Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 59 - Lysestager

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 892

 

”Den begravede lysestage” hedder en roman af Stefan Zweig. Det er en dramatisk historie, der foregår i antikken og handler om den jødiske syvarmede lysestage.  Men længe før romere og jøder var lysestager i brug. Lys af forskellige blandinger af brandbart materiale og fedt blev brugt i Mellemøsten for 3.000 år siden. Disse lys var især brugt til begravelsesceremonier, og stagerne var antagelig af ler eller sten. Kineserne lavede kerter ved hjælp af papirrør, som blev fyldt med voks og brændbare plantedele. Fra det andet århundrede satte romerne produktion og handel af kerter i system og benyttede bivoks, talg og en væge. Det var lys, som kunne bruges uden at ose, stinke og gå ud, og lysene udkonkurrerede gradvist olielampen.

Kigger vi på udviklingen på vore breddegrader, så melder kilderne om lysestøbere i Frankrig i 1000-tallet, og i Hamborg havde man lysestøbere i 1300-tallet. Lysene bestod af voks og talg eller tælle, som det hed. Man skelnede mellem de dyre vokslys og de billigere tællelys. Lys af bivoks blev rullet omkring en væge, mens produktionen af tællelys skete ved at ophænge et større antal væger på en drejeskive og dyppe et antal ned i en lysegryde med varm tælle. Så størknede tællen, og man drejede skiven og dyppede næste portion væger. Vægerne skulle dyppes talrige gange i tælle, før lyset havde den ønskede tykkelse.

Først omkring 1820 kom stearinlys i brug. Stearin består af plantefedt og lidt animalsk fedt. I 1839 kom også paraffin til, og det fremstilles af olie fra jorden. Ved at blande paraffin og stearin og benytte bomuld som væge, fik man fra midten af 1800-tallet et udmærket produkt, og man begyndte at støbe lys i blikforme i stedet for drypfremstilling. Industrialiseringen medførte, at man byggede maskiner, som kunne støbe hundredvis af lys i forme.

Lad os se på de stager, som brugtes til at anbringe tællelys og stearinlys i, herunder også de såkaldte kandelabre, som er stager med flere arme. Den klassiske form på en støbt stage er en pibe med et drypfang, et skaft og en fod. Sommetider er der ikke pibe men i stedet en såkaldt lysetorn. Museernes samlinger kan skaffe os et overblik over udviklingen og brugen af lysestager i Danmark.  

 Et par gotiske alterstager fra Mesinge kirke, Nationalmuseet

Alterstager fra kirkerne er nogle af de ældste lysestager, der er bevaret. De eksisterer stadig i vore gamle kirker. Dér burde man kunne studere dem. Men desværre har mange tyverier i vores tid gjort det nødvendigt at gemme stagerne bort. De ældste alterstager er massive malmstager beregnet til store vokslys, og de har en lysetorn, som lyset er sat fast på, ofte står stagerne på tre små ben. Fra middelalderen findes også bevaret enkelte figurstager, med en drage, en løve eller en ridder, som holder et eller evt. flere lys fastholdt med lysetorn. Det er kostbare støbte bronzestager i samme stil som aquamaniler, og de har formentlig været anvendt i kongelige og adelige borge.

To prægtige bronzestager med dragefødder, første halvdel af 1200-tallet, Nationalmuseet

Både alterstager og bordstager er fremstillet i par. I senmiddelalderen blev det almindeligt, at stagen havde en pibe til anbringelse af lyset. Gotiske lysestager er enkle og støbt i bronze, mens stager i renæssancen er af messing og har skafter med runde led og en kuplet fod. Stagerne er af og til dekoreret med maskaroner og bladværk, og der forekommer også bomærker og adelige våben på nogle stager. Fra renæssancen brugtes også billigere lysestager støbt i tin.

