Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 58: Kalmar

Kategori: Temaer
Visninger: 6020

 

Kalmar er en by man let kan komme til med Öresundståget. Fra Helsingør og København køres over broen til Malmø og derfra videre gennem Skåne og Småland via Alvesta og Emmaboda til Kalmar. Man kan have cykler med i toget.

Det er aldrig tilfældigt, at en by ligger, som den ligger. Ved at studere geografi, geologi og hydrografi kan man få forklaringer på placeringen. Man skal også studere søkort, for de giver i mange tilfælde en forklaring på købstadens beliggenhed. For ikke så længe siden var transport af større varemængder nemlig ensbetydende med søtransport. Søvejen var af afgørende betydning for en købstad.

Kalmarsund strækker sig som et langt farvand med fastlandet på vestsiden og den lange ø Øland, 137 km, på østsiden. Fastlandskysten er uklar med mange sten og farledet fra syd mod nord går over dybt vand midt i sundet, indtil man når op til en lille ø, hvor der er dybt vand og gode havneforhold. Her ligger byen Kalmar. Ydermere er der herfra en kort overfart til Øland og dér et ankomststed, som er nogenlunde lige langt fra øens nordspids og sydspids. Hertil kommer, at købstaden ligger lidt nord for Blekinge, der engang var dansk.

Fra gammel tid lå en borg på en holm nær kysten, hvor skibe anløb skibsbroen, men Gustav Wasa udbyggede stedet til en stærk fæstning, og byen blev flyttet til øen Kvarnholmen og forsynet med volde og bastioner. Alle gader på Kvarnholmen skærer hinanden i 90 grader, akkurat som i fæstningsbyen Fredericia. Omtrent midt i bebyggelsen ved Stortorget er domkirken opført, en imposant barok bygning opført i årene 1660 - 1702 efter tegninger af arkitekten Tessin d. ældre. Et besøg i det store kirkerum giver indtryk af, at her er en kirke og en stat, som er magtfuld. Domkirken blev også opført i de år, hvor Sverige var en europæisk stormagt. Efter slaget ved Poltava 1709 gik det ned ad bakke.  

 Domkirken på Stortorget i Kalmar. wikipedia commons.

Kalmar Slott er et renæssanceslot, men mere massivt og tungt end Kronborg Slot. Ombygningerne af middelalderborgen skete under Gustav Wasa og efterfølgerne Erik 14. og Johan 3. I dag er slottet museum. Man kommer over en træbro ud til slotsøen. Fire runde kanontårne er bygget i hjørnerne og midt på øen står slottet med hovedtårnet og mindre tårne og fire bygningsfløje, som sammen danner en slags firkant med en borggård i midten. Imponerende er anlægget. Indendørs finder vi udstillingerne.

 Kalmar Slott, wikipedia commons

800 år med krig, magt og ære er beretningen om slottets historie. Her er beretningen om Kalmarkrigen mellem Danmark og Sverige 1611-1613 og om Wasa kongerne og Wasa prinsesserne, og ved brug af interaktive databaser kan man dykke længere ned i emnerne og finde billeder, anekdoter og citater.

Udstillingen om slottets glemte skatte viser genstande og fund fra slottet, fortrinsvis bygningsdele og udsmykninger. Et rum er med et langbord dækket op til påskemåltid for kong Johan 3., og et andet er møbleret som sovekammer.

I 1800-tallet rummede slottet også et kvindefængsel, og her er indretningen den originale. Man får et skræmmende indblik i de straffe, som kvinderne i middelalderen blev idømt, f.eks. at blive levende begravet!

Kalmar Slott afholder også løbende foredrag, og hvem ville ikke gerne høre en ung svensk historiker gøre op med myten om den onde Christian Tyran og den gode Gustav Wasa? Det har Erik Petersson (f.1985) gjort i en række foredrag. Læs hans bøger.

 Ångkvarnan på havnen i Kalmar, en dampmølle opført 1881 og siden 1987 benyttet som länsmuseum. wikipedia.

