Menu
Forrige artikel

Danske stumfilm

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 782

 

Lørdag 3. december venter en helt særlig biografoplevelse i Filmteateret i Hobro. Her kan du nemlig opleve en stumfilm med levende musik på klaver – præcis som i gamle dage før talefilmen blev introduceret.

Det drejer sig om Fyr og Bi-filmen Højt på en kvist fra 1929, og klavermusikken spilles af filmkomponisten Ronen Thalmay. Den improviserede musik udtrykker det, som publikum ser på lærredet, og den underbygger skuespillernes følelser og stemningen i filmen. Den levende musik tilføjer dermed en ekstra dimension til filmoplevelsen, som ikke fås ved en normal biografoplevelse.

Inden filmen fortæller Ronen Thalmay om den første storhedsperiode i dansk stumfilm i begyndelsen af 1900-tallet med erotiske melodramaer som Afgrunden og Ved Fængslets Port og om den anden storhedstid i 1920’erne, hvor blandt andet Fy og Bi-stumfilmene fik publikum i ind- og udland til at hulke af grin. Fy og Bi – eller Fyrtøjet og Bivognen – nåede langt ud over Danmarks grænser og var det danske svar på de internationale berømtheder Gøg og Gokke.

Lokalt islæt
Den ene halvdel af makkerparret Fy og Bi – Harald Madsen – stammede fra Hobro. Han havde akrobatiske evner og kom som barn i lære som cirkusartist i det kendte Cirkus Miehe, der havde vinterkvarter i Rold.

Madsen fik senere stor succes som klovn i trioen ”Brd. Miehe” sammen med August Miehe og Christian Rehder. Her blev han opdaget af filminstruktøren Lau Lauritzen, der satte den trinde Madsen sammen med den høje, tynde skuespiller Carl Schenstrøm som komisk filmpar, og vagabonderne Fyrtårnet og Bivognen var født. 1920’erne blev deres glansperiode, men efter talefilmens indtog blev deres stjerne slukket i løbet af 1930’erne.

Program
Kl. 14.30: Interview af Ronen Thalmay
Kl. ca. 15.45: Filmfremvisning af Fy og Bi-stumfilmen Højt på en kvist fra 1929 med levende klavermusik.

Arr. af Filmteatret i Hobro og Nordjyske Museer

[Historie-online.dk, den 16. november 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Arkæologiens Dag i Odense 15. juni 2019
Den store fædrelandskrig III
Museumsnumre 20: Lustre