Menu
Forrige artikel Næste artikel

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende

Kategori: Bøger
Visninger: 848

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Berlinmuren blev væltet d. 9. november 1989. Sovjetunionen blev formelt opløst d. 26. december 1991. Den Kolde Krig varede fra 1948 til 1989. Og hvad skete der så?

I 1971 blev Aage Trommer dr. phil. med disputatsen ”Jernbanesabotage i Danmark”. Den vakte stor opmærksomhed. Der var dengang stadig mange danskere, som havde sympatiseret med eller selv havde deltaget i modstandsbevægelsen.

Den Kolde Krig (DKK) er siden dens ophør blevet brugt af politikere og debattører til at fremhæve dem selv eller nedgøre andre. Historikere er blevet brugt af politikere til at redegøre for nogle af de ting, som foregik under den. Og der er mange danskere, som har levet under DKK og som har en mening om den, og det som foregik under den.

Rosanna Farbøl har i sin ph.d. afhandling sat sig for at forske i og beskrive den tilgang til DKK, som politikere, debattører og historikere har haft til den, efter den sluttede. Der er derfor tale om en historievidenskabelig behandling af emnet, og ikke bestilt arbejde fra regering eller Folketing. Det officielle forsvar fandt sted på Århus Universitet d. 1. april 2016. Afhandlingen er redigeret til den nu foreliggende bog.

Debatten om og den politiske brug af DKK har været heftigere i Danmark end i de andre nordiske lande. Bogen er ikke et forsøg på at beskrive selve DKK, men hvad den siden er blevet brugt til i politik og debat.

Tiden efter DKK er blevet set som et opgør mellem højre- og venstrefløjen, de borgerlige og de venstreorienterede, de gode og de onde. Dette er også med i bogen, men forfatteren definerer fortællingerne om krigen mere differentieret. En grundfortælling er stort set uden for diskussion. For eksempel er Besættelsestiden overordnet set en grundfortælling. Under en grundfortælling kan der være flere fortællinger, som er mere variable som tiden går, og nye oplysninger kommer frem.

Forfatteren definerer tre fortællinger om DKK og tiden efter. 1. Konfliktfortællingen forklarer DKK som en konflikt mellem to ideologier: demokrati og diktatur/kommunisme. De gode i vest - de onde i øst. Det er klart, at det mest er de borgerlige, som bruger dén fortælling. 2. Protestfortællingen er mest brugt af venstreorienterede og forklarer, hvorfor man blev socialist, og at der også er store fejl eller forbrydelser i Vesten (eks. Vietnamkrigen). 3. Konsensusfortællingen giver begge parter ansvar for konflikten, som både er ideologisk og en konflikt mellem to stormagter. Den er loyal over for medlemskabet af NATO. Denne fortælling anvendes mest af Socialdemokratiet og De Radikale.

Indtil slutningen af 1990´erne foregik debatten hovedsageligt i aviser, tidsskrifter og bøger. Men derefter rykkede debatten ind på Christiansborg. VKO-regeringen, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, startede en værdidebat, en kulturdebat og en aktivistisk udenrigspolitik. Først med Socialdemokraternes come back i 2011 nedtonedes kulturdebatten. Irakkommissionen blev vedtaget og krigen mod terror fyldte mere end DKK. Tiden var gået.

Bogens anden del har som titel: ”Den Kolde Krig som udenrigspolitisk kompas”. Efter murens fald og Sovjetunionens opløsning mente mange, at den territoriale trussel var forsvundet. ”Peace in our time”. En række stikord taget fra bogen: aktiv internationalisme, ”nye” østlande med i EU og NATO, aktive småstater, tre baltiske lande, Olfert Fischer i Golfen, humanitær intervention i stedet for krig, FN, fra fredsbevarende til fredsskabende, FN-mandater til NATO og OSCE, Eksjugoslavien, Daytonaftalen 1995, Kosovokrigen.

S og RV justerede konsensusfortællingen: det er ok at gå i krig for humanismen og kæmpe aktivt for vore værdier. De borgerlige mente, at det virkede at sætte hårdt mod hårdt, fordi konflikten standsede. SF og EL sagde, at nu kunne man se NATO´s sande ansigt: det var ikke et forsvar men et angreb.

Især Anders Fogh Rasmussen brugte DKK, 2. Verdenskrig, Besættelsestiden, samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen som begrundelser for en meget aktivistisk udenrigspolitik. Med påstået viden om masseødelæggelsesvåben gik Danmark med i Irakkrigen. I krigen mod terror gik Danmark med i Afghanistankrigen – først for at skabe sikkerhed mod terror, skabe demokrati og sikre menneskerettighederne – senere for ikke at svigte de allierede, bekæmpe al-Qaeda og svække Taleban. Historien blev brugt efter den politiske hensigt og behov. Konfliktfortællingen blev brugt som begrundelse for at sende soldater afsted, men da de først var i gang, betød den ikke så meget. At engagementerne varede indtil henholdsvis 2007 (Irak) og 2014 (Afghanistan) skyldtes nok snarest, at bordet fangede.

