Propforening og sparebog
At skaffe sig konfirmationstøj kunne være en stor økonomisk
belastning for en familie
Konfirmationstøjet var vigtigt. Dels fordi
det var forbundet med skam for konfirmanden fx at være nødt
til at have træsko på, eller at blive konfirmeret i en sort
kjole fra fattigvæsnet - når de hvide var blevet moderne
Allerede i 1820'erne blev de første
konfirmationsforeninger stiftet. Der var tale om velgørende
foreninger, der indsamlede penge, som kunne uddeles i form af
legater til dårligt stillede, der så kunne købe
konfirmationsudstyr. I legatbestemmelserne var det i reglen et
krav, at modtagerne skulle være værdigt trængende. Èn af
de kendteste foreninger var Propforeningen "P", som stiftedes
i København i 1894. Den blev efterhånden til en landsdækkende
forening, med lokalafdelinger rundt om i landet.
En anden måde at klare problemet på, kunne
være at tegne en "konfirmationsforsikring", hvilket var en
mulighed fra 1896. Her kunne man melde sig ind allerede når
barnet var født. En anden mulighed var at melde sig ind
i en spareforening, fx "Dansk Sparemærkekasse" fra 1881.
Sparemærkekassen fik senere en særlig sektion, der solgte
sparemærker til børn. Sparemærkesystemet byggede på salg af
mærker, med forskellig værdi, som blev klædet ind i en lille
bog. Og da indeståendet på "børne-sparebøgerne" først kunne
hæves, når man fyldte fjorten, var det nærliggende, at pengene
kunne gå til konfirmationstøj
|
|
|