Menu
Forrige artikel

H.C. Andersens billedkunst fortolket af Lars Ravn

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 150

 

Af Nina Damsgaard. Mag.art. i kunsthistorie

”Min drøm er at bogen kan bidrage til en udvidet forståelse af H. C. Andersens kæmpe talent og åbne for en dybere indsigt i, hvad det var, han havde at fortælle verden. Jeg er overbevist om, der ligger masser gemt når først vi ser omkring det vedtagne narrativ, at han skrev for børn. Når først vi kigger dybere i resten af hans enorme produktion.”

Ravns intention opfyldes med denne flotte og velskrevne bog, hvor billedkunstneren har allieret sig med to faguddannede H. C. Andersen-eksperter,

Billedkunstneren Lars Ravn har i mere end 20 år interesseret sig for eventyrdigteren og udstillet sine resultater på Corner (2005), Valdemars Slot (2019) og Vejle Kunstforening (2019), ligesom han på Ny Carlsbergfondets bestilling udsmykkede et nyoprettet sekretariat i Odense, der skulle styre fejringen af H. C. Andersens 200-års fødselsdag. (2005). Græsted Bibliotek er ved Statens Kunstfonds mellemkomst ligeledes forsynet med en H.C.Andersen- udsmykning.

Nu er Ravn så i spidsen for denne billed/kunstbog, der er et projekt mellem ham og fotografen Claus Koefoed,

Arbejdet med Andersens liv og kunst blev en stor øjenåbner. Ravn blev inspireret af  kunstnerkollegaen Kjeld Heltofts fascination af Andersen og hans visuelle arbejder, der blev til bogen H .C. Andersen som billedkunstner. Ravn havde et eksemplar af Heltofts bog med sig til Kina, hvor illustrationerne blev faste inspirationskilder. En anden inspirationskilde var den schweiziske kunstner Paul Klee, som Ravn allerede var blevet optaget af i sin gymnasietid. Ravn ser fællesskaber mellem Andersen, Klee og sig selv: legen, det banale, det folkelige, det eksperimenterende. Ravn vil med udgivelsen af bogen netop ”på forskellig vis argumentere for kunstens ret og pligt til at være legende og undersøgende.” H. C. Andersens mange rejser, ikke mindst dannelsesrejsen til Italien og den senere orientrejse til Grækenland og Tyrkiet, fik digteren til også at blive en meget aktiv tegner, som ivrigt skildrede sine oplevelser på papir.

Ravn beskriver sin egen tilgang til Andersen, men lader to eksperter skrive om Andersens rejseliv (Niels Bjørn Friis) og Andersen som billedkunstner (Ejnar Stig Askgaard).

Herefter følger et stort afsnit med 65 tegninger og papirklip af H. C. Andersen, som bliver fortolket af Lars Ravn gennem værker og tekst. Ved Andersens tegninger er der citater fra hans dagbøger, breve og bøger. Ravns tekster er indgående beskrivelser af Andersens billeder og hans egne ændringer og tilføjelser, herunder citaterne fra især Klees billedsprog.

Fortolkningerne efterfølges af et afsnit om Ravns Box Paintings, malet på udfoldede papæsker.

Hvad enten tilgangen til bogen er interesse for forfatteren m. m., H. C. Andersen eller billedkunstneren Lars Ravn, giver bogen et nuanceret billede af begge kunstnere. Begge forsynes med et større raffinement og en udvidet forståelse af deres kunst. Ravn ikke blot lægger nye lag til Andersens virke, men også til sit eget, så han fremstår med større dybde og elegance end han gør i  det udtryk af barnlig naivitet og folkelig lethed, som han ofte er blevet rubriceret under.. Hermed er Ravns drøm indfriet, idet han inderligt håber ”denne bog kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden. Jeg håber, denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H. C. Andersen  -  som kunstner og som menneske-”

[Historie-online.dk, den 2. oktober 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Eremitageslottet
Living in Daylight
Sun is god