Menu
Forrige artikel Næste artikel

Aftenland

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 551

Af Anders Bloksgaard, museumsinspektør

Titlen kan godt snyde lidt. Læsere der forventer at finde en bog, der fortæller om vesten set gennem fremmede øjne - i stil med Peter Duedals glimrende Danmarksportræt Jeg har aldrig kendt mage til land, vil blive skuffet. Der er i stedet tale om en meget koncentreret sag, der afdækker forskellige antivestlige holdningers historie.

Terrorangrebet den 11/9 var ikke alene skelsættende ved sit omfang og format, men også ved at mangle et traditionelt politisk mål. Der var på mange måder tale om et udslag af had til vestens - og i særdeleshed USA's  kultur og symboler. Bogen forsøger at afdække dette hads historie fra angrebet på Pearl Habour i 1941 til de aktuelle terrorangreb i New York, Bali og Madrid. 

Bogen giver sig ikke i kast med konflikternes egentlige grobund (eksempelvis den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA's rolle heri). I stedet sporer forfatterne de antivestlige holdninger tilbage til vesten selv – gennem et hav af eksempler forsøger de at demonstrere, hvorledes hadet til vestlig kultur og modernitet i virkeligheden har rødder tilbage i bl.a. tysk åndsliv og russisk nationalisme. Det bliver dermed fortællingen om, hvordan dårlige ideer kan spredes ved at smitte af på hinanden.

Det umenneskelige billede af Vesten, som det tegnes af dens fjender, definerer forfatterne som occidentalisme. Problemet ved den såkaldte occidentalisme er blot, at den kun rummer en del af forklaringen. Forfatterne demonstrerer således på glimrende vis, hvorledes europæiske tænkere som Karl Marx, Thomas Abbt, Werner Sombart m.fl. har (eller kan have) inspireret folk uden for Vesten. Omvendt bruger forfatterne alt for lidt energi på hadets ”reelle” baggrund. Det bliver kort sagt for intellektuelt: Arabiske stenkastende og unge tænker nok ikke alverden på store europæiske tænkere, når de afbrænder amerikanske og israelske flag. For dem er hadet til vesten affødt af noget langt mere konkret.

Forfatterne er henholdsvis en amerikansk og en israelsk forfatter, og da ingen andre er mere hadet end netop Israel og USA, bør læserens objektive alarmlamper da også lyse, når forfatterne giver sig i kast med at forklare ”hvorfor de andre ikke kan lide os.” Men hvor forfatterne kan angribes for kun at komme med en del af forklaringen på et uhyre kompliceret spørgsmål, må det retfærdigvis roses for kaste sig over deres tese på en sober og uangribelig måde. Man finder ingen israelsk bosætter- eller amerikansk cowboylogik her. Forfatternes konklusion er, at ”Der hvor politisk, religiøs og intellektuel frihed allerede er gennemført, må den forsvares imod sine fjender med magt, og om nødvendigt også med overbevisning.” Men omvendt bør vi passe på ikke at falde: ”for fristelsen til at bekæmpe ild med ild og islamisme med intolerance i vores egen aftapning. Religiøse autoriteter har allerede en farlig indflydelse på politisk ledelse, især i USA.  Vi kan ikke tillade os at lukke vores samfund for at forsvare os imod dem, der har lukket deres.”

Bogen er ikke kronologisk opbygget og bogens største svaghed er vel nok, at forfatterne kaster så mange bolde op, at det kan være svært at bevare overblikket for læseren – det bliver dermed en sej lille sag at komme igennem. Til gengæld har bogen et grundigt register, der medfører at den trods alt udfylder en fin plads i bogreolen: Et godt lille opslagsværk til de antivestlige holdningers historie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ditlev Tamm: Hvorfor er vi så glade for staten? Om Reformationen og retten.
Sexualitetens idéhistorie – en grundbog
Luftkrig og litteratur - Essays