Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 33: Porcelæn

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1842

 

Fra Kina er mange opfindelser kommet til den øvrige verden. Langt tilbage i kejsertiden var man teknologisk og håndværksmæssigt forud for det meste af den øvrige verden, og fra Kina kommer en af de mest betydningsfulde og smukke varer til den menneskelige husholdning, porcelænet. Fremstillingen af porcelæn var en gåde for europæerne, inderne og araberne. Hvad var opskriften på dette tynde keramiske produkt, som i elegance overgik al anden produktion af lervarer? Venetianeren Marco Polo, som startede sin lange rejse til Kina i året 1271, skrev efterfølgende om alt det forunderlige, han så og oplevede, i sin bog om rejsen. Herunder skrev han om porcelænet, som blev fremstillet af en særlig slags jord.

I 1600-tallet tog handlen på Ostindien for alvor et opsving. I de syv nederlandske provinser, med byen Amsterdam i spidsen sendte VOC, Det forenede Ostindiske Kompagni, skib efter skib på rejse rundt om Kap det Gode Håb til kolonien Batavia, i dag Indonesien, og herfra videre til de kinesiske havnebyer. I den værdifulde last af krydderier var også kasser med kinesisk porcelæn. Kineserne fandt snart ud af de europæiske handelsmænds begærlighed efter at købe porcelæn, en luksusvare som ved salg i Europa kunne mangedoble sin værdi. Danmark fik allerede 1616 sit eget ostindiske kompagni, og hoffet og stormænd kunne på den måde anskaffe sig det eftertragtede ostindiske porcelæn. Om bord havde en særlig supercargo til opgave at handle med de forskellige kinesiske købmænd på kompagniets vegne. Supercargoen kunne ligesom skibets fører også frit medtage eget gods i begrænset mængde.

Kun de allerrigeste kunne anskaffe sig et kinesisk porcelænsservice. De bestilte et komplet service med dekoration efter den europæiske smag, ”chine de command”, var betegnelsen for dette ostindiske porcelæn. Sådanne stel var et statussymbol i Danmark, ja i hele Europa.

 Den gamle By i Aarhus har et imponerende ostindisk service, nemlig det såkaldte Warmingske stel, fremstillet i 1790-erne til Frederik Warming, der fra matros i det ostindiske Kompagni havde tjent sig op til handelsassistent. Til sit bryllup bestilte han et service, som gik i arv i familien, indtil det i 1962 blev solgt og 75 stykker købt af museet i Aarhus.

Hovedparten af det importerede hvide kinesiske Ming-porcelæn var med blå glasur. I Holland, specielt i byen Delft lagde man sig efter det kinesiske porcelæn i sin produktion af fajance, og flere fabrikker kaldte sig ligefrem noget med porcelæn: f.eks. ”de porceleyne schotel” (porcelænsskålen) eller ”de porceleyne fles” (porcelænsflasken). Delft blev kendt for sin flotte blå fajance, en efterspurgt vare, men porcelæn var det jo ikke.

 Kop og underkop med den typiske blå glasur hjembragt fra Kina, Museet for Søfart

1600-årene var i Europa en tid med teknologisk innovation, og store fremskridt blev gjort, men det lykkedes ikke alkymister at fremstille guld. Længe lykkedes det heller ikke at lave porcelæn, skønt mange forsøgte sig. I Sachsen havde kurfyrst August d. 2, med tilnavnet den Stærke (1694-1733) forståelse for, hvad kunst og kultur betød i et samfund. Han var selv en kunstelsker, samlede kostbart kinesisk porcelæn og brugte store summer på byggeriet af slottet Zwinger i Dresden. Baggrunden for Sachsens velstand var minedrift, nemlig kobber, jern og kul i Erzgebirge. Kurfyrst August 2. igangsatte et projekt. Det drejede sig om at finde produktionshemmeligheden for porcelæn. Med alkymisten Johann Friederich Böttger lykkedes det i 1709 at fremstille det første europæiske porcelæn i byen Meissen. Kaolin, porcelænsler, var nøglen til fremstillingen af porcelænsmassen, der skulle brændes ved 1200 - 1400 graders varme. Meissen blev i flere hundrede år produktionssted for fremragende porcelæn. Fabriksmærket med de krydsede sværd er kendt. Produktionen bestod af figurporcelæn og brugsporcelæn, dvs. kopper, kander, tallerkner. Især figurporcelænet blev berømt og eftertragtet.

