Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bismarck. Jernkansleren. Europas statsmand

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 696

Af Henning Lyngsbo

Det er nu godt 2 år siden, jeg anmeldte den engelske forfatter Ian Kershaw's biografi om Hitler.  En murstensbog i munkestensstørrelse.

Nu har en anden engelsk forfatter, Jonathan Steinberg præsteret en biografi i næsten samme størrelse – men om en anden tysk leder, nemlig Bismarck, født 1. april 1815 – død 30. juli1898.

Bismarck havde sin betydning i årene 1862-1890. Hitler i 1932-1945. Derimellem har vi Kejser Wilhelm II i årene 1888-1918, Weimar-republikken 1918-1925 og præsident Hindenburg i 1925-1934.

Er der en rød tråd eller flere fra Bismarck-perioden til Hitler-regimet? Eksisterede de samme antipatier? Og fandtes de i såvel befolkning som i ledelse? Forfatteren Jonathan Steinberg gennemgår de mange spørgsmål herom, ligesom han besvarer dem ved en omfattende dokumentation.

Steinberg bringer os overvældende mange citeringer. Jeg har sjældent læst en bog med så mange citeringer i forhold til mængden af forfatterens tekst. Det er god dokumentation, idet hvert citat er ledsaget af en note om kildens identitet. Citeringerne bruges dels til at underbygge forfatterens synspunkter, men også til at belyse Bismarcks samtidige. Venner som fjender. De første var der ikke så mange af. Men selv disse venner kom ofte med harske udsagn om Bismarck.

Udenfor disse kredse kan man læse om, at vor hjemlige forfatter og kritiker, Georg Brandes, - der havde boet i Berlin i flere år skrivende artikler til sine danske læsere, - d. 15. marts 1881 skrev en lang artikel om, hvordan Bismarck ”aldrig havde været så upopulær i den kultiverede middelklasse”, som han var på det tidspunkt, og hvordan hans ”galdesyge anfald og nervøse træk” havde stødt mange væk.

Og det bliver værre endnu med Bismarck i de følgende år. Men derom senere.

Steinberg siger, at bogen handler om Otto von Bismarck som menneske, fordi hans magt byggede på hans personlighed, ikke på institutioner, massebevægelser eller ”styrker og faktorer”. Magten hvilede på et ekstraordinært, gigantisk ophøjet jeg.

Et dominerende og ukrænkeligt selvværd, ville jeg kalde det. Godt støttet af sit store intellekt og utrættelige energi. Hertil kom placeringen som ministerpræsident under kong Vilhelm I, senere kejser Vilhelm, der trods uenigheder og skænderier altid lod Bismarck få sin vilje.

Bismarck blev udnævnt som ministerpræsident i Preussen i 1862. Det var en til formålet oprettet stilling. Altså ikke på noget parlamentarisk grundlag, men efter Vilhelm I´s ønske. Han selv var nyudnævnt konge (1861), som efterfølgende var kommet i strid med det liberale parlamentsflertal om en preussisk hærreform.

Bismarck var et godt valg for såvel kongen som Bismarck.

Bismarck, der dengang betragtede sig som konservativ, skabte en hård kurs overfor parlamentet. Han hadede liberale, socialdemokrater, jøder, katolikker m.fl. der alle efter hans mening var revolutionære og fjender af monarkiet. Han selv var lutheraner. Junker og godsejer var hans sociale ballast. Men alligevel forvandlede han jævnligt junker-venner til fjender og gjorde nar af dem. Han lavede grin med deres kristendom og krænkede deres tro og værdier.

Makkerskabet med kongen skulle i de følgende par årtier få som resultat, at kongen i den grad fik befæstet sin magt stort set udelukkende ved hjælp af sin ministerpræsidents politiske tæft og benhårde forhandlingsmetoder.  Det konstitutionelle kongedømme blev mere og mere enevældigt.

Ved Bismarcks tiltræden bestod det tyske samfund af et kludetæppe af omkring 38 små og store selvstændige fyrstedømmer, fristæder og monarkier, hvoraf Preussen var den absolut dominerende enhed. Bismarck blev samtidig med sin udnævnelse til ministerpræsident også udnævnt til Preussens udenrigsminister, hvilket gjorde det muligt for ham at forsøge at samle de mange tyske monarkier. I første omgang i et nordtysk forbund, hvor han i 1867 blev forbundets første Kansler i øvrigt med Vilhelm I som sin præsident. 

Dette forbund afløstes i 1871 ved grundlæggelsen af Det Tyske Kejserige og med Vilhelm I som nyudnævnt Kejser. Det før så mægtige Kejserrige Østrig var hægtet af.

