Menu
Forrige artikel

Modstand. Den skærpede kamp

Kategori: Bøger
Visninger: 943

 

Af Birthe Korsbæk

Så kom bind tre af fire om modstandskampen i Danmark under 2. Verdenskrig.

Bogen starter i 1943. Gestapo huserer i Danmark. – Der indføres tortur mod tilfangetagne frihedskæmpere, og besættelsesmagten indfører clearingdrab! Situationen tilspidses voldsomt!! Frihedskæmpere foretog stikkerlikvideringer, og disse blev prompte fulgt op af clearingdrab. Situationen blev dramatisk forværret.

I 1943 dannedes Frihedsrådet i Danmark, man fik etableret daglig kommunikation til Sverige og derfra til BBC London.

Den 23. september meddelte danske politikere afslag på at danne en regering. Resultatet blev et ”departementchefstyre”. Politikerne var stadig med i kulissen, - de blev stadig taget med på råd og havde medindflydelse, men uden at tage ansvar for tyskernes besættelsespolitik. Undtagelsestilstanden var en realitet, og en række politikere blev interneret, det var konservative, folk fra radikale og også personer fra den akademiske verden og ledere med jødisk baggrund. Her kan nævnes professor Hal Koch, dramatikeren Kjell Abell og Niels Bohr m.fl.

Ad snirklede veje blev kontakter dog stadig etableret. I Stockholm etableredes en kontra-efterretningstjeneste, der skulle fremskaffe oplysninger om Abwehr og Gestapo og om danskere, der arbejdede for disse. Dette arbejde foregik under ledelse af kaptajn N. B. Schou. Tre søstre i Aarhus lagde lejlighed til en ”central for faldskærmsfolk” - ”Mange sov lejlighedsvis hos os” berettede den ene søster, - Grethe Ulrich.

Hvidstengruppens og Hornsletgruppens indsatser omtales og berømmes, ligesom en lang række modstandsgrupper, der efterhånden blev dannet. Det er både rørende og spændende at læse om deres indsatser.

I Tjæreborg var den unge sognepræst Eilif Krogager og stationsforstanderens søn Hans Silas Nielsen blevet enige om at ”gøre noget mod tyskerne.” Nat efter nat pillede de smørevægen af samtlige vognhjul på de tyske jernbanevogne, hvorved vognene brød sammen.

I slutningen af 1943 dannedes organisationen SIT (samarbejde mellem soldater, skytteforeninger, idrætsforeninger og Tærrænsportsforeninger) med det formål at koordinere modstandsarbejdet. De farlige og nervepirrende jødetransporter til Sverige beskrives. Det var en farlig trafik (nogle af skipperne tog sig også godt betalt). Fra 1943 tog sabotageaktionerne et andet niveau (med maskinpistoler som forsvarsvåben og trusler mod de danske sabotagevagter). I 1943 skærpede tyskerne kursen mod transporter til Sverige.

En ny spiller, ”Ringen”, kom ind i billedet. ”Dansk studiering” skaffede hurtigt 1500 dækadresser, hvor danske befalingsmænd kunne ”gå under jorden” med kort varsel.

En lang række sabotageaktioner beskrives. Det er spændende og ærefrygtindgydende læsning. Gestapos fremgangsmåder bliver belyst med forfærdende eksempler. I september 1943 blev en tysk vagtmester skudt ned af en forbipasserende cyklist i København. Byen blev idømt en stor bod. Og det blev forbudt at køre på cykel mellem kl. 20 aften og 5 morgen.

I efteråret 1943 blev Frøslevlejren opført på foranledning af udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen. Formålet var at forebygge de mange interneringer til tyske KZ-lejre. Men besættelsesmagtens taktik var, f. eks. efter en sabotagehandling i Odense, straks at foretage en massedeportation af fængslede modstandsfolk fra  Frøslev til Sachsenhausen.

I slutningen af 1943 havde BOPA skærpet kursen over for de danske sabotagevagter: Hvis de beskød sabotørerne, var det OK at skyde igen. I 1943 blev det nødvendigt at nedsætte en ”kontra-efterretningstjeneste” for at beskytte mod en infiltration af modstandsbevægelsen. For en uindviet læser som undertegnede, tegner der sig her et noget indviklet billede af de forskellige grupperingers sam- eller modarbejde af hinanden, hvilket ikke var til fordel for nogen.

