Menu
Forrige artikel Næste artikel

Lige ud ad landevejen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 92

Af Thomas Mathiasen. Webmaster, Svendborg Museum.

Når man tænker på hvor mange bøger, der er skrevet om jernbanens og især søfartens historie, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt, der er skrevet om vejenes og bilismens historie. Vej- og trafikhistorie er åbenbart ikke det emneområde, som de skrivelystne historikere i første omgang kaster sig over, hvilket kan synes paradoksalt, når man tænker på, hvor stor indflydelse trafikken, byplanlægningen og hele samfundets infrastruktur har på folks hverdag.

Nu har Dansk Vej- og Bromuseum – et sådan findes nemlig! – forsøgt at rette op på fortidens forsømmelser, ved at udgive Lige ud af landevejen, skrevet af Jørgen Burchardt og Mette Schønberg. Bogen tager udgangspunkt i 1868, hvor landevejene overgår fra statens ansvarsområde til at være amternes ansvar. Derfor har Danske Regioner og alle de gamle amtskommuner ydet støtte til udgivelsen af bogen, og i forordet, skrevet af tidligere amtsborgmester Carl Holst, bliver der også lagt vægt på, at bogen er med til at dokumentere en amtskommunal kerneopgave, der i perioder har slugt helt op til 30 procent af amternes budgetter.

De to forfattere har fordelt opgaven mellem sig, så Mette Schønberg med sine tre kapitler dækker perioden fra 1868 til 1910, mens Jørgen Burchardt med sine fem kapitler skriver om perioden fra 1910 og frem til i dag.

Bogen tager sit udspring i vejloven fra 1867, der som nævnt betød, at amterne fik en stor rolle at spille i det danske vejvæsen. Jernbanen fik med sin eksplosive vækst i disse år en dominerende rolle, hvor den fuldstændig afløste hestevognene indenfor fjerntransporten. I takt med dette skete der en systematisk vedligeholdelse af vejene, fordi de tunge smalhjulede hestevogne ødelagde vejene. Det var især landbrugets og andelsmejeriernes hestevogne, der var synderne i denne forbindelse. Men vejene var stadig tilpasset hestevognstrafikken. Biler var stadig en kuriositet, og vejene var slet ikke lavet med henblik på bilkørsel. Hovedvejsnettet blev slet ikke udbygget, tværtimod sløjfede man flere steder landevejsstrækninger i nærheden af købstæderne. Samtidig skete der dog en forbedring i måden at lave veje på. Brolægningen blev forbedret, idet man begyndte at vande vejene så materialet blev kilet godt sammen, når man tromlede det bagefter med en nymodens damptromle.

De første biler var som sagt nærmest kuriositeter. Blandt andet fordi de var upålidelige. De var svære at styre og gik ustandseligt i stå, eller også punkterede de tynde hjul. Efter 1. verdenskrig fik man efterhånden mulighed for at anskaffe rimelige, teknisk stabile køretøjer, og dermed var omvæltningen fra hestevogne til biltransport gået i gang. Kombinationen af biler og hestevogne samtidig på vejene var dog på ingen måde problemfri. Lastbiler og busser vandt efterhånden indpas og motorcyklerne fik en stor udbredelse i en periode. Den evindelige støvsky, som lå over vejene forsvandt efterhånden som man begyndte at bruge tjærebelægning,

I tiden op til 2. verdenskrig stiger bilismen igen, og den øgede velstand betyder, at befolkningen får ferie, hvilket igen betyder et øget pres på vejene. Jernbanens position bliver for alvor truet da lastbiltrafikken øges betydeligt, og kvaliteten af vejene gøres igen bedre i takt med den forbedrede teknologi og den stigende professionalisering af vejvæsenet.

Krigen betyder et tilbageskridt i udviklingen af bilerne og vejene, men i årene herefter eksploderede velstanden endnu en gang, og der blev nu bygget nye veje, der kunne klare den øgede belastning.

Væksten var konstant helt frem til den såkaldte oliekrise i 1970’erne, der i første omgang betød en pause i den hidtidige ekspansive vejudbygning. Politikerne ønskede nu kortvarigt at satse mere på vedvarende energi og kollektiv transport, men snart lød kravet igen på nye motorveje og broer over Storebælt og til Sverige. Disse motorveje og broer blev som bekendt bygget, og netop i disse dage har Vejdirektoratet anbefalet, at man inden 2030 får bygget en tredje bro over Lillebælt, og får fordoblet motorvejskapaciteten, så den kan klare den forventede udvikling i biltrafikken. Der er tale om svimlende tal. Både i antallet af biler og i udgifterne til veje og broer.

For denne anmelder har bogen været meget spændende læsning, fordi det er emneområde, der er så kendt, at enhver kender til dele af det, og kan relatere til begivenheder, fænomener og andre elementer fra trafikhistorien. Samtidig fortælles der et væld af sidehistorier i bogens kapitler, foruden hovedsporet, som jeg efter fattig evne har forsøgt at referere i det ovenstående. Illustrationsmaterialet er så righoldigt som sjældent set før, og billedteksterne føjer yderligere en dimension til værket.

Ifølge forlagets hjemmeside henvender bogen sig ”både til vejsektorens folk og til folk med kultur- og teknikhistorisk interesse”, men jeg vil dog mene, at målgruppen er langt større. De fleste danskere vil have glæde af at læse denne bog, fordi vi alle har berøring med emnet. Men det skal understreges, at informationsmængden i bog er så omfattende, at man må sætte god tid af til læsningen, hvis man vil have det fulde udbytte af bogen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks havnemiljøer
Spionerne der kom ind med varmen
Vi har fået ærter – derfor er det mandag