Menu
Forrige artikel

Piratjagt

Kategori: Bøger
Visninger: 281

 

Af Kresten Søe

Piratjagt ved Afrikas Horn og Guineabugten

Havet er vigtigt for verdensøkonomien, idet 95 % af verdenshandelen foregår ved søtransport. Her står den danske handelsflåde for en i forhold til landets størrelse uproportionel andel på hele 10 %.
I 2007, hvor bogen tager sin begyndelse, stod de danske skibe således for 16 % af den danske eksport. Den første operative piratmission blev i årene 2008-2015 til i alt 17, som primært blev foretaget af Søværnets ASW (antiubåds) fregatter Absalon og Esbern Snare sammen med en række andre landes orlogsfartøjer.

Indsatsen ved Afrikas Horn nedbragte piratproblemerne mod slutningen op til 2015. Men efter nogle års pause tog kapringerne til gengæld til i Guineabugten i Vestafrika, hvor flere danske fragtskibe blev ofre. Igen kom søværnet i spil, og i oktober 2021 valgte den danske regering at sende Esbern Snare til området.

Fremstillingen er foruden arkivmateriale baseret på et stort antal interviews med de involverede officerer, befalingsmænd, gaster, politikere, embedsmænd og regionale partnere. Bogen er i stort format og illustreret med over 150 fotos, tegninger og kort, hvoraf hovedparten ikke tidligere har været offentliggjort. Derudover er der uddrag af kilder i fremstillingen, register og over 70 sider med kilder og noter.

Omfattende planlægning, international organisation, lovarbejde og juristik

At planlægge og gennemføre en militær mission, der skulle finde sted 4.700 sømil (8.700 kilometer) fra danske farvande, var ikke uden udfordringer. Hertil kom, at indsatsen mod pirateriet foregik i krydsfeltet mellem Udenrigs- og Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i København, Søværnskommandoen i Karup i samspil med mandskab og ledelse på Esbern Snare. En stor del af bogen beskriver derfor også de mange udfordringer i det til tider komplicerede forløb, som ligger bag en moderne flådemission.

De 17 missioner ved Afrikas Horn er dog ikke beskrevet enkeltvis, idet begivenheder og foretag her ofte mindede så meget om hinanden, at selv de udsendte i dag vanskeligt kan skelne dem fra hinanden.
I stedet har de tre forfatterne udvalgt at sammenskrive nogle begivenheder, der har en særlig betydning for den måde søværnet efterfølgende har tilpasset og grebet tingene an.

Opgavernes mange facetter

Facetterne i opgaverne var utroligt mange - lige fra logistik til koordinering mellem de deltagende landes flådestyrker og udfordringerne i dansk lovgivning angående såvel national som international jura. Hertil kommer yderligere taktik, operationsmodus og mere vidtgående opgaver fra uddannelse af lokale afrikanske kystvagter og antipirat styrker til forebyggende arbejde i fx Somalia for at stoppe fødekæden af nyt piratmandskab og udtørre kilderne, der flød fra finansielle bagmænd. Endelig tilkommer uddannelse og erfaringsdeling blandt flådens mandskab på fregatterne både før, under og efter indsatsen i togterne.

At gøre en moderne orlogsenhed operationsklar består nemlig ikke bare i at sætte det nye skib i søen. De nye Fregatter Absalon og Esbern Snare, der indgik i flåden 2005, behøvede eksempelvis mindst par års indledende uddannelse og træning, inden skibene reelt kunne tages i brug som fungerende enheder.

Et piratmoderskib sprænges i luften af Esbern Snare ved Afrikas Horn 20.februar 2011. Indsatsen gik på to ben. Det ene bestod i at hindre kapringerne ved konfrontation. Det andet var at gøre kapringerne urentable ved at destruere de finansielle bagmænds kostbare materiel, skibe og våben. Foto: Forsvarets arkiver.

Det internationale samarbejde bød også på udfordringer

Afstanden på næsten 9000 km til Afrikas Horn skabte derudover yderligere behov for nye procedurer både ved reparationer, vedligehold og depot af reservedele, idet man på ingen måde kunne have skibene ude af drift i flere uger i selve operationsområderne.
Lovgivning og jura til søs og til lands skulle sammen med de politiske aftaler også på plads.  Knasterne befandt sig således ikke bare i konfrontationerne med de somaliske pirater, men også for en del i fx indbyrdes rivalisering mellem NATO og EU styrker omkring pressekontakt, ligesom der i fordeling af opgaverne ad hoc skulle tages hensyn til de enkelte landes flådefartøjers nationale juridiske handlefrihed.

Winning of hearth and mind

Endelig indgik også tiltag for samfundsstabilisering i fx Somalia som et vigtigt element i operationerne. For at bremse forsyningskæden til piraternes skibe, udstyr og mandskab var det essentielt at bremse de lokale bagmænds udfoldelse af finansiering. Her kom Winning of hearth and mind programmet med kontakter til lokalbefolkningen og klanhøvdinge ind som en vigtig del af parametrene.
 
