Menu
Forrige artikel

Folkeminder og dagliglivets kultur.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6093

Af Lis Thavlov, Dragør Lokalarkiv

Det er yderst prisværdigt og trods alt noget af et særsyn i disse Internet-tider, at en arkivinstitution udgiver en trykt guide til samlingerne, så nuværende og kommende brugere kan få et overblik over, hvad institutionen rummer. Det er ikke desto mindre lige præcis, hvad statens arkiv for dokumentation og udforskning af dagliglivets ikke-materielle kultur fra renæssancen til i dag, også kaldet ”Dansk Folkemindesamling”, har gjort ved udgangen af 2004. Den direkte anledning – uden at det på nogen måde betones – synes at være, at samlingen kom på finansloven fra 1. april 1904.

Dansk Folkemindesamling har altså nu i 100 år dokumenteret dagliglivets kultur i form af levevis, forestillingsverden, myter, fortælling, sang og musik og det er hermed muligt at få et indblik i, hvad 100 års indsamlingsvirksomhed har kastet af sig. 

Guiden giver indledningsvis en spændende introduktion til samlingens historiske baggrund og et rids af forløbet fra 1904 til 2004. Derefter følger afsnit, som afspejler arkivets materialetyper og arkivmæssige opdeling: Håndskriftarkivet, Lydarkivet og Billedarkivet. Der er indledningsvis gode oversigtlige redegørelser for hver af disse materialetyper eller hovedgrupper. Herefter følger oplistninger (med en detaljeret indholdsnote) af de fleste men ikke alle arkivenheder. Disse vil i princippet kunne danne basis for en bestilling af materiale til brug på samlingens læsesal. 

Samlingerne tilgængeliggøres altså med andre ord gennem denne trykte indføring, og så kan man spørge, hvordan den så spiller sammen med hjemmesidens mulighed for at søge i samlingens databaser. Er det ikke overflødigt med en trykt guide, når man kan finde svar på alverdens spørgsmål på hjemmesiden? Svaret er afgjort NEJ – og det på trods af den hurtige forældelsesvist, der er for trykte medier, der opregner en levende samlings indhold. For den trykte guide giver overblik og introduktion til samlingerne og de overordnede arkivenheder, mens hjemmesiden åbner mulighed for at lave søgninger i databaserne på personer, steder og emneord. Det er netop dette samspil, der gør denne udgivelse så anvendelig – ja den kan vel nærmest siges at kunne kvalificere eventuelle henvendelser til institutionen eller brugerens søgninger. Fremtiden vil dog nok byde på den mellemløsning, at en guide af den klassiske type vil blive lagt på hjemmesiden også, hvorved ajourføringen kan foretages løbende, men indtil videre er det nu rart med en god gammeldags bog, som i øvrigt også ved sit smukke udstyr føjer sig til de velkendte guider udsendt af det statslige søster-arkiv ”Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse” (seks dele, 1983-91).

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmark fester. Juletiden
Biologisk antropologi med human osteologi
Kampen om de danske slaver