Menu
Forrige artikel

Intet nyt fra Vestfronten

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2555

 

Af Kasper Nissen. Cand.mag.

For efterhånden mange år siden, begyndte der at florere rygter om, at en ny filmatisering af Erich Maria Remarques evigt relevante antikrigs-klassiker, Intet nyt fra Vestfronten fra 1928, var under opsejling. Remarques banebrydende roman tilbød sin samtid en hidtil uset, rå indførelse 1. Verdenskrigs gru og skadelige virkning på både krop og sjæl fra den almindelige soldats perspektiv – til stor kontrovers i særligt den vaklende tyske Weimarrepublik med dens stærkt krigsforherligende og antidemokratiske elementer på fremmarch. Det har været spændende at følge udviklingen og skriverierne om projektet, da en nyere kunstnerisk eller historiefagligt interessant filmisk bearbejdning af konflikten, der på mange måder har formet den verden, vi lever i i dag, har været savnet – som f.eks. Stanley Kubrick lykkedes med at servere for sit publikum med Paths of Glory tilbage i 1957. Fra Steven Spielbergs War Horse (2011) over Francois Ozons Frantz (2015) til Sam Mendes’ 1917 (2019) har alle de seneste film om krigen af forskellige årsager haft svært ved at gøre indtryk og skabe den rette indlevelse.

Remarques snart 100 år gamle og meget fængslende fortælling er blevet omsat til levende billeder to gange tidligere. Først en Oscar-vindende film fra 1930 og senere en TV-serie fra 1979, der på hver sin måde og måske naturligt nok begge fremstår temmelig bedagede i dag. Trods de universelle og atter aktuelle budskaber om rædslerne ved moderne krig. Så det giver bestemt mening med en nyfortolkning til det moderne publikum, og særligt interessant er det, at den nyeste version for første gang er en tysk produktion, dog i samarbejde med Netflix, med stort set ukendte Edward Berger som instruktør. Man kan sige, at fortællingen endelig er ”kommet hjem” til det land, der på grund af skyggerne fra den anden verdenskrig, også har haft svært ved at omgås arven fra den første. Der er tilmed tale om den dyreste TV-produktion i tysk historie. Så forventningerne var store, da premieredagen, den 28. oktober, oprandt.

Det hele begynder med en virkelig stærk, hæsblæsende og mavevridende åbningsscene, hvor man kastes direkte ned i en skyttegrav på den fastlåste Vestfront og følger et af de utallige, håbløse angreb i krigen, hvor soldater sendtes ”over the top” på en så godt som umulig mission. Soldaterne skal forcere et ufremkommeligt og apokalyptisk månelandskab af et ingenmandsland for at bryde fjendens linjer gennem en regn af maskingeværkugler og granater. Herefter forfalder filmen desværre til en temmelig langtrukken og til tider tåkrummende affære, der ligesom de førnævnte titler aldrig formår at trænge ind under huden. Med et så stærkt kildemateriale er det nærmest en præstation i sig selv. Så hvad er gået galt?

Modsat 2. Verdenskrig og den frie verdens kamp mod fascismen og militarismen, er der det dramaturgiske problem ved 1. Verdenskrig, at der ikke på samme måde er tydeligt gode og onde kræfter på spil. Her snublede de europæiske stormagter mere eller mindre ind i en krig efter mordet på den østrig-ungarske tronarving, Franz Ferdinand, og dennes hustru i Sarajevo i juni 1914 på grund af et væld af bagvedliggende faktorer. Selve krigens forløb er heller ikke særligt fængede. I hvert fald ikke på Vestfronten, der hurtigt stivnede, fordi de teknologiske vindinger i de fredelige årtier forinden havde vist sig kraftigt at favorisere forsvaret. Så selvom flere millioner soldater døde i de store udmattelsesslag, rykkede fronten sig meget få kilometer fra 1914 til afslutningen i 1918. Romanoplæggets appel findes derfor i dens skildring af krigens absurditeter og behandlingen af temaer som kammeratskab, generationsopgør og voldens fremmedgørende effekt. Særligt centralt er dynamikken og relationen mellem gruppen af unge, indoktrinerede studenter med den 17-årige Paul Bäumer i centrum – her spillet af Felix Kammerer – og deres kamp mod obsternasige officerer bag egne linjer og mod en uvidende civilbefolkning i hjembyen, begge med manglende realitetssans. Gradvist erkender de, at de måske har mere til fælles med fjenden på den anden side af de trøstesløse skyttegrave end dem på hjemmefronten og dem, der vil krigen. De egentlige antagonister.

I denne nyeste bearbejdning er behandlingen af disse temaer enten fraværende eller overfladisk trods en spilletid på over to en halv time. Man kommer aldrig rigtig til at føle noget for hovedpersonerne og således heller ikke rigtig til at kære for deres skæbner, som alt andet lige er det bærende i fortællingen. På nær nogle overspillede scener i skolen før gruppens indrullering i hæren, en patostung scene ved fronten, hvor kammeraterne i højt humør fortærer en hårdt tilkæmpet gås efter mange magre uger – en scene, der tydeligvis skal fungere som en form for Maggi-terning over gruppens sammenhold – samt de få, men mere overbevisende scener til illustration af Paul Bäumers desillusionerende møde med krigens virkelighed og gradvise forråelse, bruges der ikke særligt meget krudt på karakteropbygning. Der springes hurtigt frem til de sidste dage i krigen, som bevirker, at der så at sige mangler en del mellemregninger.

Portrætteringen af de overordnede i hæren bliver til en tung dyrkelse af ”lions led by donkeys-myten” om inkompetente, skødesløse og ignorante overklasse-generalers ødslen med modige soldaters liv til ingen verdens nytte. Specielt Devid Striesovs rolle som general Friedrichs er så karikeret, at det grænser til det satiriske a la fjerde sæson af Den sorte snog (1988) med Rowan Atkinson i hovedrollen. Værst er dog brugen af nondiegetisk lyd. Både de ildevarslende og disharmoniske synthesizer-lyde og de generiske strygere, der på skift kører gennem filmen, taler dediceret ned til publikum, der tilsyneladende har brug for ”sørgelig” violinmusik for at forstå det triste i, at en ung soldat begår selvmord med en gaffel i struben for at blive fri for pinslerne ved at stå over for en benamputation. Endelig lider filmen – trods en imponerende scenografi og filmning – under et generisk Netflix-look med samme nordic noir-grading som Kastanjemanden, The Rain eller Equinox og den dertilhørende ret fesne horror-æstetik.

Med meget intense, stærkt grafiske og generelt virkelig vellykkede kampscener, der får 1917 til at fremstå som en familiefilm i bedste sendetid, formår Bergers fortolkning bestemt at formidle det frygtelige industrielle massemyrderi, som 1. Verdenskrig var, og at give et autentisk og lejlighedsvist rørende indtryk af den håbløse situation, unge mænd som Paul Bäumer og co. endte med at befinde sig i. Den tilbyder også en forklaring på, hvorfor de indledningsvist flokkedes om at tage del i vanviddet. Men i sidste ende er der ikke for alvor noget nyt fra Vestfronten.

[Historie-online.dk, den 9. november 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 16: Badedragt
Washington Konferencen
TV-tips, uge 42, 2022