Menu
Forrige artikel

Jordens Rekordbog

Kategori: Bøger
Visninger: 704

 

Af Ulla Weishaupt

De fleste kender Guinness rekordbog og ved på hvilket koncept, den bygger.”Jordens rekordbog 100 vilde rekorder størst - farligst – vildest”, er en bog lidt efter det samme koncept, her er det bare jorden og de fantastiske rekorder der findes og som ikke er blevet skabt af mennesker, eller næsten da det sidste afsnit i bogen omhandler mennesker, og hvordan vi har ageret forhold til kloden.

Bogen er inddelt i fire afsnit:

Alle tiders største jordrekorder

Klodens kæmpekræfter

Jordens rekordsteder

Menneskers jordrekorder

Det er en bog, hvor man kan nøjes med at læse det, som man synes har ens interesse, eller man kan sætte sig og læse den fra A til Z (jeg læste den fra A-Z og fandt mange interessante oplysninger).

Målgruppen er for otte år og op, men som der står på bogen, må voksne gerne læse med. Jeg har brugt den til højtlæsning til mit yngste barnebarn på seks, som er meget videbegærlig, og hun syntes, det var en fed bog med flotte illustrationer. Et andet barnebarn på tretten er også vild med den og har læst dele af den sammen med sin lillesøster på ni. Selv synes jeg også, det er en rigtig god bog, hvis man er lidt nysgerrig på kloden, eller som opslagsværk.

Bogen er, selv om det er faktuelt stof, skrevet let læseligt (lix 34 beregnet ud fra side 90, let for øvede læsere). De enkelte rekorder er flot illustreret med fotos, og der er tilføjet bonusinfo om det enkelte emne. F.eks. ”Hvor stort var verdens største isbjerg?”Her fortælles om isbjerget B-15 på omkring 11.000 kvadratkilometer, der rev sig løs fra Antarktis samt om isbjerge generelt. Som bonusinfo afsnittet Is-katastrofen 15. april 1912, da Titanic ramte et isbjerg i Atlanterhavet. Under det sidste afsnit, hvor det handler om noget mennesket har været involveret i, kan nævnes ”Hvad er verdens største stykke kunstige land?” Svaret er Frevoland i Holland, så kommer en fin beskrivelse af området, og hvordan det er udvidet gennem tiden. Her er bonusinformationen palmebladsøen Palm Jumerirah, den kunstige luksus-ø ud for Dubais strande.

En alsidig bog, som jeg kun kan anbefale, og hvis du efter læsning får lyst til mere af den slags, eller dine børn stiller spørgsmål, du ikke lige kender svaret på, så har Lars Henrik Aagaard, skrevet en række bøger der også kan anbefales, f.eks. Den store månebog, Rejsen til rummet, Klimaklog og Vildt vejr i Danmark, bare for at nævne nogle stykker

Lars Henrik Aagaard (1961) er videnskabsjournalist og quizmaster på avisen Berlingske. Han er desuden forfatter til flere populærvidenskabelige bøger, for både voksne og børn og har ofte optrådt i radio og tv. Han var deltager på Galathea 3-ekspeditionen, 2006-2007, og han modtog i 2012 De Berlingske Journalisters Pris for indsigtsfuld videnskabsjournalistik samt for dækningen af tsunamien og atomkatastrofen i Japan i 2011 og af terrorkatastrofen i Oslo og på Utøya samme år.

[Historie-online.dk, den 5. september 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fra hest til motor
Idas nye verden
Historien om Luffe