Dansk oksehandel 1450 - 1550
Af Mikael Venge
Poul Enemarks ’opus magnum’ om senmiddelalderens og renæssancens øksneopdræt og studeprangere
Øresundstolden og øksnetolden var i Danmarkshistorien de to store rigdomskilder, der sikrede det oldenborgske monarki en stormagtsstatus i 1500-tallet. Det har der været ymtet meget om af mange forskere, men det er karakteristisk for Poul Enemark, at da han som ung, ambitiøs historiker satte sig for at give sit bidrag, startede han helt fra grunden. Måske lidt skuffende for nogle handlede hans disputats fra 1971 ikke om den europæiske prisrevolutions vældige opsving i Østersøhandel og studeeksport, men om de toldregnskaber, der registrerede den. En opvisning i skarpsindig kildekritik, som har vist sig banebrydende, og som enhver renæssancehistoriker jævnligt må ty til. Andre, mere selvtilfredse, ville have ladet sig nøje med denne ene, immervæk imponerende kraftanstrengelse, men ikke Poul Enemark. I en høj alder som 80-årig har han faktisk præsteret det storværk, som disputatsen for en menneskealder siden lagde op til. Også historievidenskaben har ind imellem sine happy endings.
Bogen om 14-1500-tallets oksehandel er i alle henseender imponerende. Rent fysisk som et stateligt tobindsværk, dertil spændende og medrivende læsning. Eksporten af ungtyre i gildet tilstand, mens køerne blev hjemme som avlsdyr og malkekvæg sammen med et mindre antal tyre, der blev plovstude, er et dansk erhvervseventyr. Her får eventyret sit fortjente standardværk. Man sagde om landbrugshistorikeren Fridlev Skrubbeltrang, at han kendte 60% af Danmarks husmænd. Jeg mistænker Enemark for at slå rekorden. Der er i hvert fald ikke mange okser eller studeprangere, der har undgået hans falkeblik. En tilfældig oksehandler af tusinder, Niels Tygesen fra Assens, har Enemark opsporet i hertugdømmerne som Nisse Stigs. S’et i det danske Niels er af Gottorptolderen rykket over som forbogstav i efternavnet. Eksemplet er typisk. Enemark ’hører’ ordskiftet ved toldstedet, han kan tyde de gamle toldregnskaber, der for almindelige dødelige fremtræder fuldstændig ulæselige, og han gennemskuer både danske og tyske navneformer som den lærdeste filolog. Også priser og møntkurser jonglerer han ubesværet han med. Føj til denne overlegne teknik et stort overblik over tidens europæiske historie, og vi har opskriften på et mesterværk. ’Dansk oksehandel’ er resultatet af en livslang, intens forskerindsats, fremstillet klart og logisk med det sikre håndelag, som kendetegner den erfarne mester i faget.
Ikke at Enemark savner temperament. Ganske morsom er den iltre polemik mod alle forgængerne, selv koryfæer som C.F. Allen og Erik Arup. Klicheer og vrangforestillinger udryddes skånselløst. Til gengæld får adelens lidt fortærskede fremstød i studehandelen efter 1523 eller Sofie Lykkes nok så bekendte, ulovlige eksport i 1550’erne overraskende, nye facetter, når de kommer under Enemarks kyndige behandling. En vigtig landvinding, som tidligere forskere har overset, er den snævre sammenhæng mellem studehandelen og importen af klæde. Blot et lille udpluk af Enemarks mange, gode pointer.
Det har krævet store anstrengelser at tumle det enorme kildemateriale. Ikke desto mindre får man indtryk af, at bogen i høj grad er skrevet con amore. Rejseruter og handelsveje er vanskelige at beskrive i prosa, men Enemark mestrer kunsten og bliver næsten lyrisk, når han skildrer oksernes veje ned gennem Jylland og de gamle hertugdømmer. Værket er ikke alene smukt skrevet, men også smukt illustreret med samtidige prospekter.