Fra Meissen spredtes porcelænsproduktionen til det øvrige Europa. I Frankrig blev byen Sevres nær Paris porcelænsfremstillingens hovedkvarter, mens andre betydningsfulde porcelænsfabrikker dukkede op, i Wien Höchst, i Berlin Ludwigsburg, Nymphenburg m.fl. I England blev det London fabrikkerne Bow og Chelsea, der startede med at fremstillede ”chinaware”, som englænderne kaldte porcelænet.

 I Assens findes i Ernst Samling et meget fint Meissen kaffestel, nemlig ”Grüne Wattau” fra ca. 1750, et rokokostel, hvor ikke to stykker er ens. Det blev udelukkende fremstillet til det sachsiske hof og købt til Assens i 1924 direkte fra Meissen

I de danske museers samlinger optræder såvel gammelt kinesisk porcelæn som mængder af ældre og nyere europæisk porcelæn samt desuden masser af skår fra udgravninger af recente jordlag. Den danske konge så naturligvis gerne, at der blev etableret en porcelænsfabrik i riget, og i 1774 startede apoteker Frantz Heinrich Müller en kongelig porcelænsfabrik i Købmagergade i København. For at ophjælpe den danske fabrik, som kongen overtog i 1779, blev import af europæisk porcelæn forbudt. Import fra Kina var dog stadig tilladt. Müller blev direktør for fabrikken, og under ham oplevede fabrikken en blomstringstid, hvor fremragende statuetter, vaser og spisestel blev fremstillet. Flora Danica stellet er enestående. Fabrikkens produkter var på højde med Meissens og Sevres.

 Dele af Flora Danica stellet udstillet på Koldinghus. Der er 1530 dele bevaret af stellet, som dermed er det største bevarede stel fra 1700-tallet i hele Europa

En nedgangsperiode fandt sted i begyndelsen af 1800-årene med krig og landets bankerot. Fabrikken kom atter på fode, og under ledelse af G. Hetsch blomstrede den i senempiren. Staten solgte fabrikken i 1867, og i 1882 overtog Aluminia fabrikken, som blev flyttet til Frederiksberg. I generationer forsynede Den kgl. Porcelænsfabrik danskerne med porcelæn af god kvalitet. En populær design var det musselmalede porcelæn. Det kongelige porcelæn er mærket med tre bølgelinjer, som symboliserer Øresund, Storebælt og Lillebælt samt krone og København.

 Musselmalet tallerken, Koldinghus Museum

Juleplatte 1914 fra den kgl. Porcelænsfabrik med Helliggejst Kirke som motiv. Platten er fra Sorø Museum, som har en pæn samling. B & G sendte den første juleplatte på markedet i 1895, og Den kgl. Porcelænsfabrik fulgte snart efter.

Endnu en porcelænsfabrik blev 1853 etableret i København. Det var Bing og Grøndahls fabrik på Vesterbro. Den slog sig op på at lave figurer i biscuit, uglaseret porcelæn, bl.a. miniaturer af Thorvaldsens mange arbejder. Kendt er f.eks. figuren med englen med dåbsfadet fra Vor Frue Kirke. Senere producerede fabrikken bordservice og figurer af børn og dyr. I mange år solgtes også de såkaldte juleplatter, som blev et samleobjekt. Porcelænsfabrikken ”Norden” i Valby blev opkøbt af B & G. Her blev produceret såkaldt teknisk porcelæn dvs. el-isolatorer m.v. B & G overtog også en porcelænsfabrik i Kastrup. B & G var fra starten i konkurrence med Den kgl. Porcelænsfabrik, men det viste sig at der var plads til begge porcelænsfabrikker i det danske marked,og takket være dygtig ledelse og gode medarbejdere klarede de sig igennem krigstider og økonomiske kriser.