Forfatteren spørger om DKK kunne bruges som kompas. Fra 1990´erne var koldkrigspolitikken fortid. De nye krige var ”war by choice”. Det var ikke territoriale forsvarskrige, men idealistiske krige for at skabe demokrati og menneskerettigheder. Konsensusfortællingen var dominerende og FN stadig grundlæggende for udenrigspolitikken. Det ændrede sig med Jugoslavienskrigene. Stort set alle var enige om, at militæret var den eneste løsning – med FN-mandater som legitimation. Med Kosovokrigen var FN ikke engang legitimationsfaktor, man greb ind af humanitære grunde. NATO var ikke længere et nødvendigt onde, men en nyttig og attraktiv alliance. Og de store partier holdt borgfred.

Krigen mod terror betød en ny slags fjende. Det var ikke en stat eller en militærmagt. USA valgte en militær tilgang, og Danmark fulgte loyalt og uforbeholdent med. Attentatet mod World Trade Center d. 9. nov. 2011 var ifølge venstrefløjen forventeligt. Det var det fattige syd mod det rige nord. De øvrige partier mente, at det var en krigserklæring mod frie og åbne samfund. USA reagerede med gengældelse og magt som legitimt selvforsvar.

Gentog historien sig? Var det en totalitær trussel mod demokratiet? Var Islamisme som Nazisme eller Kommunisme i nye klæder? De politiske fronter blev trukket skarpt op. Men historien gentog sig ikke. Den aktivistiske udenrigspolitik satte hårdt mod hårdt, men koalitionstropperne blev mødt med modstand. Diktaturerne blev ikke fredelige og demokratiske stater. Kampene var ikke længere for at skabe demokrati, men for egen sikkerhed. Læren efter DKK var, at demokrati og markedsøkonomi ”vandt” over diktaturet i øst. Krigene i Afghanistan og Irak viste noget andet. Vesten er ikke overlegen eller urørlig. DKK var ifølge konfliktfortællingen en rigtig krig, men uden store menneskelige omkostninger. De nye krige viser, at krig er en dødbringende affære, som ikke nødvendigvis resulterer i sejre for demokratiet.

Bogens tredje del kaldes ”Historikernes Kolde Krig”. Siden 1990´erne har politikerne forsøgt at inddrage den videnskabelige historieforskning for at sætte deres ”historie” på plads.

Forfatteren gennemgår nøje nogle af de forskningsskoler, som er opstået først i USA og senere også i andre lande. 1. Traditionalisterne mener, at DKK blev drevet frem af en aggressiv og ekspanderende Sovjetunion. USA var blot reaktiv. 2. Revisionisterne opstod i 1960´erne og mener at DKK skyldtes USA´s ekspansionistiske og imperialistiske tendenser for magt og økonomisk dominans. 3. Postrevisionisterne dukkede op i 1970´erne. De ser ikke på ansvaret for DKK, men mener at det var en systemkonflikt og gensidig kappestrid mellem USA og Sovjetunionen. At postrevisionisme i dag er dominerende skyldes blandt andet, at der er større tilgængelighed til arkiver og kildemateriale. Det passer i øvrigt godt ind i dansk historieforsknings tradition siden slutningen af 1800-tallet.

Endelig beskrives begrebet triumfialisme, som mener, at konfliktens ophør var en sejr for Vesten. I Danmark er betegnelsen også højrerevisionisme eller nytraditionalisme. Her dukkede også andre end faghistorikere op. Debattører som skrev i dagbladene i et sprog som ”den almindelige dansker” kunne forstå.

Politikerne begyndte at overveje faghistorikere som redskaber til at begrunde og opnå politiske formål. Forfatteren skriver om forholdet mellem subjektivitet og objektivitet og skismaet mellem videnskab og politik. Professor Thorsten Borring Olesen citeres for den meget rammende betegnelse for statens stigende aktive rolle i forskningsprocessen: ”truth on demand”. En vis politisering af forskningen kom frem ved formulering af kommissorierne til de kommissioner, som blev vedtaget i de følgende år. Det har dog vist sig, at undersøgerne i kommissionerne har forholdt sig forholdsvis frit til de opstillede kommissorier. Det skal dog også nævnes, at politikerne i nogle tilfælde har ændret kommissorierne, før undersøgelsen var afsluttet.

