Fund af sjælden økse
Ved Syltholm er der for nylig fundet en sjælden hjortetakøkse, som måske peger på en tysk forbindelse i den tidligste bondestenalder
Under de fortsatte udgravninger af stenalderbopladser ved Syltholm øst for Rødbyhavn er der undersøgt et område, som i stenalderen bestod af et lavvandet område, beliggende i periferien af en boplads. Det kan stadig erkendes, at området i stenalderen var bevokset med tagrør, og udgravningen i tagrørsbæltet har påvist talrige redskaber og knogler som stenalderfolkene bevidst har placeret her. Genstandene ligger ofte ordnede og sorterede efter type og funktion og vidner således om, at de er placeret efter bestemte regler og ikke blot smidt ud i det lave vand som affald. Tidligere blev netop det lavvandede område ud for kystbopladserne betragtet som udsmidsområder, udelukkende med ophobninger af affald. I dag er opfattelsen af dette område blevet lidt mere nuanceret, og det er muligt at udskille forskellige aktivitetsområder ved siden af de rene affaldsdeponeringer.
Tidsmæssigt er der tale om de første århundreder af bondestenalderen (ca. 4000 - 3500 f. Kr.), og det er et veldokumenteret faktum, at impulser og teknologi til de nye erhverv, med agerbrug og husdyrhold, kom til Danmark fra Mellemeuropa via Tyskland. Lokalbefolkningen opgav dog ikke straks de gamle erhverv såsom jagt og fiskeri. De blev længe praktiseret sideløbende med indførelsen af landbrug og husdyrhold, hvilket talrige fund fra udgravningen taler deres tydelige sprog om. Da de tidligste bønders husdyr såsom kvæg, får og ged ikke forekom i vilde former i Danmark, ligesom de tidligste kornsorter heller ikke fandtes her, så ved vi med sikkerhed, at de alle er importeret i begyndelsen af bondestenalderen. Anderledes forholder det sig med de fleste nye redskabstyper, der karakteriserer den tidlige bondestenalder. De var næsten alle fremstillet af lokale materialer og udviser ofte en jævn udvikling fra den sene jægerstenalder. Kun få redskaber har et særpræg, eller de er fremstillet af eksotiske materialer, så de kan erkendes som “fremmede” i det lollandske miljø.
Blandt de bedst kendte redskaber, som vi med sikkerhed ved har en mellemeuropæisk oprindelse, er de såkaldte “skolæstøkser”, der har fået navn efter deres karakteristiske form. Denne type økser, der stammer fra tiden lige før agerbrugets indførelse i Danmark, kender vi en del af fra Lolland og Falster. De vidner med andre ord om, at der har været en nær forbindelse fra Lolland til det europæiske fastland via Tyskland allerede i stenalderen. Selvom de ikke direkte vidner om agerbrugets indførelse, så giver de i et tydeligt billede af den kulturudveksling, som allerede fandt sted i tiden op til agerbrugets introduktion her i landet. Ved Syltholmlokaliteten er der for nylig fundet en anden økse, som kunne indikere en tysk forbindelse i den tidligste bondestenalder. Det drejer sig om en økse, der er fremstillet af en kraftig kronhjortetak og er forsynet med skafthul, hvori der stadig sidder et lille stykke af det oprindelige træskaft” fortæller arkæolog ved Museum Lolland-Falster Søren Anker Sørensen.
Øksen kan ikke ud fra sit råmateriale tilskrives det tyske område, men udformningen af øksen giver alligevel et fingerpeg i den retning. Hjortetaksøkser er fremstillet gennem hele jægerstenalderen og fortsætter omend noget mere fåtalligt helt frem til bronzealderen, dog med visse regionale og kronologiske forskelle i udformningen. En særlig type kaldet T-formede hjortetaksøkser er almindelige i Jylland og i Nordtyskland, i slutningen af jægerstenalderen og et lille stykke ind i bondestenalderen. Sådanne T-økser kendtes kun i to eksemplarer fra området øst for Storebælt, indtil vi fandt en ved Syltholm. Syltholmøksen er således af en type, der overvejende kendes fra Nordtyskland og Jylland, og så kan man spørge sig selv, hvorfra det er mest nærliggende, at vores stykke kommer - eller er inspireret fra. Det bedste gæt vil nok være, at øksen er kommet samme vej som skolæstøkserne, nemlig over Femern til Syltholm. Men der skal foretages flere undersøgelser af stykket, før vi kan udtale os med større sikkerhed i dette spørgsmål.
Nu er det jo ikke en helt tilfældig placering, der er valgt til den nye faste forbindelse til Tyskland, da det er det sted, hvor overfarten er kortest. De samme overvejelser har stenalderfolkene nok også gjort sig, når de fragtede korn, kvæg og fremmede økser nord på.