 H. C. Andersen, biscuitfigur af Bissen, B & G 1865, Odense Bys Museer

Den kunstneriske side af de to fabrikkers produktion blev varetaget af folk, som forstod at udnytte porcelænets muligheder. Pietro Krohn, J.F. Willumsen og Georg Jensen arbejdede for B & G og i nyere tid Kai Nielsen og Axel Salto. En medarbejder Dahl-Jensen var i mange år skulptør og startede i 1925 sin egen porcelænsproduktion i Husum ved København. En stor del af Dahl-Jensens figurer gik til eksport til USA og Italien. Den kgl. Porcelænsfabrik fik i 1885 med professor Arnold Krog som kunstnerisk leder en mand, som gik nye veje men også sørgede for, at nationale bygninger, landskaber og havet med skibe blev afbildet på meget af fabrikkens porcelæn. Blandt de mange tilknyttede kunstnere gennem tiden er navne som Svend Hammershøi, Knud Kyhn, Axel Salto, Jais Nielsen, Egill Jakobsen, Robert Jakobsen og Ole Schwalbe.

Ikke alle havde råd til at købe et porcelænsspisestel, men et B & G kaffemågestel stod højt på mange husmødres ønskeliste for anskaffelser til hjemmet. Fabrikkens varer er altid stemplet B & G og fra 1895 med Københavns byvåben de tre tårne. B & G blev i 1987 sammenlagt med Royal Copenhagen, som igen var en fusion af Den kgl. Porcelænsfabrik og Holmegaards Glasværker.

 B & Gs største succes var Mågestellet fra 1895, wikipedia

Hvidt porcelæn fra de store fabrikker i Centraleuropa blev importeret udekoreret af firmaet Kjøbenhavns Porcellains Maleri, grundlagt i 1883. Det havde fra 1904 hjemme i Store Kannikestræde i København og beskæftigede mange porcelænsmalere. I 1924 overtog Holt og Knudsen, som handlede en gros med porcelæn, virksomheden. Porcelænsmaleriet fortsatte, men i 1932 vanskeliggjorde valutarestriktioner importen af tysk ubemalet porcelæn, og Holt og Knudsen besluttede 1936 selv at starte porcelænsfabrikken ”Danmark” i Lyngby. Det blev en stor fabrik med omkring 500 medarbejdere og på størrelse med Den kgl. Porcelænsfabrik og B & G. Porcelænsmaleriet blev også flyttet til Lyngby. ”Danmark” fremstillet porcelænsvarer, brugsporcelæn og figurer for den mindre pengepung og til den folkelige smag. En stor succes blev nyrokokostellet Rosenborg og senere stellet Dan-ild med ildfaste dele. Kendt er Lyngby-fabrikken desuden for sine hvide riflede vaser. Porcelænet er mærket Kjøbenhavns Porcellains Maleri a/s i et skjold eller ”Danmark” og Lyngby.

Da den europæiske keramiske produktion blev automatiseret og flyttet til den tredje verdens lande, måtte fabrikken i Lyngby i 1969 lukke. Også Den kgl. Porcelænsfabrik og B & G havde problemer. Befolkningens ændrede forbrugsmønstre betød også noget for afsætningen af de danske porcelænsfabrikkers varer. Ungdommen ønskede ikke længere at anskaffe sig et komplet porcelænsservice, og de samlede heller ikke på juleplatter eller porcelænsfigurer. Begge dele blev betragtet som ”røvborgerligt”. Salget gik tilbage.

I dag findes ”Royal Copenhagen” i Glostrup. Fabrikken er finsk, ejet af koncernen Fiskars, og al porcelæn produceres i Thailand. Der finder ingen porcelænsfabrikation sted i Danmark.

Historiske genstande fra Bing og Grøndahls produktion indgik i Royal Copenhagen Museum, hvis store samlinger i 2010 blev skænket til Danmarks Keramikmuseum, Grimmerhus i Middelfart.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 11. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 62 - Lokkeænder
Museumsnumre 34: Bogreol
Museumsnumre 24: Økser