Et par barokke lysestager i Ribe Museum

I barokken bliver stagernes fod sammentrykt og nogle gange forsynet med tre fødder, kugler, og skaftet blev lavt med kugleled og lyspibe. Rokokoens stager er højere og slankere end barokkens, og de store kugleled forsvinder på skafterne, som til gengæld præges af dekoration med blomster og rocailler. Den cirkulære form af foden forlades, og foden har indskæringer og knækkede profiler. Det er i rokokoen, at stager af sølv for alvor kommer på mode blandt velhavere. Klassicismens stager bliver enklere, forsynet med en pibe med krave og kannelede skafter og cirkulære fødder. Forgyldte stager forekommer. Under empiren bliver formen tungere. Lysepiben og skafterne er let vaseformede.

To klassicistiske lysestager i sølv, udført mellem 1790 og 1800 af Paul Hansen, Tønder Museum

Empire lysestage af messing, Ringkøbing-Skjern Museum

I 1600-tallet fremkom flerarmede lysestager, såkaldte kandelabre eller pragtlysestager. De blev sat på spisebordet ved festmiddage i slotte og hos velhavere. Kandelabrene hørte til på borgerskabets veldækkede bord. De er formet som en søjle på en solid fod og fra søjlens top udgår et antal arme hver med plads til et lys. Kandelabre var ofte af sølv eller forsølvede for rigtig at kunne stråle. Kandelabre i jugendstil kom frem i begyndelsen af 1900-tallet.

Kandelaber fra Søren Kierkegaards hjem, Københavns Museum

I museernes gemmer findes en stor mængde stager, og der tegner sig et differentieret billede af lysestagens historie, hvor det praktiske og enkle ofte spiller en større rolle end stil og form. Man må skelne mellem overklassens lysestager i bronze og messing og bondens lysestager som ofte var af jern, tegl og træ, billige og lettilgængelige materialer. Frilandsmuseerne viser i deres samlinger tydeligt, hvilke lysestager eller lyseholdere, man fandt i bondens og husmandens bolig.

 Tegning fra Frilandsmuseet i Sorgenfri, som klart og overskueligt viser de forskellige typer lysestager, der gennem tiden er blevet brugt på landet. Sidste led i rækken var selvfølgelig petroleumslampen. Nationalmuseet

En type stage, de såkaldte kammerstager i messing, var udbredt på land og i by. Disse stager var beregnet til at bære og derfor forsynet med et håndtag, og foden er en tallerkenformet skål, som kan opfange uundgåelige stearindryp. Kammerstager var populære og fremstilles stadigvæk.

Kammerstage af messing, Bornholms Museum

Hvem lavede lysestager? Ja på landet var det tit huggehusarbejde, men ellers var lysestager typisk gørtlerarbejde. Gørtlerne var bronze- og messingstøbere som smeltede metallet og hældte det i forme. Til lysestager brugtes en form til skaft og pibe og en anden form til foden og de to dele blev så samlet med gevind og møtrik i bunden af foden. København fik et gørtlerlav i 1629. Det hed i starten rotgieterlav, og rotgiet er en tysk betegnelse for det røde metal, de støbte med. De større provinsbyer havde et par gjørtlere, men ikke mange nok til at danne lav.

Særlige lokale typer udvikledes og holdt sig i mange år. De såkaldte Næstved stager er messingstager, hvis skaft har led med bløde linjer og omtrent midtpå et større halvkugleformet led. Haderslev stager er specielle ved at have et skaft som består af ens små led fra fod til pibe.

Da porcelænet kom frem, fremstillede porcelænsfabrikkerne f.eks. Meissen porcelænsstager og porcelænskandelabre. Den Kongelige Porcelænsfabrik og Bing og Grøndal lavede også lysestager. Lysestager af krystalglas blev fremstillet i Böhmen og de danske glasværker fremstillede også lysestager.

Med industrialiseringen kom nye typer af lysestager. Lysestager af jern, keramik, træ, sten mm. Petroleumslamper og senere elektriske lamper gjorde efterhånden stearinlys og lysestager overflødige, men det levende lys har dog i Danmark formået at overleve, sikkert fordi vinteren er lang og mørk, og fordi stearinlys hos os forbindes med hygge og intimitet. Som Otto Brandenburg sang i 1960: To lys på et bord …

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 28. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 66 - Damesko
Museumsnumre 44 - Forfalskninger
Museumsnumre 27 – Punchebolle