Øgledronningens forbandelse
Af Louise Skyggebjerg
”Hvis jeg skulle give den point på en skala fra 1-10, så ville jeg give den 9½”. Sådan sagde min søn på knap 9 år, da jeg havde læst børnebogen ”Øgledronningens Forbandelse” af Hanne Fabricius højt for ham og min datter på 6 år. Han elsker fantasy og synes, at bogen var rigtig spændende.
Min datter synes også, at bogen var god, men hun var dog lidt forvirret over de mange personer og andre væsener, der optræder i bogen. Hun er yngre end den målgruppe, som bogen er tiltænkt, så det skal ikke ligge bogen til last, at hun ikke altid kunne følge med. Men som voksen læser vil jeg give hende ret i, at der var mange aktører i gang, og så var det lidt ærgerligt, at jeg – som i det meste af de enorme mængder fantasy, der skrives p.t. – som regel kunne nøjes med at forklare, om personen, som min datter ikke lige kunne huske, var med de gode eller de onde. Gråtoner er der ikke mange af i fantasy-genren.
”Øgledronningens Forbandelse” handler om Margrethe Hatt, hvis arkæolog far bliver kidnappet til Absalons borg i 1100-tallets København. Sammen med sin morfar og et par venner drager Margrethe tilbage i tiden og hjælper med at befri sin far og bekæmpe den onde Øgledronning, der forsøger at få magt over tiden. I fortiden møder Margrethe og co. bl.a. biskop Absalon, prins Knud, kong Valdemar, en enhjørning, feer, alfer og en drage.
Når borgen med dens ”hemmeligheder” beskrives, fornemmer man en vidende person bag beskrivelserne, arkæologen Hanne Fabricius. Jeg havde med fornøjelse læst mere af den slags historie fortalt ad bagvejen, men Fabricius har valgt at lade det overnaturlige spille en langt større rolle i bogen end det historiske. Måske er det ud fra en forestilling om, at børn finder feer og drager mere spændende end tidligere tiders skikke, konger og borge, men jeg kan hilse og sige fra børneværelserne her i huset, at det ikke altid er rigtigt. For ikke så længe siden læste vi Jo Nesbøs ”Doktor Proktors Tidsbadekar”, hvor et par børn rejser rundt i fortiden og bl.a. møder arkitekten Gustave Eiffel, Jeanne d’Arc og ikke mindst Napoleon under slaget ved Waterloo. Det var bestemt ikke kedeligt på trods af fraværet af feer, drager osv. Middelaldercentre og middelaldermarkeders popularitet tyder også på, at mange børn og unge er optaget af middelalderen i sig selv og finder den lige så eksotisk og spændende som de overnaturlige væsener.
”Øgledronningens Forbandelse” er udgivet af forlaget Torgard, illustreret af Johannes Bojesen og kan købes for 199 kr. Bogen er første bind i en planlagt serie med navnet ”Tidsdetektiverne”. Mine børn glæder sig til de næste bind udkommer, og jeg vil også læse den højt med fornøjelse.