Wehrmacht
Menu
Forrige artikel

Wehrmacht

Kategori: Bøger
Visninger: 1818

Af Henning Lyngsbo

Jeg må indrømme, at jeg har været spændt på at skulle læse denne bog. Og nu har jeg allerede læst den to gange. Hvorfor? Jo, den er for det første godt skrevet og kun på 300 sider. Og for det andet bringer den svar på mange, gennem tiden tilbageholdte spørgsmål om Wehrmachts rolle under Hitlers regime. Og sandheden blev ilde hørt i Tyskland. Det skal jeg vende tilbage til.

Forfatteren( 60) er professor med en tysk doktorgrad i historie og politisk videnskab. Han er overordentlig kendt for sine produktioner af TV-dokumentarserier om Det tredje Rige og Nationalsocialismen. Men han er også blevet voldsomt kritiseret og beskyldt for at have nedtonet offentlighedens medansvar under Hitler. Især var historikerne efter ham, fordi han undlod helt at berette om Wehrmachts rolle i 2. verdenskrigs mange forbrydelser i sine tv-film og bogudgivelser. I 2004 gik en gruppe internationale historikere så vidt, at de advarede mod den form for dokumentation, som Guido Knopp præsenterede. Den kunne reducere vigtige historiske data til infotainment eller histotainment. 

Desværre en tendens vi også ser i Danmark. Selv denne danske udgave har fundet det opportunt at undlade at bringe de oversigter over kildemateriale og litteraturoversigter, som den tyske udgave indeholder. Det tjener ikke forlaget til ære. Det giver ej heller de ”dumme” danskere mulighed for at blive lige så kloge som naboerne mod syd!

Desværre er det ikke bare det ene forlag, der er med til at indskrænke videnhorisonten. Da jeg i sidste måned anmeldte Ian Kershaws biografi om Hitler, måtte jeg med beskæmmelse se bogen beskåret på samme måde. Hvis det er forlagenes visioner om at gøre tungt stof tilgængeligt, tvinger det jo forfatterne til at underholde frem for at videregive eksakt viden. Derved bliver læsestoffet mere subjektivt og mindre krævende for læserens perceptionsevne. Og derved forvanskes historiens data med deraf følgende mulighed for manipulation.

Men det var ikke alene historikere, der råbte højt. I Hamburg var og er der nemlig et meget ambitiøst Institut for social forskning. 50 år efter krigens afslutning åbnede instituttet en udstilling, der virkelig vakte furore. Udstillingen åbnede den 3. marts 1995 i Hamburg under titlen: ”Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des Vernichtungskrieges 1941-1944.”  Da noget af udstillingsmaterialet – især fotos – ikke var fri for fejl, blev der nedsat en kommission, der skulle gennemgå materialerne og fremkomme med sin kritik. Herefter blev der åbnet en ny udstilling, der havde taget kritikken til efterretning. Først i Berlin i 2001, men den helt store udstilling blev åbnet i Hamburg den 28. marts 2004.

Udstillingen mødtes med tusinder af demonstranter fra begge de politiske yderfløje. Der måtte sættes vandkanoner og et talstærkt politi ind. Indeklemte frustrationer, samvittighedsnag, fornægtelser, beskyldninger, had, traumer af enhver art, æresfølelser, loyalitet, skamfuldhed o.s.v. kom for dagen og fyldte debatten i alle landets medier, arbejdspladser og de små hjem. Ja, naturligvis også i de politiske fora.

Det var virkelig modigt af instituttet. Og naturligvis rigtigt. Hvorfor skulle man som katten, gå om den varme grød. 60 år var der gået. Så den varme grød – Wehrmacht – måtte kunne attakeres. Her skal man huske, at der med tiden var kommet mange unge historikere uden familiemæssig tilknytning til Wehrmacht eller krigen som sådan. De var uberørte og ubelastede forskere, der ikke havde behov for at tage hensyn.

Der var også mange arkiver, der blev gjort tilgængelige. Især i det gamle DDR. Men herudover var et fantastisk kildemateriale fra England blevet tilgængeligt. Englænderne havde under krigen overført alle tilfangetagne generaler og et mindre antal, men højt placerede officerer til herresædet Trent Park i London. Man havde gjort opholdet behageligt for de prominente fanger, men hvad de ikke vidste var, at alle samtaler, alt hvad der blev sagt, blev optaget på bånd. Dette materiale er i de senere år blevet stillet til forskernes rådighed. Mange overraskende og belastende forhold er derved blevet åbenbarede.

