Menu
Forrige artikel

Husmandsliv for 100 år siden

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1992

 

Der var engang for hundred år siden, hvor de digitale skærme ikke fyldte så meget, som de gør i dag. Ja, de fyldte faktisk ikke noget, for de var ganske enkelt ikke opfundet, og det var nok også godt nok, for der ville ikke have været megen tid til at bruge dem. Dengang var dagligdagens gøremål i husholdningen nemlig mere tidskrævende, end de er i dag. Der var ingen vaskemaskine, der kunne vaske tøjet rent bare ved at trykke på et par knapper, heller ingen maskine, der klarede opvasken, ingen rindende vand fra en hane i køkkenet eller noget elektrisk komfur.

På Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg kan du i skolernes sommerferie fra uge 27 til og med uge 32 opleve, hvordan husmandsfamilierne på landet levede i den første halvdel af 1900-årene, hvor der var mange praktiske opgaver, der skulle løses, for at dagligdagen kunne hænge sammen. Der skulle f.eks. hugges brænde, tændes op i komfuret, luges i køkkenhaven, køerne skulle malkes med de bare næver, dyrene skulle fodres, der skulle muges ud, vandet skulle hentes ved pumpen, der skulle graves kartofler op til aftensmaden og bages til eftermiddagskaffen. Måske var der også strømper, der skulle stoppes eller andet tøj, der skulle repareres og meget meget mere. Jo der var sandelig nok at få tiden til at gå med. Alt dette kan du opleve, når du besøger husmandsfamilierne, der gennem flere år har nydt at få et afbræk fra den travle nutidige dagligdag, og i stedet nyde en anden form for samvær med familien og de glæder sig alle til at tage imod jer i husmandsstedet på Landskab og Landbrugsmuseet i Mosbjerg.

Den traditionsrige høstdag, der årligt afholdes i august måned i Mosbjerg, er desværre i år aflyst jf. myndighedernes retningslinjer i forhold til forsamlingsforbud, men ellers har museet åbent, som det plejer og med alle covid-19-retningslinjer fulgt i forhold til rengøring, afspritning, afstand mv., så kom endelig på besøg og få en hyggelig dag ved husmandsstedet, Bjørnager, Højen og i det smukke landskab, der omgiver museet.    

[Historie-online.dk, den 23. juni 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Aktiviteter i efterårsferien 2023
Grøn omstilling på Teknisk Museum
HistorieLabs tidsskrift RADAR