Menu
Forrige artikel

Danske soldater i Vestindien

Kategori: Bøger
Visninger: 381

 

Af Poul Ulrich Jensen

I juli 1755 ankom et kontingent soldater til Dansk Vestindien. Den lille tropekoloni i Caribien var netop overgået fra det private handelsselskab Vestindisk-Guineisk Kompagni til den danske stat, og selskabets private hær skulle afløses af en militær styrke kaldet De Vestindiske Tropper. De var hvervet til en tjenestetid på seks år, men for en stor del af de nyankomne blev det et meget kort ophold. I løbet af kun tre måneder døde 36, og det var over en tredjedel af de udsendte. Tilværelsen som dansk soldat i Vestindien var helt frem til salget af øerne til USA i 1917 præget af store udfordringer. Den gule feber, en voldsom varme, for meget rom og for lidt social status samt hjemve tærede fysisk og psykisk, og næsten hver fjerde soldat døde i løbet af udstationeringen. Deres rolle har hidtil haft en temmelig beskeden plads i de mange værker om den dansk vestindiske kolonitid, men nu har Karsten Skjold Petersen, der er seniorforsker og museumsinspektør på Nationalmuseet med speciale i dansk militær- og krigshistorie, på baggrund af omfattende arkivstudier samlet historien om de danske soldater i Vestindien.

Den lille tropekoloni var på alle måder fjernt fra moderlandet. Da den danske stat overtog ejerskabet, var det samlede befolkningstal på knap 17.000, og her udgjorde det danske islæt en forsvindende minoritet på ca. 1%. Øernes vigtigste økonomiske aktiv var sukkerrørsplantagerne, der frem til 1848 blev dyrket med slavegjort arbejdskraft. De danske soldaters tilstedeværelse skulle både sikre kolonien mod udefra kommende fjender og forhindre oprør. Efter slaveriets ophævelse i 1848 var deres vigtigste opgave at gribe ind, når den stigende sociale uro blandt den sorte del af befolkningen, afrocaribierne, kom ud af kontrol. Den militære tilstedeværelse var afgørende for koloniens eksistens i tilspidsede situationer, men i dagligdagen var de danske soldater en lille marginaliseret gruppe. De blev også temmelig overflødige, efterhånden som økonomien smuldrede, befolkningstallet dalede og forhandlingerne om et salg til USA tog til.

Rekrutteringen af de vestindiske soldater foregik gennem hele perioden fra 1755 til 1917 ved hvervning, hvor der efter kontraktens underskrivelse blev udbetalt en kontant dusør, de såkaldte håndpenge. I princippet var det frivillige, der tog beslutningen om at prøve lykken i det fremmede, men da der ikke ligefrem var kø ved hvervekontorerne, blev der lagt et vist pres på hærens regimenter om at bidrage med et antal soldater. Der er kun sparsomme oplysninger om, hvorfor folk lod sig hverve. Vilhelm Bartholin Tuxen, der drog afsted i 1850’erne, beskrev de nye rekrutter som en flok eventyrere, der ville ud og opleve det fjerne Vestindien. Fra Generaltoldkammeret, der i en lang periode havde ansvaret for koloniens militær, var vurderingen mere prosaisk. Størsteparten af dem, der meldte sig var rodløse individer eller fallerede håndværkere, der ikke kunne se nogen fremtid i de hjemlige omgivelser.

Hvad end motiverne var, så mødte de en virkelighed, der langt fra stod mål med forventningerne. De barske realiteter var et tropiske klima som en ideel grobund for potentielt dødelige febersygdomme som gul feber og malaria, en oftest fjendtlig indstillet befolkning, der skulle holdes i ro og ringe muligheder for at desertere, hvis den lange tjenestetid syntes uoverskuelig. Indkvarteringen fandt hovedsageligt sted på de tre forter. Christiansfort i Charlotte Amalie og Christiansværn i Christiansted eksisterede allerede, da Staten overtog øerne I 1755, og Fort Frederik i Frederiksted stod færdigt i 1760. En vestindisk officer betegnede i 1801 forholdene på alle forterne som meget ringe, især på Christiansværn, hvor mere end 20 mand var indkvarteret i et lille værelse, liggende i usle trækøjer. Der var heller ikke nogen trøst at hente uden for de militære kvarterer. Forholdet til den hvide del af befolkningen var formel og distanceret, da soldaterne befandt sig langt nede på den sociale rangstige. Journalisten Henrik Cavling, der besøgte øerne i 1894, skrev om dette dilemma, at der ikke var noget tilholdssted for dem, da embedsmændenes og de hvide købmænds døre var lukkede. De måtte derfor søge omgang med de sorte eller gå i romshoppen.

Omgangen med de sorte, den store afrocaribiske befolkningsgruppe, var dog også problematisk. Det kunne ikke skjules, at soldaterne var den forlængede arm for et undertrykkende kolonistyre, og det efterlod dem som en slags fremmedlegeme i det vestindiske samfund. Den daglige tjeneste var som oftest kedsommelig, så der var adskillige årsager til at flygte fra virkeligheden ved hjælp af den billige rom. Indberetninger og retsprotokoller er da også fulde af historier om drukkenskab med fatale følger. Til gengæld er der langt mellem de tilfælde, hvor den militære styrke kom ud for begivenheder, der krævede en større målrettet indsats end dagligdagens rutiner og småopgaver. Det skete dog i juli 1848, da et oprør på St. Croix førte til slaveriets ophævelse, og i oktober 1878, da utilfredse plantagearbejdere plyndrede og satte ild til en stor del af byen Frederiksted og de omliggende plantager.

Begge disse begivenheder er beskrevet i flere kolonihistoriske værker, men ingen har hidtil undersøgt, hvilken rolle De Vestindiske Tropper spillede. Det bliver der rådet bod på i denne bog, hvor forfatteren minutiøst redegør for hele forløbet og hvilke episoder, soldaterne var involveret i. I Henrik Cavlings reportage fra hans rejse til Vestindien i 1894 skriver han om soldaternes beklagelige forhold, at de ligesom den øvrige hvide del af befolkningen svækkedes fysisk af varmen, der var utålelig for alle, men dobbelt utålelig for dem, der var tvunget til at gå i de tykke uniformer. At det ikke var klimaet men udseendet der kom i første række, når de vestindiske tropper skulle ekviperes, kan man forvisse sig om i det rigt illustrerede kapitel om soldaternes uniformer, udrustning og bevæbning.

Skildringen af de danske soldaters tilværelse i Vestindien giver et grundigt indblik i et spændende stykke dansk militærhistorie, der hidtil har været temmelig sparsomt beskrevet, og at den som en del af vores kolonihistorie udspiller sig et fjernt og fremmedartet sted, gør den selvfølgelig ekstra interessant. Bogen er desuden rigt illustreret og kan varmt anbefales.   

[Historie-online.dk, den 15. maj 2024]                 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De nye silkeveje
The Governor’s Residence in Tranquebar
Danske eventyr i Iran