Cheminova
Af Sebastian Lundsteen. Postdoc, KU
Pesticid-producenten Cheminova er nok Danmarks mest berømte og berygtede forurener. Og selvom de største miljøskandaler indtraf i 1970erne og 1980erne, har dets forurening vendt tilbage gentagne gange. Både i fysisk forstand som dokumenteret af DR i foråret 2024, men også som en kulturindustri – eksemplificeret ved Kim Blæsbjerg’s bestseller ”De Bedste Familier,” og senest Johanne Myginds ”Giftig” men også TV2’s dokudrama ”Giften i Sandet.” Derfor kan det vække undren at Cheminova kun sporadisk og fragmenteret er blevet behandlet af historikere. Udover ”Cheminova- En giftig affære” fra 1984 og ”Fisk kan ikke tale” fra 2017, er Jørgen Burchardts den første, der går i dybden med Cheminova’s tidlige historie og det med en empirisk grundighed og enorm detaljerigdom. Ligesom den samlede Cheminova-kanon forsøger Burchardt over ca. 370 sider at give et svar på hvordan Cheminova blev Danmarks største forurener.
Bogen kan inddeles i tre sektioner. Den første del handler primært om virksomhedens etablering og organisering med fokus på Cheminova’s grundlægger Gunnar Andreasen og advokat Leif Gamborg. Her får læseren et indtryk af Gunnar Andreasen som en slags entreprenant cowboy med magtfulde forbindelser, der skyder først og spørger senere. Desuden viser Burchardt med stor detaljegrad hvordan Cheminova blev doneret til Aarhus Universitet, og disses forbehold, samt hvor tæt gaven var på at mislykkes efter en række rygter om værnemageri.
Bogens anden del behandler Cheminova’s miljøproblemer. Her giver Burchardt indblik i de tekniske, institutionelle, og retslige forhold som uden held forsøger at regulere eller straffe virksomheden for dens gentagne problemer. Igennem flere anklager og retssager, bliver presset fra myndigheder og lokalbefolkningen for stort, og Cheminova må flytte til dens nuværende lokation på Harboøre Tange. En overraskende pointe er Burchardts dokumentation af Aarhus Universitets rolle i at redde virksomheden fra store økonomiske vanskeligheder.
I bogens sidste del får læseren en række refleksioner over Cheminovas giftige arv, metode og kildekritik, samt svar på om forureningen kunne være stoppet noget.
Der er mange måder at tematisere Cheminova på: miljøhistorie, videnskabs- og teknologihistorie, økonomisk historie eller globalhistorie, men Burchardt afslører i forordet, at bogen er en virksomhedshistorie, hvilket er oplagt, da forfatteren primært har publiceret i dette felt. Men dette forhold betyder også, at der er lagt stor vægt på Cheminovas organisering; herunder økonomi og de forskellige udfordringer med byggetilladelser, produktions- og arbejdsforhold og produktkvalitet samt større digressioner om myndighedernes regulering af pesticider. Det er først efter 240 sider, at læseren når til de egentlige miljøproblemer, hvilket medfører, at de synes mindre vægtige.
Desuden er Burchardt empiriker og ikke teoretiker, hvilket er en styrke men også en svaghed. Bogen sværmer om en række store og vigtige spørgsmål, men når ikke helt i mål med at vise hvordan det bidrager til en større forståelse af Cheminova og miljøspørgsmål generelt. For eksempel møder læseren lange gennemgange af pesticiders udvikling og regulering, samt kommissioners betydning for miljøregulering, men der bliver ikke dvælet meget ved, hvad dette betyder for opfattelsen eller håndteringen af forurening. Dette kan være en konsekvens af bogens inddeling, hvor de to første dele er en tæt beskrivelse af Cheminova, mens den sidste del virker noget flagrende med en blanding af senere forløb, institutionelle udfordringer, en forandrende miljøopfattelse, udenlandske sager, opsamling samt metode og kildekritik. Burchardt kunne have trukket mere på den nationale og internationale forskningslitteratur omkring forurening, hvilket ville have hjulpet bogen med at fremstå mere sammenhængende samt bringe en række pointer om miljø- og forurening. Det ville også have hjulpet Burchardt med at nuancere spørgsmålet om skyld og ansvar, samt om forureningen kunne være stoppet.
Overordnet set kan Jørgen Burchardts bog ses som en længe ventet fagligt bidrag til fortællingen om Cheminova. Der er lagt et stort og omhyggeligt kildearbejde og en god introduktion til pesticid/kemikalieproduktion og miljøhåndteringen i Danmark. Den indgår i en vigtig del af det stadig store arbejde som forelægger i at skrive en forureningens Danmarkshistorie.
[Historie-online.dk, den 7. januar 2026]