Men meget var sket forinden. Bismarck havde gennemtrumfet tre krige: Mod Danmark i 1864, mod Østrig i 1866 og mod Frankrig i 1870-1871. Krigene gav territoriale gevinster. Men de politiske var de største. Det Tyske Kejserrige var blevet en af Europas stærkeste stater. Folkerig og med en hastigt udviklende industri.

Bismarck havde med dannelsen af Det Tyske Kejserrige ikke flere territoriale ambitioner. Hans udenrigspolitiske mål var at skabe ligevægt mellem de eksisterende stater. Han førte personligt en kompliceret alliancepolitik. Indholdet holdt han for sig selv.

Hvad angår forholdet til Danmark, giver Steinberg et interessant billede af krigene i 1848 og 1864 set på baggrund af de politiske forhold i de to lande og det øvrige Europa. 

Jeg skal her kort omtale nogle af Steinbergs oplysninger. Bismarck havde i 1862 brug for en udefra kommende krise, der kunne bryde det dødvande, man var kommet i under den forfatningsmæssige krise om hærreformen. Han havde allerede Danmark i tankerne, da han i et brev i 1862 til en ikke-navngivet modtager skriver: Det er sikkert, at den danske sag kun kan løses på en måde, som vi vil være tilfredse med, ved at føre krig. Man kan når som helst finde et påskud for sådan en krig……

Godt et år senere, d. 15. november dør den danske kong Frederik VII uden at efterlade sig en arving. Og d. 18. november underskrev den nye konge Christian IX en forfatning, hvorefter Slesvig blev indlemmet i Danmark. Dette medførte ifølge Bismarcks selvbiografi Tanker og erindringer, at nu kunne man realisere målet for preussisk politik, nemlig at overtage de to hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Kong Vilhelm I sagde nej. Han mente ikke, at han eller Preussen havde nogen ret hertil. Men sagen kom i Forbundsdagen d. 7. december, hvor Forbundsdagen med en enkelt stemmes flertal vedtog en erklæring om at tvinge Danmark til at følge Londontraktaten af 1852. Den 16. januar 1864 præsenterede de østrigske og preussiske regeringer Danmark for et ultimatum. Annuller forfatningen af 18. november – ellers bliver der krig. Krig koster som bekendt penge, og da Landdagen nægtede at finansiere aktionen i Slesvig-Holsten, opløste kongen simpelthen Landdagen!

Den 1. februar begyndte kampene. Preussen havde heldet med sig, idet de kunne omgå de danske stillinger ved Dannevirke, idet Slien og det omkringliggende sumpede område var frosset til. Dette fik til følge, at danskerne måtte foretage det berygtede tilbagetog til Dybbøl. Efter min mening var Dannevirke næppe tænkt som et forsvarsværk i vinterperioder, da det blev bygget. At føre krig om vinteren var vel utænkeligt dengang. Kong Vinter har sjældent været danskernes allierede. Så det havde været bedre, om man i 1864 havde valgt en anden forsvarslinje. F.eks. Dybbøl. Her gjorde danskerne det godt. Preusserne og østrigerne led svære tab.   

Selv den tyske militære chef General Moltke gav under sin evaluering af indsatsen udtryk for, at det ikke havde været nemt, og at det kunne være gået galt. Moltke stammede i øvrigt fra Danmark og havde fået sin uddannelse der, inden han drog til Preussen. 

Steinberg helliger godt 30 sider af sin bog til at skildre de utrolige forhold, der politisk skulle håndteres før, under og efter krigen med Danmark. Ganske interessant! Især når man læser om, hvor lidt der skulle til af bistand fra danskernes såkaldte venligsindede stater som England, Rusland og for den sags skyld også Frankrig, for at krigen ikke var blevet til noget eller havde fået betydeligt færre og mindre konsekvenser.

Men Steinberg formår at fremstille alle de egenskaber, som Bismarck var i besiddelse af, og som han udfoldede energisk. Intet kneb var for helligt i hans krig mod Danmark. Hans taktik slog sjældent fejl. Og skulle det ske, var det altid en sag af mindre betydning. Omtalen af krigen mod Danmark findes i samme kapitel som krigen mod Østrig. Ikke underligt at Steinberg som kapiteloverskrift citerer Bismarcks råb i august 1866, hvor han slår næven i sit skrivebord og råber: Jeg har slået dem alle! Alle!  Og det var ikke bare Danmark og Østrig. Det var politisk set alle de stater der betød noget i Europa.