Guido Knopp var i 1984 blevet tilknyttet TV-stationen ZDF som chef for den nyere tids historiske afdeling. Han producerede notorisk fremragende udsendelser med Hitler-relaterede emner. Samtidig udgav han en række bøger med samme emnekreds. Der manglede faktisk kun en udsendelsesrække om Wehrmacht. Ovenanførte begivenheder har utvivlsom presset Guido Knopp til at rette for sig. I 2007 blev der produceret 5 udsendelser á ca. 45 minutters varighed. Titlerne på udsendelserne svarer i øvrigt til de 5 hovedafsnit i bogen.

Angreb på Europa

Krigens vendepunkt

Værnemagtens forbrydelser

Modstand i uniform

Kamp indtil undergang

Hovedoverskriften er den samme: Wehrmacht Eine Bilanz.  Denne undertitel er mere retvisende end den danske Hitlers hær. Den tyske undertitel må oversættes som ”En status”, hvilket jo lige netop er bogens opgave. Den danske titel giver en fejlagtig association om opbygningen af hæren. Dens organisation. Og intet er forfatteren mere fjernt. Her har oversætteren og/eller forlaget gjort i nælderne.

I øvrigt kan man få mere ud af bogen ved at gå på nettet og taste zdf.de – suche. Altså søge efter den ovennævnte tyske titel i ZDF´s Mediathek. Her kan man via sin egen pc´s mediaplayer se alle udsendelserne. Persongalleriet og teksterne er stort set sammenfaldende.

Forfatteren har haft en medhjælper til hver af udsendelserne. Det er de samme, som anført i bogen.

Ud over de fornævnte kilder har forfatteren og hans medarbejdere gjort stor brug af udtalelser fra personer, der under krigen var ansatte i Wehrmacht. Såvel generaler, officerer som menige. Af aldersmæssige årsager er denne form for kildemateriale også ved at være på sidste udkald. Måske af samme årsag har det været muligt at få kilderne til at sige noget overhovedet. Tavshed indtil nu kunne have sine grunde. Traumer, der ikke måtte eller kunne blive belyst. Loyalitet overfor føreren! Joh, den eksisterer skam stadig. Hensyn til familie, venner, medieomtale m.m. var også nødvendigt.      

18 millioner gjorde tjeneste i Wehrmacht. Godt 5 millioner døde under krigen. Heraf godt 1.3 millioner i krigens sidste fire måneder. Men alligevel er det små tal i forhold til de mange, mange millioner jøder, ikke-tyskere såvel civile som soldater, der døde som følge af Wehrmachts indsats.

Der er mange, der har haft den opfattelse, at Wehrmacht holdt sig uden for jødeforfølgelser, progromer, folkedrab, mord, voldtægt m.m.. Den slags tog SS sig af. Denne opfattelse holdt sig til op i 70érne. Men her begyndte de ubesvarede spørgsmål at trænge sig på. Tabuet – Wehrmacht – stod for fald. Var generalerne, officererne, befalingsmændene og soldaterne en flok lydige ”javel-sigere”? Eller var de en millionhær af misbrugte mænd?

Hvordan kunne det lykkes regimet at binde Wehrmacht til sig til den bitre ende? Og hvorfor var der så lidt modstand mod regimet?

Historisk er det vel ret få regimer, der har evnet at beholde magten og opretholde ubetinget loyalitet fra sine undersåtter og soldater, når regimets fald og totale undergang var erkendbart og nært forestående. Selv efter Hitlers selvmord opretholdtes loyaliteten. Hvorfor? Og hvordan kan det forklares?  

Der er megen dokumentation i bogen, selvom kildeoplysningerne mangler. Og selvom de mange citater fra soldaterne står alene uden sammenhæng med formodet anden tekst, er dommen uden for enhver rimelig tvivl. Wehrmacht er skyldig i utallige forbrydelser mod menneskeheden. Ikke uventet er der efterfølgende i den offentlige debat fremført påstande om, at Guido Knopp er fyldt med løgn. Det samme bliver postuleret overfor ovennævnte udstillings arrangører. Men med de mange fakta, som med historieforskernes målbevidste fremfærd bliver lagt for dagen i et stigende og for Wehrmacht belastende omfang, må alverdens historiebøger nu ændre indhold.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
En kvinde i Berlin
År nul
Tyskland i krig