Succesen ved Afrikas Horn var på den måde ikke kun grundet i en indsats mod den enkelte pirat, men skyldtes mestendels, at finansieringskilderne fra pirateriets bagmænd tørrede ud. De stadige tiltag med at borde hurtigbåde og piratmoderskibe, foretage inspektion af laster, beslaglæggelse eller destruering af entringsudstyr, skibe og våben var en faktor, der kostede bagmændene dyrt. Derudover bevirkede krigsskibenes blotte operative tilstedeværelse, at mulighederne for gevinst ved kidnapning af søfolk og kapringer af laster faldt. Pirateriet holdt kort sagt gradvist op med at være en lukrativ forretning.

Guineabugten 2021-22: hastværk, uklare meldinger og formodninger frem for viden

Bogen sidste store kapitel omhandler den kortvarige mission i Guineabugten og efterlader et indtryk af en slags mission impossible med rod, hastværk og dårlig kommunikation i Trine Bramsens forsvarsministerium. Forfatterne opererer her med forsigtighed uden at rette anklager. Men ikke desto mindre virker det som om ministeriet, søværnet og politikerne uden videre troede, at erfaringerne fra Afrikas Horn kunne overføres råt både med hensyn til piraterne etniske/religiøse baggrund og handlemåde.

Yderligere kunne det fx snart konstateres, at basen i Niger lå for langt væk for operationsområdet. På samme måde var samarbejdet med andre landes krigsskibe og landene ved bugten ikke tilstrækkeligt etableret, inden Esbern Snares ankomst. Endeligt syntes en reel forventningsafstemning mellem ministeren/politikerne og søværnet heller ikke at være på plads.

Ved afsejlingen fra Frederikshavn fremviste skibschefen således for en gruppe journalister de bure på Esbern Snares flexdæk, hvor de tilbageholdte pirater skulle forvares. Og det alt imens Tina Bramsen i til de fremmødte på kajen udtalte, at missionen udelukkende var tænkt som en afskrækkende foranstaltning, og der ikke skulle fanges pirater.

Ved en anden lejlighed udtalte ministeren, trods ekspertudtalelser om det modsatte, direkte i et interview: ”At pirater vælger at skyde på danske frømænd og vores helikopter, tror jeg de færreste havde set komme”.

Alt i alt gik strategien ud på at undgå voldelige konfrontationer og ofte sætte piraterne i land igen efter afhøring og kortere fangenskab. Manglen på aftaler med lokal opbevaring og domfældelse af pirater gav sig derfor ofte udslag i farceagtige men nødvendige løsladelser. Tegning Rasmus Sand Høyer 

Trods tyrkertro koster første konfrontation fem pirater livet

Da konfrontationen kom 24. november og fem pirater blev dræbt efter en skudveksling udtalte skibschefen Lars Povl Jensen efterfølgende: ”Jeg havde en tyrkertro, at det her kunne vi sagtens klare. Det havde vi prøvet før. Og jeg havde også en tyrkertro, at piraterne ikke var terrorister, og at de ønskede at overleve.”

Opsummeret forelå der hverken juridiske aftaler med Guineabugtens kystlande, procedurer for lokal tilbageholdelse og domfældelse af fanger og medicinsk behandling af sårede pirater. Herudover forelå end ikke en essentiel samstemning af faglige termer i flyvevåbnets og flådens radiokommunikation.

Resultatet blev så en næsten farceagtig løsladelse af tre uskadte pirater i gummibåde i lokalområdet og en trods domfældelse alligevel efterfølgende straffrihed og tålt ophold for en såret pirat i Danmark.

Pragmatikere kan så sige, at piratoverfaldene faldt med 80 % ved Esbern Snares hjemkomst. Om resultatet så skyldtes fregattens og de forskellige landes orlogsskibes indsats, eller at bagmændene de facto fandt langt mere lukrative forretninger i smugling af olie som følge af Putins tidsmæssigt sammenfaldende overfald på Ukraine. Det vil sandsynligvis aldrig kunne fastslås med sikkerhed.

Konklusion og målgruppe

”Piratjagt” er en fornuftig og indbydende illustreret bog, der går både i bredden og dybden i alle aspekter af den for mange sikkert overraskende kompleksitet i dette spændende stykke af den nyere danske marinehistorie.

Det er ikke nogen decideret fejl, men kan umiddelbart synes forvirrende, at ASW fregatterne Absalon og Esbern Snare i bogens første del er betegnet efter den daværende klassifikation som støtteskibe , mens skibene i sidste kapitel betegnes fregatter i overensstemmelse med den klassifikation, som søværnet gav dem 2020. Derudover vil mange nok med mig savne en ordliste over vrimlen af militære forkortelser.

Målgruppen er qua emnets kompleksitet og fagsproget den lidt videregående interesserede, men konfrontationsberetningerne vil dog også tiltrække en mere almen målgruppe. Netop her fremstår sammenskrivning af de 17 operationer ved Afrikas Horn som et klogt valg for overskueligheden.

[Historie-online.dk, den 6. marts 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den spanske borgerkrig
Dødsfælden Dannevirke
1983 - Den kolde krigs højdepunkt