Menu
Forrige artikel Næste artikel

Middelalderens danske cistercienserklostre

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 349

Af Erik Helmer Pedersen

Nærværende anmelder, som næppe engang er for lægbroder at regne inden for studiet af middelalderens kirke- og klosterhistorie, har ikke desto mindre sat sig for at få klarlagt, om ikke netop denne bog kunne åbne for en dybere indsigt i et intrikat, men spændende emne. Dens forf. begyndte i moden alder at studere historie, men var allerede da blevet bjergtaget af det spændende miljø, som kirken i Løgumkloster udgør. Her grundlagdes i 1173 et cistercienserkloster, som efter en brand i 1190 blev genopbygget i røde mursten som den stadigt eksisterende kirke samt et større klosteranlæg, hvoraf nu kun dele af østfløjen er tilbage. Appetitten var for alvor vakt hos vor forfatter, og det ledte til et utal af studierejser inden- som udenlands. Troligt har han fulgt i cisterciensernes fodspor, hvor udviskede de end er blevet efter 6-700 års kulturhistorisk nedslidning. Udgangspunktet var naturligvis ordenens grundlæggelse i slutningen af 1000-årene i det nordøstre Frankrig, ikke mindst det stadigt eksisterende kloster i Citeaux tæt ved Dijon og de stumme rester af klosteret i Clairvaux i grevskabet Champagne, siden 1789-revolutionen omdannet til statsfængsel. Vi er da i selskab med en årvågen og meget vidende cicerone, som monument for monument beretter om den dertil hørende virksomhed og dens teoretiske grundlag med Bernhard af Clairvaux som ordenens største skikkelse. Danmarks daværende kirkeleder, Eskil, ypperstepræst i Lund 1137-77, stod Bernhard meget nær og endte sine dage i Clairvaux.

I et par meget instruktive kapitler præsenteres vi dels for cisterciensernes byggeteknik, når de bestemte sig for at etablere et 4-fløjet klosteranlæg, dels for bygningernes indretning og anvendelse. Der forelå ikke et detaljeret byggereglement; nok skulle bygningerne helst opføres i teglsten, men da man i Øm i Østjylland ikke rådede over lokale lerforekomster, måtte man dels bygge i granit og sten, dels fragte ler og tømmer langvejs fra. Østfløjen i et typisk cistercienserkloster var forbeholdt munke og novicer, vestfløjen rummede lægsbrødrene, og i sydfløjen fandtes de fælles faciliteter. Kirken lå som regel mod nord.

Rent geografisk om end ikke strengt kronologisk vil vi da følge forf. i hans odyssé til de yderst beskedne rester af de historiske anlæg. I tiden 1144-1210 etablerede ordenen i alt ti munkeklostre, hvoraf kun halvdelen fik længere funktionstid, men overlevede ikke reformationens ødelæggelser. Hertil må føjes nok et munkekloster i 1326 og to nonneklostre i hhv. Slangerup og Roskilde. Kun tre klosterkirker står tilbage og det i helt ændret skikkelse: Løgum, Holme (Brahetrolleborg) og Sorø. Resten af historien henligger i ruiner, om det går højt.

Det er anmelderens håb, at rigtig mange vil følge forfatteren på hans mange studierejser rundt om i datidens Danmark – fra Skåne og Halland i øst over Roskilde - Sorø på Sjælland, Holme (Brahetrolleborg) på Fyn til Jylland og Slesvig. Hans omfattende bagage omfatter da først og fremmest Vilh. Lorenzens storværk fra 1941 De danske Cistercienserklostres Bygningshistorie, en kortlægning af vore munkeklostre, denne havde indledt så tidligt som i 1912 med De danske Helligaandsklostres Bygningshistorie, men derudover de relevante bind af Danmarks Kirker og hyldemetre af relevant saglitteratur, ikke mindst fra lokalhistorisk hold. Omend et kloster er forsvundet helt fra jordens overflade, genrejser forfatteren for vor øje og fantasi hele det 4-fløjede anlæg i al dets pragt og fortæller veloplagt dets bygnings- og virksomhedshistorie, indtil en enevældig konge brutalt river herligheden ned for i stedet at bygge sig nok en kgl. paradebygning. Der burde skrives en disputats om kongemagtens ukristelige ran af den katolske kulturarv. Især opholder Leif Aalund Jensen sig ved de tre klosterkirker, der mere eller mindre er bevaret i deres oprindelige skikkelse: Sorø, Holme og Løgumkloster og frydes ved de mange kulturhistoriske detaljer, han støder på i sin vandring rundt om i kirken. Og selv om han i høj grad bruger sammenligninger med andre anlæg til at fuldende det abstrakte bygningsværk, fastholdes de kulturhistoriske realiteter nøgternt og sagligt.

Vor bog er ikke et lærdomsværk, hvad dens forfatter ej heller hævder, ej heller en dybtloddende diskussion af forskningssituationen, men er i stedet en velovervejet og godt fortalt guide til en mere eller mindre tabtgået for ikke at sige destrueret del af vor ældre kulturhistorie. Dens detaljerede noteapparat og dens omfattende litteraturliste lader dog ikke den læser i stikken, som vil grave et eller to stik dybere ned de mange kulturlag, der her lægges fri. Når man står med den gode bog i hånden, ærgres man for alvor kun over én ting, og det er dens beskedne udstyr og opsætning. Et væld af gode farvebilleder ville have gjort den dobbelt så indbydende.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Konstantinopels fald
Turen går til Vikingetiden
Vikingernes syn på militær og samfund