandsøn blive forvandlet til gårdejer, hvis han var på rette sted på rette tid. Heldet kunne, som Thomsen påpeger, ændre et menneskets livsbane på et øjeblik. Tilfældigheder kunne være lige så afgørende for individet som gustne overlæg og snedigt udkalkulerede karrierestrategier.

Med denne korte præsentation af Asbjørn Romvig Thomsens bog håber jeg at have godtgjort, at der her virkelig er noget at komme efter for den forsker, der på den ene side gerne vil arbejde kvantitativt med sit stof, men som på den anden side også gerne vil kvalificere de kvantitative analyser ved at gå i dybden med de enkelte personer og deres livsbaner. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det er et arbejde, der kræver ualmindelig stor flid, stædig arbejdsomhed og stålsat ildhu. Alt sammen noget som Asbjørn Romvig Thomsen har udvist.
 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hurra for Århus - Landsudstillingen 1909
Horsens - købstaden og guldsmedene 1500 - 1900
Kort som kilde