Menu
Forrige artikel

Minutter i midnat

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 257

 

Ning de Coninck-Smith

Terma er en danskejet, men global teknologivirksomhed, der udvikler selvbeskyttelsesudstyr til jager- ,  transportfly og helikoptere, iflg. oplysninger på Wikipedia. På det seneste er cybersikkerhed blevet en stor og god forretning, kan man forvisse sig om ved at lytte til en podcast på firmaets hjemmeside. Det handler om rettidig omhu – hvad enten fjenden er snedige hackere eller uforudsigelige diktatorer, forstår man. Det er våben, men det er krig i det godes og fredens interesse.

Netop dette helt umulige, etiske dilemma mellem krig og fred er omdrejningspunktet for Casper Andersen og Henry Nielsens eminent oplysende fremstilling om Minutter i midnat. Som underteksten siger, er der tale om en global historie om kernevåben, hvor viseren på dommedagsuret, der siden 1947 har været bestyret af et panel under Bulletin of the Atomic Scientists, bevæger frem og tilbage. For tiden er klokken så tæt på at falde i slag som nogensinde, idet kombinationen af frygten for en atomkrig og klimakrisen har rykket den lille viser hen på 100 sekunder i midnat, mens afstanden i 1990’ernes afspændingsårti, efter Murens fald og Sovjets opløsning, var på mere end et kvarter.  Selv under Cuba-krisen, det tætteste verden er kommet på en atomkrig, var der 12 minutter til dommedag ifølge uret. (231)

Bogen forfølger tre spor: Hvordan fremstilles en atombombe, og hvordan har teknologien udviklet sig over tid med bl.a. opfindelsen af de mange gange farligere brintbomber. Hvad har de mange videnskabsmænd – for det er langt overvejende mænd – som har deltaget i et utal af udviklingsprojekter, tænkt undervejs. Og endelig, hvordan har oprustning og stormagtspolitik forbundet sig med hinanden og blevet bestemmende for, hvilke lande, der har opnået adgang til atomvåben og hvilke, der har forsøgt men ikke er lykkedes.

Bogen bygger på andres fremstillinger, men den gør det fermt og effektivt.  Vi hører om de store udviklingsprojekter, som Manhattan-projektet under krigen, der i sidste instans førte til bomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945; vi hører om etableringen af et internationalt netværk af fysikere – mange flygtet fra nazismen til England og USA –, og om fremvæksten af Big Science i årene under den kolde krig, hvor forbindelserne til militære, kommercielle og politiske interesse blev tættere og tættere.  Vi hører om Niels Bohrs – og andre videnskabsmænds – samvittighedskvaler og forsøg på at råbe regeringer og verdenssamfundet op og gøre dem klart, hvilke ødelæggelsesmekanismer, de havde fået mellem hænderne.  Og om andre eksperter, som i antikommunismens navn anså kernevåben som en fredens budbringer. (133) Et illustrativt eksempel er den russiske fysiker Andrej Sakharov, der først blev hyldet for sin andel i udviklingen af Sovjets første brintbombe og efterfølgende fængslet for sin systemkritik. I 1975 modtog han Nobels fredspris. Vi hører om (industri) spionage fra Vest til Øst, heriblandt om ægteparret Irène og Fréderic Joliot-Curies kommunistiske sympatier, der førte til, at kineserne fik værdifulde oplysninger og apparatur, der satte dem i stand til komme i gang med avanceret atomforskning i midten af 1950’erne. (88-89) Vi hører om prøvesprængninger til vands og til lands, og om de utallige forhandlinger og aftaler, som er blevet indgået, – og forladt igen – med henblik på at reducere arsenalet af kernevåben – og bestræbelserne på at udnytte atomkraft til fredeligere formål.

Mellem linjerne ligger den rolle, som de store våbenproducerende lande har spillet, som forhandlere af det nødvendige isenkram og teknologiske know-how. Særlig Frankrigs optræden i Mellemøsten, hvor man først forsynede israelerne med avanceret atomteknologi i 1960’erne og efterfølgende hjalp Irak med at bygge den første reaktor, kan næppe betegnes som flatterende. (182) Norge holdt sig heller ikke tilbage, da israelerne fik problemer med at skaffe tungt vand, havde man en behændig løsning klar. 20 tons tungt vand, der allerede var solgt til Storbritannien, blev købt tilbage og solgt videre til Israel. Nordmændene så ingen grund til at kontrollere, hvad vandet skulle bruges til, blot de fik en underskrift på, at det kun ville blive brugt til fredelige formål. (158) Og sådan bliver det ved, skrupelløsheden – eller måske mere præcist, penge og magt, har tydeligvis sat grænser for enhver bestræbelse på nedrustning. 

For dem hører vi naturligvis om, altså fredsbevægelserne – først i England og siden rundt omkring i den vestlige verden, bl.a. i Danmark i begyndelsen af 1960’erne.  Det er der alt sammen, underbygget af en omfattende litteraturliste og et register, der hjælper med at holde fast i de mange oplysninger i den tætpakkede tekst. Bogen slutter med en gennemgang af verdens fire mest betændte atombrændpunkter. Så er læseren advaret, hyggelig læsning er det ikke – men opbyggeligt.

Enhver fysiklærer, der måtte overveje et samarbejde med historie, bør anskaffe sig denne bog – og henvise sine elever til at læse den, eller måske snarere i den. Det er svært at komme op med egentlige kritiske punkter, - også fordi jeg er en ganske almindelig nysgerrig lægperson, optaget af samspillet mellem videnskab og politik. Dog savner jeg mere om, hvordan oprustning og våbenkapløb gled ind i hverdagen. I Danmark fik hjemmeværnet mere end travlt, og i 1962 blev pjecen Hvis krigen kommer husstandsomdelt. Heri blev danskerne bl.a. opfordret til at sørge for nødforsyninger til otte dage og indrette beskyttelsesrum i deres kældre. Året efter spurgte Gallup danskerne om, hvordan de så på udsigten til en verdenskrig med atomvåben. Kun 16 % troede, at en sådan ville bryde ud på et tidspunkt, og blandt disse var det kun en tiendedel, der mente, det kunne ske når som helst. (danmarkshistorien.dk) Gallup konkluderede, at forklaringen lå i, at man havde slået sig til tåls med, at atomvåben var en garanti for fred, men var det virkelig hele forklaringen, og hvordan så det ud i andre lande?  Og så havde en mere detaljeret indholdsfortegnelse været ganske nyttig.

[Historie-online.dk, den 26. juli 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Stasi - og den vesttyske terrorisme
Efter bemyndigelse
Skyggemand