Heksen i folketroen

Folketroens heks er en skadevolder, der kan skabe sig om til trebenede harer og tage helbredet fra folk og dyr. Men heldigvis var der flere metoder, som kunne afsløre, hvem der var hekse

En af de folkelige forestillinger var, at  en heks skulle helst gøre en synd hver dag. Om ikke andet kunne hun fx kaste en håndfuld korn ind i ilden. At brænde fødevarer op var måske ikke nogen rigtig ond gerning, men dog en form for synd.

I sagntraditionen er de gerninger, som heksene beskyldes for, typisk at lægge hindringer for andre menneskers næring og lykke. Fx ved at tage smørlykken så en kone ikke kan få smør i kærnen, ødelægge fiskelykke, give folk mængder af lus eller ”forgøre”  mennesker eller dyr så de ikke kan trives. Den folkelige heks koncentrerer sig i høj grad om gerninger, der var meget håndgribelige.

Heksen i kirken
Netop fordi heksen har denne karakter af syndebuk, har det været væsentligt at have redskaber til at afsløre, hvem de var. Selv små - tilsyneladende ubetydelige - ting kunne bruges. Hyppigt nævnte råd var fx at  "prøve" en mistænkt heks ved at lægge en saks under en stolehynde. Kunne hun sætte sig på stolen, var hun ikke hæmmet at stålet og korsformen under hynden, og derfor ikke en heks.  Andre metoder var at lægge halmstrå eller nåle over kors uden for døren.
I kirken kunne man forsøge at lægge mærke til, om nogen tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen. En heks var nødt til at spytte nadverbrødet ud, og kunne i øvrigt også bruge det rent magisk.  Var præsten ”klog” nok, kunne han desuden fra prædikestole se, hvem sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.
Ved særlige lejligheder kunne almindelige mennesker også se, hvem i menigheden der var hekse. Man kunne se dem sidde med gryder, potter og pander på hovedet, hvis man til Sankt Hans gik i kirke med et firkløver i lommen. Det var navnlig effektivt, hvis Sankt Hans faldt på en søndag. Ved påsketid kunne man få en tilsvarende oplevelse, hvis man havde et hønnike-æg i lommen, når man sad i kirken.

Heksemøde
Med til trosforestillingerne hørte også tanken om, at troldkonerne samledes til heksemøde på bestemte tider af året. Denne mødeaften kunne være Nytårsnat, "St. Skadeaften" (aftenen før skærtorsdag), Valborg aften (30 april) eller Sankt Hans aften.  Satte man sig på én af disse aftener under en harve, så kunne man se dem komme flyvende på fx kærnestave, koste og grisseler.
I ældre tid var mødestedet Troms kirke, hvor Fanden ventede. Ville man se, hvordan det foregik, kunne man kigge ned i sin egen brønd Sankt Hans aften, evt. med lidt kirkemuld på hovedet. Så kunne man fx opleve hvordan Fanden - "Den Slemme" - skænkede op til heksene af en omvendt hestefod. For heksene selv så det derimod ud som om, de drak af et sølvbæger.

Trebenede harer
En anden meget almindelig forestilling var, at hekse kunne skabe sig om til dyr, fx harer, katte og skrubtudser. Disse dyr opførte sig i reglen sært, hoppede fx op og kiggede i kærner eller smørkar og lignende. Harer, der i virkeligheden
hekse var nemme at kende. De havde som regel kun tre ben og en pjusket pels. Men flere optegnelser nævner, at dén slags dyr kun kunne skydes med kugler af sølv, allerhelst en sølvknap, der var et arvestykke. En væsentlig tanke var også, at skader, som blev forvoldt på en heks i omskabt tilstand fortsat ville være tilstede, når hun atter antog menneskelig skikkelse. Havde man held til, fx at skolde eller skade et mistænkeligt dyr, og det så siden viste sig, at  én af landsbyens beboere havde fået samme skavank, var sagen derfor klar.