Familie- og arbejdsliv på landet ca. 1870-1900.
Af Agnete Birger Madsen
Det erklærede hovedsigte med denne bog er at belyse ægteskabsmønstre, familie- og arbejdsliv i det førindustrielle bondesamfund omkring 1870, samt de store forandringer, der fandt sted op til det nye århundrede. Det er en stor mundfuld, også selvom undersøgelsesområdet afgrænses til gårdmandsfamilierne, og her især kvindernes vilkår og arbejde.
Forfatteren kommer da også vidt omkring og beskriver store ændringer indenfor ægteskabsdannelse, boformer, seksualitet, børnefødsler, arbejdet på gårdene, husfliden og forholdet mellem husbond og tjenestefolk. Alt sammen spændende emner, men det, der helt klart fylder mest, er kapitlerne om mælken og dennes bearbejdning til smør og ost. Både i forhold til sideantal og inde i læserens hoved. For her fortælles en grum historie om storhed og fald, om kønnenes kamp og om videnskabens sejr over håndværket og husarbejdet – fra mejersker til mejerier.
Fremstillingen af smør og ost har fra tidernes morgen været et kvindearbejde, der byggede på erfaring. Det var husmoderens vigtige opgave i landhusholdningen, og på de store gårde var det mejerskens arbejde. Fra 1860’erne fik mejeriproduktionen større betydning – og ligeså gjorde kvinderne med deres store viden om mælk.
Landhusholdningsselskabet havde i 1836 oprettet en lærlingeuddannelse for mejersker, og især i fra 1860’erne og 1870’erne var der stor tilslutning til denne uddannelse. Kvinderne skulle skriftligt begrunde ønsket om at komme i mejerskeuddannelse, og Bodil K. Hansens uddrag af disse breve viser, at de meget spændende kilder. For de fortæller, at det var ønsket om at lære et godt håndværk og først og fremmest ønsket om at kunne klare sig selv og blive respekteret, der drev kvinderne.
Mejerskejobbet var højt lønnet, på niveau med forvalteren, og mejersken var højt agtet for sin kunnen. Det gav selvtillid, og flere mejersker udgav vejledninger i mejeridriften til gårdmandskoner. Dette skete i takt med, at de animalske produkter oversteg korneksporten, så i nogle år var det faktisk konernes arbejde, der gav den største indtjening på gårdene. Det kunne ikke vare ved, og i løbet af 1880’erne ændredes dette, idet der skete en stor omvæltning i mejeriproduktionen. Centrifugen og andelsmejeriet blev dominerende.
Hjemmemejerierne forsvandt til fordel for andelsmejerierne – ligesom ølbrygning og brødbagning tidligere var overtaget af virksomheder uden for hjemmet. Hermed røg også kvinderne ud af produktionen. Men ikke uden sværdslag. Der udspandt sig en voldsom offentlig debat i landbrugstidsskrifter og andre steder (26 artikler i ”Mælketidende”), om hvem der havde ret til at lede de nye andelsmejerier.
Bodil K. Hansen samler de mandlige og de kvindelige argumenter, og man må give hende ret i, at kvindernes var meget mere fordomsfrie end mændenes. Kvinderne argumenterede med faktorer som selvbestemmelse, dygtighed og lige ret til arbejde, hvorimod mændene fremhævede, at det var unaturligt at se en kvindelig leder, og at de ikke kunne passe maskiner. Nogle kvinder blev dog ansat som bestyrere af andelsmejerier, og en af disse formulerer det således, ”at manden var gå’t i kvindens brød, og ikke nok med det, nu ville han helst have det selv.”
Det er spændende ny viden, Bodil K. Hansen her præsenterer. De mange breve til Landhusholdningsselskabet og debatten i landbrugstidsskrifter er interessante kilder, idet kvinderne her selv kommer til orde – med brask og bram.
Den indbringende produktion, gårdmandskonerne tidligere havde stået for i , forsvandt nu næsten helt, tilbage til hende var arbejdet i stuehuset og i haven - og som medhjælp, når der skulle hakkes roer og høstes. Hun fik forbrugssiden, og blev husmor, han fik produktionen.
Forfatteren har været igennem et meget stort kildemateriale. Men som læser mangler man en kritisk gennemgang af disse kilder. Hvorfor har hun valgt netop disse kildetyper, og hvad vil hun bruge dem til?
Det gælder også de tre herreder – ni sogne, som forfatteren har valgt at gå i dybden med. Men får ikke at vide på hvilket grundlag, de er udvalgte, og det er faktisk lidt ærgerligt. Det er i hvert fald ikke geografisk spredning, der ligger til grund. De tre herreder befinder sig alle i den sydlige del af Danmark. Kan man forestille sig andre forskningsresultater, hvis det havde været tre nordjyske herreder, f.eks.?
Forfatteren har været igennem folketællinger, kirkebøger, politiprotokoller, lokalaviser, højskoleblade – og brev til højskoleforstandere, og på mange måder får hun dokumenteret udviklingen fra det faste arbejdsfællesskab på gårdene hen imod en større individualisering, som i årene fra 1860’erne til 1900 kan registreres på forskellig vis. Via folketællinger påviser hun nedgangen af tre- generations- bofællesskaber, breve til højskoleforstander Trier viser, at kærlighedsægteskabet bliver mere almindeligt end de arrangerede ægteskaber, og i de nye gårde indretter man sig med sovekammer og børneværelser – alkoverne forsvinder, tjenestefolkene forsvinder også fra stuerne – de samles i folkestuen. For blot at nævne nogle eksempler.
Det er et stort og meget relevant stykke arbejde, der her er gjort. Og det er især spændende fordi fokus hele vejen igennem er lagt på kvinderne og deres hverdagsliv derved, at det først og fremmest er kvinderne selv, der fortæller – i breve, erindringer, avisartikler, håndbøger m.m.
Det er spændende læsning og herfra skal der kun lyde et lille suk: Det ville have været godt med en ekstra gang korrekturlæsning. Der er uforholdsmæssig mange fejl i bogen, hvilket den slet ikke fortjener.