Når man læser om denne energiske mand, er det lidt underligt at blive konfronteret med tilsyneladende valide udsagn af negativ art om Bismarck. Hypokonder i den helt store stil. Ingen statsmand i verdenshistorien kan hamle op med antallet af Bismarcks sygedage i alle de år, han var ministerpræsident og udenrigsminister. Når han viste sig, var han altid iført uniform, til trods for, at han aldrig havde fået nogen militæruddannelse. Ja, han havde sågar søgt at unddrage sig den almindelige værnepligtsindkaldelse. Han var udtalt kvindehader. Havde et voldsomt temperament. Han lod sit raseri gå ud over både sine fjender og venner. Han knuste enhver form for opposition. Han tålte ikke den mindste modstand mod sine ideer og forslag. Han underkuede regeringerne og hældte sit had, hån og vrede ud over de politiske modstandere i såvel det offentlige som private rum. Ingen turde sige ham imod. Han lod mange af sine fjender fængsle og mange blev udvist.

Bismarck var aldrig venlig, gavmild, ydmyg, afholden, tålmodig, frisindet eller tolerant. Og alligevel blev han et ikon hos det tyske folk i tiden, der fulgte, efter at han var blevet fyret af Vilhelm I´s søn Vilhelm II.     

Uforståeligt, idet Bismarck overhovedet ikke interesserede sig for menigmand. Tværtimod fratog han dem almindelige rettigheder som f.eks. ytringsfrihed. Han nedgjorde alle samfundslag bortset fra sin egen junkerstand og naturligvis den for Bismarck uundværlige konge. Den kendte tyske filosof Immanuel Kant skrev til ham og bad ham behandle det enkelte menneske som et mål og ikke som et middel. Men det kunne Bismarck aldrig finde på. Politikeren Max Weber skrev, at Bismarck ved sin død efterlod en nation fuldstændig uden politisk dannelse … fuldstændig berøvet sin politiske vilje. Han gav de tyske arbejdere velfærd, men nægtede at give dem statens beskyttelse. Han ville hellere skyde arbejdere end at lytte til deres klager.

Det var en dom afsagt over tiden efter 1890, og det er ligesom man genkender denne hårde dom, der jo egentlig rammer det tyske folk, der uden tøven siger ja til at lade sig behandle som et middel for magthaveren. Vi skal bare fyrre år længere hen. Så gentager det sig. Selv ikke den mellemliggende Weimarrepublik gjorde noget ved det. Godt nok var kejseren ude af spillet, men var det egentlig ham, der var den skyldige?

Heller ikke Hindenburg, der blev valgt som præsident i 1925, gjorde noget ved den tyske folkesjæl. Som Steinberg skriver, var det ikke så meget Hitlers politik, men hans lave rang som korporal, der generede Hindenburg, da han udnævnte Hitler til Kansler. Hindenburg havde samme fysiske fremtoning som Bismarck, ligesom han også var junker. Og det var en titel, der lå milevidt fra korporalstitlen.  Men at Hitlers politik var en virkeliggørelse af Max Webers dom over Bismarck, anfægtede ikke Hindenburg og ej heller den tyske befolkning.

Det er nok symptomatisk, at det er engelske historieskrivere, der skal til, for at vi kan få en optimeret objektiv indsigt i sandheden om de tyske ledere og deres folk. Tyske historieskrivere var indtil 2. verdenskrigs afslutning sjældent negative overfor deres fortidige lederes adfærd. Det har ændret sig. Vi har set især generationerne af historieskrivere, der er født efter krigen, tage handsken op. Der er udgivet adskillige tyske værker med et stærkt afslørende og kritisk islæt.  Det har bl.a. medført, at Bismarcks selvbiografi er blevet dissekeret med talrige eksempler på løgne, fortielser og falske anbringender. Alt sammen med det formål at gloricifere sit eftermæle.

Jonathan Steinbergs bog gør sig umage med at få læseren med på rejsen tilbage til Bismarcks tid. De mange citeringer fra Bismarcks samtidige og naturligvis fra ham selv, gør det værd at tage på rejsen. Jeg tror, at mange ligesom jeg, let får den tanke, at Bismarck havde den italienske forfatter Niccoló Machiavellis bog ”Fyrsten” liggende under sin hovedpude.

Kun to ting har været lidt irriterende. For det første at de mange personer, der nødvendigvis og ofte indgår i biografien, bliver fremstillet med deres alenlange titler. Det er faktisk trættende læsning, men naturligvis korrekt. For det andet omtaler Steinberg næsten alle personer med en eller flere forudgående superlativer. Ofte noget overdrevne. Og i de fleste tilfælde aldeles unødvendige. Men Jonathan Steinberg er jo en ivrig fortæller, så det skal være ham tilgivet.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Nazilægen Josef Mengele - Liv og forbrydelse
Simon Spies – Solkongens liv og tid
At sætte sig spor - En biografi om Inger Merete Nordentoft