Rørbye &Bindesbøll
Af Ida Munk
Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingen Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel på Davids Samling, der åbnede 5. februar 2026. Bogen er dobbeltsproget, idet den danske tekst gengives på venstre side og den engelske på højre side (bortset fra forordet).
Bogen omtales i forordet af museumsdirektør på Davids Samling, Joachim Meyer som katalog ( s.17), der i øvrigt er rigt illustreret af bl.a. de mange skitser, som begge rejsende lavede undervejs. Disse skitser danner udgangspunkt for udstillingen i Davids Samling, mens de skriftlige kilder – ikke mindst de rejsendes dagbøger og breve - udgør en vigtig baggrund for flere af bogens artikler.
Rørbye og Bindesbøll rejste ikke sammen fra København i 1834, men mødtes i Firenze og Rom, hvor de hver for sig indgik i de (danske) kunstkredse, der var etableret der. I september 1835 begyndte de den fælles rejse til Athen, som fra begyndelsen var et rejsemål for Bindesbøll. De beslutter sig herefter for at fortsætte rejsen til Konstantinopel, da de uventet kan få skibslejlighed hertil. Rørbye beskriver formålet med denne udvidelse af rejseplanerne: ”… benytte Leiligheden for også at faae et lille Begreb, han om den tyrkiske Byggemaade, og jeg, for om muligt at samle nogle nye Motiver til Malerier….”(s. 30). De ankom til byen d. 19.december og oplevede det barske vintervejr med sne.
Opholdet varede godt seks uger til 1. februar 1936, hvor de sejlede til Athen, hvor de arbejdede en periode og herefter d. 10. juni ankom til Rom. Her arbejdede de to hver for sig og tog på en sidste fælles udflugt til Albanerbjergene, hvorefter Rørbye vendte hjem til København d. 20.november 1937, mens Bindesbøll først afsluttede sin rejse i august 1838.
Anette Lindbøg Karlsens afsnit i bogen ’Forbundne Veje’ (s.20-56) omtaler også de væsentlige aftryk, rejsen satte på de to rejsefællers senere arbejde. Maleren bearbejdede sine mange skitser til gennemarbejdede akvareller eller oliearbejder, mens arkitekten brugte sine mange detailstudier som elementer i byggerierne ikke mindst i Thorvaldsens Museum. (En pudsighed: Et af Bindesbølls detailstudier pryder bogens løse omslag. Her vender det på hovedet i forhold til gengivelsen på pressemeddelelsen og igen måske spejlvendt i forhold til gengivelsen s. 93. Men dekorativt er det uanset.)
Professor Peter Thule Kristensen har skrevet afsnittet ’At finde skønhed på alle områder’ (s.70-94), hvor han gennemgår Bindesbølls betydning for ”..den udvidelse af arkitekternes historiske referenceramme, der fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet.” (s. 72). Bindesbøll studerede også perioder med byzantinsk og oldgræsk kunst og arkitektur. Han ”…var eklektisk og udogmatisk i sin omgang med historiske og samtidige kulturer.. (s. 74). Forfatteren har forud for bidraget til denne bog netop skrevet om Bindesbølls betydning for dansk arkitektur, blandt andet : ’Gottlieb Bindesbøll - Danmarks første moderne arkitekt’ (2013). Et værk på knap 500 sider.
I afsnittet ’Da Orienten forsvandt og tonede frem på ny(s.112 – 129) sætter Jakob Skovgaard-Petersen den europæiske ramme for de to rejsendes oplevelser. Her mindes man om, hvorledes Danmark op til 1830’erne var i knæ udenrigs- og indenrigspolitisk og hvorledes andre europæiske stater var fuldt optaget af de uroligheder, der ulmede i forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning og Den Græske Frihedskrig. Orientalisme var en væsentlig orientering i England, Frankrig og Tyskland (s. 116), men ikke i Danmark på dette tidspunkt. Heller ikke Rørbye og Bindesbøll synes at have orienteret sig væsentligt herom inden rejsen – Den Græske Frihedskrig optager dem ikke synderligt. Der omtales nogle ligheder mellem de indtryk HC Andersen og Rørbye gør sig i deres dagbøger, mens deres anvendelse af iagttagelserne bruges meget forskelligt.
Også Mogens Pelt sætter den geo-politiske ramme for de to rejsefællers rejse, men gør klart, at det ikke var de historisk-politiske konflikter, der optog dem i ’ En verden i opbrud’ (s.56-70). Forholdene efter den egyptiske-osmanniske krig gjorde gadebilledet i Konstantinopel til en smeltedigel af armeniere og græskortodokse, Rosenhave Ediktet i 1839 ligestillede formelt kristne og muslimer. Tilsyneladende ville Bindesbøll og Rørbye gerne have besøgt Egypten, men dette lod sig ikke gøre bl.a. på grund af pengemangel men også den voldsomme pest, der ramte Egypten i disse år.
Denne smukke bog, hvis kerne er to rejsefællers seks ugers ophold, sætter en milesten for, hvordan en billedkunstner og en arkitekt har kunnet sætte sig væsentlige spor i deres metier i årtier efter deres hjemkomst. Deres arbejder indgår i dansk kunst og arkitektur på en måde, der gør dem begge kendte måske ikke for alle danskere ved deres navn, men ved de arbejder, som de skabte gennem påvirkningen af den orientalske kunst og kultur. Som bogen slutter: ”Da Orienten altså blev genfundet, var det en destilleret Orient i stærke farver og store lidenskaber….. Få år senere, i 1843, åbnede den fortryllede orientalske have, Tivoli, midt i København( s. 126).
[Historie-online.dk, den 18. februar 2026]
