[sitemap]

< Artikler  

  

1) Runestenen over ”Alle” med de 210 runetegn, som gør stenen til Danmarks længste runeindskrift dateret til 900-tallet. De skålformede gruber i stenens venstre side er rester af  helleristninger lavet i bronzealderen. (Efter Albrectsen 1958).

  

Vilhelm Boye og
skibssætningen ved Glavendrup

Af stud. mag. Anders Otte Stensager

Runemonumentet ved Glavendrup vil måske allerede være kendt af de fleste, men mindre kendt er historien om den restaurering, der fandt sted i 1892-94 under ledelse af museumsassistent og arkivar ved Nationalmuseet, Vilhelm Boye.

En kunstig høj
I 1864 besøgte professor G. Stephens mindesmærket ledsaget af tegneren Magnus Petersen, der opmålte og indtegnede runestenen i forhold til de to rækker af væltede bautasten, som i skibsform løb øst for selve runestenen. Mindesmærket var dengang i en elendig forfatning, men på foranledning af Stephens blev mindesmærket fredet, og der rejstes en lille kunstig høj, hvorpå runestenen blev sat. Uheldigvis fortsatte nedbrydningen af mindesmærket dels på grund af sandgravning i og omkring monumentet, og dels fordi flere sidesten i skibssætningens østlige ende blev kløvede og siden kørt bort som byggemateriale. Ødelæggelsen var derfor allerede stærk fremskreden, da Ludwig Wimmer, forfatteren til værket "De danske Runeminesmærker", besøgte monumentet i 1874. En restaurering var derfor endnu engang stærkt nødvendig.

Uheldig restaurering
I 1892 besigtiger Vilhelm Boye mindesmærket  med henblik på at få reetableret monumentet og samtidig foretage en mindre udgravning af den tilstødende bronzealderhøj i øst. Her afdækker han to af i alt fire urnegrave med brændte ben og en lille bronzesyl fra den yngre bronzealder (grav A og B). Året efter i oktober måned rejser Boye atter til Glavendrup og indlogerer sig på Skamby præstegård for at påbegynde restaureringen af skibssætningen. Hovedparten af sidestenene i skibssætningen lå væltede og spredte, og højen, hvorpå runestenen var rejst i 1864, viste sig hurtigt uegnet som fundament for en genopstilling af runestenen. Samme måned skriver Boye til sin kollega på Nationalmuseet, Henry Petersen, og forklarer, at det er nødvendigt "at slaa sten til fundamenteringen". Ligeledes gør han opmærksom på, at runestenen (fig. 1) må flyttes, hvilket ikke er ligetil, men "kræver tilvejebringelse af meget Tømmer. Stenen maa dog ikke ligge hen Vinteren over paa Marken, da dette vil skade den og dels fordi det vil fremkalde ond Omtale".
Folkeovertroen levede stadig blandt de lokale og Boye anbefaler da også, at stenen opbevares vinteren over i Skamby Kirke. Sammen med pastor Engholm foreslår han Henry Petersen, at runestenen opstilles på den lille høj i den vestlige ende af skibssætningen. Imidlertid kender vi ikke ordlyden af Henry Petersens svar, men resultatet af restaureringen blev, at der opkastedes en ny, men denne gang endnu større høj, hvorpå runestenen blev opstillet. Samtidig blev sidestenene i skibssætningen rettet op. Uheldigvis blev resultatet af restaureringen, at skibssætningens sydvestlige side blev noget afkortet og atypisk i form. Ludvig Wimmer, der atter besøgte mindesmærket i 1900, gør ligeledes opmærksom på, at skibssætningen har "særlig i den vestlige ende, fået en urigtig form, idet runestenen er stillet helt uden for den i steden for at danne det yderste led i den. Heller ikke den nyopkastede høj, på hvilken runestenen er stillet, svarer ganske til den gamle, som var betydelig lavere, så at runestenen på dens top naturlig kunde slutte sig til de øvrige stene i skibssætningen som den yderste sten mod vest".

Ingen vikingegrav
Runestenen har oprindeligt stået som vestlig stævnsten i skibssætningen og ikke på en høj, men Boye har ment, at det var den bedste måde at sikre stenens fundamentering ved at anlægge en kunstig forhøjning. Årsagen til Boyes noget atypiske skibsform hænger formentlig sammen med, at der inde i selve skibssætningen findes områder med sand (fig. 1), som utvivlsomt har forstyrret hans forsøg på at give de enkelte sidesten den rette fundamentering. Boye valgte derfor, at sætte sidestenene i skibssætningen på kanten af disse sandgrave eller der, hvor underlaget var bedst egnet.
Man fornemmer, at Boye har været i tidsnød og ressourcerne har været minimale selvom han utvivlsomt også gerne havde set, at skibssætningens indhold blev undersøgt. Imidlertid skulle der gå mere end et halvt århundrede før skibssætningen i 1958 blev udgravet og restaureret under ledelse af Erling Albrectsen. Her viste det sig, at den indeholdt ikke mindre end ni brandpletter og to ildsteder, men ingen central vikingegrav.
Selvom Boyes restaureringsarbejde blev udsat for kritik kan det ikke nægtes, at det for samtiden var et kompetent forsøg på at redde et unikt oldtidsmonument. Uden hans og Stephens indsats var nedbrydningen af mindesmærket med Danmarks længste runeindskrift utvivlsomt fortsat. Vi kan derfor glæde os over, at monumentet over "Alle den Blege, viernes gode" stadig er bevaret til trods for, at "Alle" tilsyneladende ikke blev stedt til hvile i sin skibssætning, men den største vinding er vel fortsat selve restaureringen.

Anders Otte Stensager læser forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet

2) Fotografi af Glavendrup monumentet fra 1892. I baggrunden skimtes selve runestenen på den kunstige forhøjning, mens de mørke pletter i skibssætningens midte er huller efter sandgravning. (Efter Albrectsen 1958).

 

Erling Albrectsen, 1958: Runemonumentet ved
Glavendrup. Fynske Minder 1958. Odense.

Vilhelm Boye, 1986: Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark. Fotografisk
genoptryk. Højbjerg.

Anders Otte Stensager,  2002: Århus Museum og
Vilhelm Christian Boye. Århus Stifts Årbøger 2002.

Ludwig Wimmer, 1901: De danske Runemindes-
Mærker, bd. II. København.