Når man forlader slottet, så sæt kurs mod Kalmar Läns Museum, som har til huse i "Ångkvarnan" på havnen. Det er byens store museum, som har til opgave at dokumentere og fortælle egnens og byens historie. Der findes store samlinger af genstande, 45.000 numre samt bibliotek og arkiv. Samlingen af genstande rækker fra stenalderen til vor tid. Museet har valgt at vise tre emner som faste udstillinger. Hertil kommer skiftende særudstillinger. Man kan godt savne det store historiske overblik, men forklaringen på den meget selektive tilgang til länets historie findes måske i, at Kalmar har flere andre museer, således et bymuseum, et søfartsmuseum, et kunstmuseum og Krusenstierska Gården, som er et borgerhjem fra 1800-tallet. Dumt at fortælle samme historie flere steder.

Blandt de tre faste udstillinger i "Ångkvarnan" er en udstilling om kunstneren Jenny Lindström, som blev uddannet ved kunstakademiet i Stockholm og senere i Paris. Hun var født og opvokset i Kalmar og hendes barndom blev et meget væsentligt grundlag for hendes kunstneriske virke som illustrator, især af børnebøger. Udstilling nummer to er om billedskæreren Henry Rugland født 1897 i en landsby nordvest for Kalmar. I bedste svenske folkelige træskærerstil har han skabt utallige figurer, der er skarpe og nøjagtige gengivelser af mennesker, som han bl.a. har set og oplevet dem i landsbyen. Figurernes ansigter siges at være vellignende portrætter af kendte og ukendte smålænninge.

Begge de ovennævnte udstilling er seværdige, men stjerneudstillingen er og bliver den om regalskibet "Kronan". Under skånske krig kom det den 1. juni 1676 til en søtræfning ved Øland mellem en dansk-hollandsk flåde og den svenske flåde. Det svenske admiralsskib "Kronan" blev som andre af den svenske flådes enheder forfulgt af fjenden. Da der blev givet ordre til at dreje op mod forfølgerne, førte skibet for meget sejl, krængede over og sprang kort efter i luften. Af den 850 mands store besætning overlevede kun omkring 40 mand. For krigen fik tabet af "Kronan" ikke den store betydning, men for den svenske flåde var tabet et tilbageslag. Året efter i øvrigt på samme dato besejrede Niels Juel den svenske flåde i Køge Bugt.

 Detalje fra hollandsk kobberstik af slaget ved Øland. "Kronan" ses i baggrunden sprænge i luften. wikimedia org.

Vraget af "Kronan" blev lokaliseret i 1980 og året efter begyndte marinarkæologer fra Kalmar Läns Museum at undersøge vraget. Det er efter snart 40 års undersøgelser blevet til omkring 35.000 bjærgede genstande fra vraget, og mange af de mest interessante er udstillet. Vi får som besøgende gennem fundene et godt indtryk af forholdene om bord i "Kronan" fra kanoner og kanonkugler til skibskister, håndvåben, værktøj, kridtpiber, tallerkener og spisebestik. Også klædningsstykker har man kunnet bjærge og konservere, bl.a. en uniformsjakke med galoner på ærmet. En beholdning af guldmønter blev fundet. Fund af skeletter af omkomne giver oplysninger om datidens mennesker, bl.a. personens alder, højde og evt. sygdomme. Alderen varierer fra 12-årige  skibsdrenge til 65 årige styrmænd. Knoglematerialet skønnes at stamme fra ca. 200 individer, alle mænd.

 Det rekonstruerede batteridæk i länsmuseet. wikipedia commons

En instruktiv model viser, hvordan vraget ligger på havbunden. Der er flere rekonstruktioner bl.a. af admiralens kahyt og en sektion af batteridækket. Desuden vises en film om "Kronan" og de mange dykninger på vraget, som ligger 26 m. under havets overflade på sandbund. 95 %  af vraget er undersøgt, og hensigten er, når det sidste er hentet op, at skabe et selvstændigt "Kronan" Museum i Kalmar.

Vil man spise godt, så kan museet i restaurant og café "Ångkvarnan" byde på gode svenske retter som f.eks. "pannbiff" med "helstegt potatis, champinonsauce, pressgurka och rårörda lingon". Eller man kan indtage en kop eftermiddagskaffe med "påtår" og "kanelbulla".

Kalamar er et godt udgangspunkt for at besøge Øland. Man kører over Ølandsbroen, der blev åbnet i 1972. Broen er 40 m. høj og 6 km lang. På Øland venter spændende natur- og kulturoplevelser, men det er en anden historie ...

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 1. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 11: CNCS i Moulins
Museum på Rejsen 20: Anchorage, Alaska
Museum på Rejsen 36: Novi Sad, Serbien