Franciska Clausen

Af Nina Damsgaard, mag.art., forh. leder af Vejle Kunstmuseum

”God læselyst!” står der på bogens titelblad. Og det får man hurtigt efter læsning af få linjer.  Der er de seneste år kommet en del bøger om Franciska Clausen, ofte i forbindelse med udstillinger. Disse er nærmest coffeetable-books i stort format med glittet, blankt papir og en mængde afbildninger af kunstnerindens værker og adskiller sig derved fra denne bog, der er i lille format og mat papir, mens afbildninger ikke optager megen plads. Det gør så til gengæld den grundige tekst, der giver et nuanceret portræt af kunstneren og leder læseren gennem de mange faser, som Franciskas kunst udgøres af.

Franciska Clausen (1899-1986) blev født i en velhavende familie i Åbenrå (dengang tysk).  Vi følger hendes kaotiske liv fra opvæksten i Åbenrås økonomiske elite gennem kunststudierne i 1910ernes Tyskland – især München - og derefter i de vilde tyvere i først Berlin og siden Paris, hvor hun var hos den franske billedkunstner Fernand Léger på dennes kunstskole. Hun blev her en del af tidens avantgardistiske kredse i selskab med bl.a. Piet Mondrian, Sonia Delaunay og László Moholy-Nagy.

Herefter følger vi den skuffede Franciska i hendes ufrivillige isolation fra den danske kunstscene efter hjemkomsten i 1931.

I udlandet færdedes hun blandt tidens store kunstnere og havde betydelig succes, men hjemme i Danmark måtte hun til sin egen overraskelse kæmpe for at blive anerkendt på kunstscenen. Franciska Clausen mødte modstand herhjemme helt ind til 1950erne, hvor Aarhus Kunstmuseum (nu Aros) som det første danske museum erhvervede et af hendes værker. Først i 1986 – samme år som hun døde – fik Louisianas samling tilført et af hendes værker.  Anerkendelsen i hjemlandet kom således med årtiers forsinkelse og blev kronet med modtagelsen af Thorvaldsen-Medaillen i 1977. Selvom hun i en stor del af sit liv boede i den danske provins, endte hun derfra med at skabe verdenskunst.

Franciska Clausen skabte sit helt eget kunstneriske udtryk og falder på mange måder uden for kunsthistoriens kategorier. ”Hermed skabte hun også problemer for sig selv”, fortæller Tang Kristensen i bogen. Som konsekvens blev hun frosset ude af den danske kunstscene, hvor hun også længe blev opfattet som assistent, kopist og muse for den kendte kunstner Léger, frem for kunstner i egen ret.

Tang Kristensen udfolder i bogen nogle af de markante omsving, som fandt sted i Franciska Clausens liv og kunst. ”Hermed har publikationen det dobbeltsigte at skildre en kvindelig kunstner, som mødte modstand i sin samtid, men som samtidig insisterede på – og vedvarende lærte – at skabe kunst på dette modstandsmateriale. Det kan måske virke som et paradoks, at det var hendes villighed til at trodse de toneangivende samfundstendenser, som udløste, at hun i dag har opnået status som heroisk kunstnerpionér. Men ikke desto mindre var det, fordi hun som kvindelig kunstnerisk frontløber var villig til at forcere de toneangivende tendenser og kræfter i det danske kunst- og kulturliv, at hun velfortjent og med tiden opnåede succes.”

I bogen præsenteres et ukendt portræt af Adolf Hitler malet efter krigen. Det er et eksempel på, at Franciska også malede til og for sig selv. For et sådant kontroversielt portræt blev ikke skabt med henblik på offentliggørelse i samtiden, som del af en psykologisk reaktion på krigen eller som en ubevidst, undertrykt eller uudtalt indre nazi-fascination. Portrættet er tømt for indhold, så det ikke kan associeres med Hitlers handlinger eller person, men derimod gengive hans fysiske fremtræden objektivt. Det skal ikke betragtes som et politisk eller psykologisk portræt, men kaster nyt lys over Franciska Clausens objektive stræben efter at skildre verden fordomsfrit og hendes ”ultimative kamp for den kunstneriske ytringsfrihed, hvor ingen billedfrembringelser kan eller skal forbydes,” skriver Tang Kristensen.

Den velskrevne bog inddrager adskillige problemstillinger og diskussioner, hvorved læseren holdes fast i  Franciskas omtumlede liv og kunst, og Tang Kristensens slutord kommer formentlig til at stå til troende: ”I visse tider var Franciska utidssvarende, i andre progressiv. Hendes betydning for den danske og internationale avantgarde har således været til diskussion og forhandling gennem alle årene, og sådan vil det nok også være i fremtiden.”

Bogen indgår i serien Kunstens kvinder, der formidler forskningsbaseret viden om kvindelige kunstnere. Serien tæller også bøgerne ”Elisabeth Jerichau Baumann” og ”Nicoline Tuxen.”

Jens Tang Kristensen er ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør ved Museums Sønderjylland, som huser, forsker i og formidler viden om Fonden Franciska Clausens Samlinger. I øjeblikket arbejder han på at offentliggøre kunstnerindens breve og postkort, som del af Ny Carlsberg Fondets digitaliserings indsats. Det skriftlige materiale opbevares på Rigsarkivet.

[Historie-online.dk, den 11. marts 2026]