Menu
Forrige artikel

Nyt fund: "Freja" fra Revninge

Kategori: Arkiv
Visninger: 4781

En nyfundet kvindefigur fra Revninge er en vaskeægte sensation, fordi dens hovede er 3-dimensionelt.

Vikingetiden kan ofte synes langt væk – og det kan være svært at forestille sig, hvordan vikingetidens mennesker så ud. Fundet af en lille kvindefigur af sølv formindsker afstanden til danskernes forfædre i vikingetiden. Figuren rummer et væld af detaljer, som giver os ny viden om vikingetidens kvindedragter, smykker og kultur.
Fundet af ”Revninge-kvinden” er en vaskeægte sensation, der sætter ansigt og krop på vikingetiden.

Arkæolog Claus Feveile, afdeling for Landskab & Arkæologi ved Østfyns Museer:
”Små menneskelignende figurer fra vikingetiden er ekstremt sjældne. Revninge-kvindens klædedragt er ualmindelig detaljeret og vil uden tvivl bidrage til diskussionen om hvordan dragten bl.a. kunne se ud. Om livet bærer hun tilsyneladende et trefliget smykke. At det er placeret om livet er ret overraskende, da vi i gravfund normalt finder det placeret oppe på brystet. Det helt usædvanlige er hovedet, som er i 3D, mens kroppen er flad og i 2D. Normalt er sådanne småfigurer altid i 2D.”

Den lille kvindefigur er 4,6 cm høj, fremstillet af massivt sølv og derefter forgyldt. Kroppen er flad og todimensionel, mens hovedet helt usædvanligt er tredimensionel. Gennem nakken er der små huller, der viser, at figuren har været båret som et hængesmykke. Ansigtet har fint udførte træk. Håret er redt stramt tilbage med en midterskilning, der bagpå er samlet i en lille knold. Hun holder sine hænder foran på maven. Kjolen har lange ærmer og når helt til fødderne, der titter frem forneden. Hver dragtdel har sin egen udformning: furer, perlebånd eller indstemplede cirkler.
Om halsen bærer hun antagelig et stort smykke, måske en perle- eller guldkæde i flere rækker. Mellem hænderne og midt på maven ses ligeledes et smykke, som svarer til kendte fund af vikingetidens trefligede spænder. I vikingegravene findes de normalt på brystet, men her er smykket altså placeret anderledes, nemlig på maven.
Figuren dateres til 800-tallet.

Tirsdag d. 22. april 2014 var Paul Uniacke i gang med at afsøge en mark ved Revninge ca. 3 km. fra Ladby med sin detektor. Det var en rigtig god mark, og mange fine ting kom frem. Men pludselig måtte Paul Uniacke gøre store øjne. Frem dukkede en lille fin figur af sølv – en lille kvinde med knold i nakken – utvivlsomt fra vikingetiden. Paul Uniacke var ikke i tvivl – det var en meget sjælden figur, han havde fundet. Han kontaktede straks Østfyns Museer, som bekræftede, at der var tale om et helt enestående fund fra vikingetiden. Fundet blev straks indleveret og er siden blevet konserveret.

De små kvinder på figurerne fra vikingetiden kan forstås på mange måder. De kan være gudinder, valkyrier, norner, diser eller vølver. Det er nærliggende at knytte den lille kvinde fra Revninge til frugtbarhedsgudinden Freja.
I 2013 blev der ved Hårby på Fyn fundet en tredimensional Valkyriefigur med et ansigt, der ligner Revninge-kvindens. Valkyrier er våbenføre og ridende kvinder, der henter faldne krigere til Valhal. I modsætning til ”Valkyrien fra Hårby” bærer Revninge-kvinden dog ingen våben, og figuren forestiller snarere Freja, der er gudinde for frugtbarhed. Placeringen af hænderne og det trefligede spænde-smykke ved maven kan henvise til frugtbarhed.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bronzealderguld ved Boest
Spændende stenalderhuse fundet ved Nibe
Edsringe-fundet fra Skelskør