Menu
Forrige artikel

Katterød

Kategori: Bøger
Visninger: 1307

 

Af Michael Koch

Portræt og gennemgang af en hel sydfynsk landsby i nærheden af Fåborg. Historien trækker spor tilbage til 1700’tallet med gårde og ejendomme

Selvom det vil være helt umuligt, falder tanken på hvor spændende det kunne være, om alle landsbysamfund fik samme fornemme behandling i stribevis af bøger. Det er sjældent set, at en bog favner en hel landsby med både historie, udvikling og nutid. Ganske vist er det ikke den største landsby, men alligevel en imponerende bog.

Hånden på hjertet, det er ikke en bog “jeg har brug for”, men når det er sagt, overraskede den mig. Den kan ikke undgå at fange en historieinteresseret. Det er uhyre interessant at se billederne fra fortiden kædet sammen med en ejendom, en gård eller eksempelvis et sogneråd. Bogen er ikke sat op i et stramt system, men forfriskende godt viser den alt det, forfatterne har kunnet opdrive om alle ejendomme og steder i landsbyen. Der er billeder fra mange forskellige tidsaldre og generationer med sjove nedslag som breve, regninger, tegninger og kort.

 Familien Dalgaard foran Dalgaards hovedbygning. Bemærk det smukke hus på billede fra 1905

Her kan du møde en beboer, der har medtaget en trillebør af træ til indkøb i 1974, og fire børn, der spiser is samme sted i 1965. Den fine gamle købmandsforretning med den stolte, smilende købmand bag disken er heldigvis med, og på næste side det fine stråtækte hus med landsbyboere i deres søndagstøj fra sidst i 1800’tallet. Teksten overrasker med beskrivelse af, hvordan netop dette hus er pillet ned og brugt til at bygge købmandsbutikken. Sådan er samfund, hårdt eller nødvendigt.

 Byvej 40 med Knudsens børnebørn på Kadetten i 1973

For knap 100 år siden var der planer om, at byen skulle indgå i et omfattende trafikknudepunkt med bane til Nyborg og Svendborg. Her skulle der så være sidebane til Katterød og til Holstenshus. Det blev aldrig til noget, og ikke nok med det, for købmanden i landsbyen lukkede for omkring 50 år siden. Som i alle andre lokalsamfund er det alvorligt, når indkøbsmulighederne helt lokalt bliver fjernet. Så kastes landsbyen ud i en mindre krise for de, som ikke er mobile.

 Aastrup Mejeris 75 års jubilæum

I dag er den lille by dog landet godt med udpræget velfungerende forsamlingshus og et godt og værdifuldt socialt liv. Der er 75 ejendomme i Katterød i dag, og bogen præsenterer husene og ikke mindst det, de har lagt rammer til.

En sekundær mindre ting er bogens forside og farve. I betragtning af hvor meget der er gjort ud af research, tekst og ikke mindst billedsiden, kan det undre, at bogen ser sådan ud. En speciel vissengrøn farve og med et “byskilt” og et ret almindeligt billede på forsiden. Det er kun fordi, anmelderen har fået bogen i pakke direkte på skrivebordet, for umiddelbart appelerer den ikke til nærmere undersøgelse. Det er meget synd. Bogen er virkelig interessant, den er ret svær at lægge fra sig, når side efter side viser sig at indeholde sjove historiske nedslag i tiden.

Flere gange undervejs i bogen melder tanken sig: Hvor ville det være spændende, lærerigt og interessant, om langt langt flere byer og landsbyer fik sin egen bog som denne. Katterød er et rigt sted.

[Historie-online.dk, den 7. fabruar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vejle i kunsten - kunsten i Vejle
Politi 1682 - 2007
Roskildes Guldalder