Menu

Moder jord

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 385

 

I 250.000 år lever mennesket nomadisk som jægere og samlere, men så sker der noget bemærkelsesværdigt: For 12.000 år siden begynder mennesket at dyrke jorden, og der opstår nye, mystiske guder. Det er lige her, vores fjerne forfædre sår de frø, som ændrer menneskets historie for altid.

11. oktober åbner ny særudstilling på Moesgaard

Moder Jord er en farverig fortælling om menneskets fascination af det guddommelige. Vi rejser ind i en vild og fremmed verden med gådefulde ritualer og guder, men samtidig møder vi noget velkendt, som ikke er så fremmed fra den verden, vi kender i dag. 

Stenalderens guddommelige kræfter

I Moder Jord er vi på sporet af det største vendepunkt i menneskets historie. Vi følger mennesket fra den første frugtbarhedskult i Mellemøsten til de gådefulde ceremonier ved Stonehenge i England. Undervejs ser vi, hvordan landbruget spreder sig langs de livgivende floder og ind i Europas dybe urskove. Vi møder besjælet natur, magisk korn, og vi står ansigt til ansigt med guder, der på mærkværdig vis begynder at ligne mennesket selv.

Da mennesket begynder at få faste bosteder og at dyrke jorden, sker der noget interessant med de guddommelige kræfter – mennesket bliver selv en skabende kraft, som forandrer verden. 

Oplev det gådefulde Stonehenge

Stonehenge er omgærdet af mystik. De fleste ved, hvordan monumentet ser ud, men hvad er Stonehenge? Og hvorfor byggede stenaldermennesket dette mageløse monument?

I Moder Jord bevæger vi os nysgerrigt ind i Stonehenge, hvor vi oplever en storslået ceremoni på årets korteste dag – måske som den, der hvert år samlede tusindvis af mennesker fra nær og fjern i stenalderens vintermørke. Stonehenge ved Salisbury Plains i England tiltrækker stadig tusindvis af mennesker hvert eneste år, og nu kan monumentets mystik også opleves på Moesgaard.

Den nyeste forskning

Særudstillingen Moder Jord er baseret på den nyeste forskning, som peger på, at bondestenalderen var en tid fuld af mystik, frugtbarhedsgudinder og besjælet natur. Og udstillingen graver dybere end det: Moder Jord er også oprindelsesfortællingen til nogle af de største udfordringer, vi står med i dag. De arkæologiske fund og genstande rejser relevante spørgsmål om menneskets forhold til naturen, til os selv og til hinanden: hvad er det, mennesket forsøger at bygge og skabe sammen? Og hvad sker der, når mennesket opdager, at det besidder en skaberkraft, som for altid kan ændre livet på Moder Jord?

Særudstillingen Moder Jord åbner på Moesgaard den 11. oktober 2024 og lukker 10. august 2025.

[Historie-online.dk, den 2. oktober 2024]

Se relaterede artikler
Efterårsferie på Krigsmuseet: I krig for Christian 4
Store mænd og små jernbaner
Skive Museum genåbner