Frihedsrådet krævede straffelovsændring med tilbagevirkende kraft for at dække forbrydelser, der ikke var forudset i de eksisterende love. Tyskerne indførte ”modterror” (liv for liv). Kaj Munk prædikede for at ”rejse folket til oprør).

Radiokontakten fra London med kodebeskeder om nedkastninger tog til, men kontaktpersonerne i DK var under stærkt pres af Gestapos pejlevogne.  De nervepirrende transporter til Sverige eskalerede. Her blev ”den danske brigade” skabt i efteråret 1943.

Gestapos metoder var onde og effektive, - nemlig ”Sippenhaft” (fængsling og trudsel om tortur af familiemedlemmer. ) Kaj Munks prædiken i ”Vor frue Kirke 5. december 1943, hvor han stod i sin overfrakke og med rødt halstørklæde, - ikke på prædikestolen, men ved siden af juletræet, førte til hans likvidering. Derefter fulgte en række drab og clearingdrab.

Sabotørerne levede livet farligt. Hvis de blev fanget og udsat for tortur, kunne de jo røbe ting, som besætterne kunne udnytte. Et ægtepar i Varde måtte efterlade tre små børn uden at kunne få nogen til at tage sig af dem. - Omvendt kunne likvidering af formodede stikkere også foregå for øjnene af familiemedlemmer. En dansk kvinde, der arbejdede i et tysk marketenderi, blev henrettet for øjnene af sin 6 årige datter.

I januar 1944 fik Gestapo i DK en ny chef: Rudolf Mildner. (Trods efternavnet kendte han ikke til mildhed). Jernbanesabotagen fik stor betydning. Frihedsrådet blev nedsat, og modstanden blev velorganiseret af dygtige militærfolk. Men tilfangetagelser, tortur og nedskydninger af danske modstandsfolk fortsatte.

Indsamling af illegalt stof, duplikering og uddeling af blade tog til. Modstandsfolkene tog ved lære af besættelsesmagten og blev mere snedige og forsigtige. Stikkeren Grete Bartram og hendes metoder omtales. Sabotørerne måtte leve med den vide, at når deres sabotage lykkedes, ville det føre til, at sabotagefolk i tysk varetægt ville blive henrettet i Ryvangen som hævn.

Sommeren i København var ulidelig varm. Werner Best indførte udgangsforbud mellem kl. 2 og 5 nat i juni 1944. 14 medlemmer af Hvidstengruppen blev ført for retten. Otte blev henrettet, tre fik livstidsfængsel og tre fik to års ungdomsfængsel. Det var en drønende hed sommerdag, og uroen bredte sig i København. Luften blev truende den aften. Det førte til en skudepisode. Asfalten kogte og sindene var også i kog. Mere end 1000 bål blev tændt i gaderne, - det var samme nat, hvidstengruppen blev henrettet i Ryvangen. Det udløste en folkestrejke og flertallet i Frihedsrådet besluttede at støtte de strejkende. Så forårsagede besættelsesmagten, at der blev slukket for el, gas og vand i Kbh. Besættelsesmagten lagde en jernring omkring byen, - ingen kunne komme hverken ud eller ind.

En politibil blev stjålet og brugt ved et attentat mod riffel-syndikatet. ”Desværre så politiet ingen mulighed for at opklare sagen.”

I juni 1944 gennembrød den russiske hær den tysk front i Hviderusland. Det gav den københavnske protest ”blod på tanden”.

Folkestrejken blev verdensomspændende nyhedsstof. Det samme blev danskernes redningsaktioner over for jøderne, så respekten for lille Danmark var stigende. 12. juni 1944 anerkendte Storbritannien Danmark som allieret!! – Samme dag gjorde USA det samme! Hæren og Frihedsrådet fik nu etableret et samarbejde med politisk accept.

Bogen er et meget fint og veldokumenteret bidrag til Danmarkshistorien.

Bind 1 i serien "Modstand"

Bind 2 i serien "Modstand"

[Historie-online.dk, den 14. januar 2020]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Sommeren '45
Besættelsen dag for dag
Mein Lieber Kristian