Det vil føre for vidt at gennemgå de fire undersøgelser, som forfatteren gennemgår grundigt fra baggrund, forudsætninger, kommissorier og lovvedtagelse til de endelig redegørelser. De fire undersøgelser er DUPI-rapporten om atompolitikken på Grønland, PET-kommissionen om PET´s mulige registrering af lovlig politisk aktivitet, DIIS-redegørelsen: Danmark under Den Kolde Krig og Center for Koldkrigsforskning: Ulve, får og vogtere.

Lederen af Center for Koldkrigsforskning, professor Bent Jensen, og injuriesagen med/mod Jørgen Dragsdahl er nævnt i bogen, men ikke gennemgået i detaljer.

Det er spændende læsning med genopfriskning af fakta om undersøgelseskommissionerne og ikke mindst deres resultater og den modtagelse og det efterspil de fik. Siden 2010 har der ikke været nedsat flere undersøgelseskommissioner. De er blevet kritiseret for at være brugt som fremvisning af politikeres handlekraft, at de kan ses som syltekrukker, og at de er langvarige og kostbare. Når en redegørelse endelig foreligger, er situationen en anden, og folk (vælgerne) har nok glemt problemet eller skandalen, som var årsag til undersøgelsen.

Forfatteren skriver i det følgende om undersøgelsernes mål og midler. Politiske mål og videnskabelige mål. Historieforskning er ikke en eksakt videnskab. Der er ikke mange ja eller nej besvarelser. Og hvornår er svaret endeligt? Der dukker måske nye kilder op. Det betyder ikke, at der ikke kan skrives tilstræbt objektivt på baggrund af den nu foreliggende viden.

Bogen har afsnit om DKK i de andre Skandinaviske land, om fodnoterne og om at Kulturstyrelsen har udnævnt DKK som kulturarv. 33 faste anlæg fra og med relation til DKK er valgt som bevaringsværdige. Der er udgivet en bog -”Kold Krig”- med en kort gennemgang af DKK og de 33 anlæg. Bogen er tidligere anmeldt her på hjemmesiden. Lokalt er der dukket flere større eller mindre koldkrigsmuseer op.

Forfatteren skriver flere steder, at Danmark blev en småstat efter krigen i 1864. Det er naturligvis korrekt, fordi Danmark måtte afgive Slesvig efter krigen. Denne anmelder mener, at man også og måske bedre kan henvise til freden i Kiel i 1814 efter Napoleonskrigene. Før 1814 var Danmark en stor multinational/multietnisk stat, og efter freden mistede Danmark Holsten og Norge. Danmark blev en etnisk homogen småstat, og Slesvig er ikke glemt.

Forfatteren kalder retorisk det sidste afsnit i denne del at bogen: ”Fred i vor tid”. Der menes fred mellem fortællingerne om DKK. Umiddelbart står konfliktfortællingen stærkt. Der er en symbiose mellem den politiske konfliktfortælling og den akademiske traditionalisme. Med værket fra Center for Koldkrigsforskning har der været sat et (foreløbigt?) punktum for diskussionen, og de borgerlige fik det sidste ord. Efter Irakkrigen er konfliktfortællingen dog blevet svagere og konsensusfortællingen er blevet styrket

Bogens sidste del hedder ”Historie, erindring og historiekultur”. Afsnittet beskriver de begreber, bagvedliggende teorier og metoder, som er redskaber til at forstå analyserne i bogen. Om erindring contra historie nævnes, at al historie er erindring, men al erindring er ikke historie. Underpunkter i dette afsnit er: historiebevidsthed, historiekultur, historiekulturel dobbelthed, historiebrug og historiepolitik. Under overskriften ”Fortællinger” skriver forfatteren om grundfortællinger, store fortællinger, myter, identifikation og fællesskaber. Endelig beskrives de afgrænsninger og begrænsninger forfatteren har valgt. Hvis man vil vide noget om faghistorikerens værktøjer og metoder, og den forskningsteori som findes, er dette et godt sted at begynde.

Er Den Kolde Krig slut? Tja, nogle steder tolkes de senere tiders begivenheder i Rusland som en ny kold krig. Et par eksempler: Preben Mejer skrev at internettet bringer demokratiet i vanskeligheder: ”Russerne især er jo fantastiske til det der, og den kolde krig er genopstanden som noget der føres på de sociale medier, Fake News er en ny kunstart”. (Århus Stiftstidende 22.juni 2017). - Jyllandsposten bragte samme dag en tegning af Niels Bo Bojesen med teksten: ”Cyberkrig. Efter 15 år med fokus på terror øver militæret sig nu også på truslen fra Rusland”. Tegningen forestiller en kampklædt soldat med geværet rettet mod en computerskærm. Er en ny kold krig på vej, eller er det udtryk for at begrebet er blevet mere universelt?

Bogen giver en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger. Kan stærkt anbefales alle politisk og historie interesserede.

 Rosanna Farbøl

 

Historie-online.dk, den 4. juli 2017

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bombeterror i København
Kold Krig
Blekingegadebanden