Menu
Forrige artikel

Museumsdirektør modtager fornem pris

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2615

Direktør for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Britta Andersen, modtog 22. juni Europa Nostras danske pris for sit arbejde med bevaring af kulturarven. Prisen blev overrakt af H.K.H. Prins Henrik og H.K.H. Prins Joachim på Kongeskibet Dannebrog.

Britta Andersen har siden år 2000 været museumsdirektør ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Hun har i sin tid ved museet etableret museet som landets førende herregårdsmuseum med moderne formidling og forskning af høj faglig kvalitet. Hun står således bag udstillinger i verdensklasse og en række nyskabende formidlingsprojekter ligesom hun er drivkraften i det nationalt og internationalt anerkendte Dansk Center for Herregårdsforskning, som blev oprettet på Gammel Estrup i 2004 med hende som bestyrelsesformand.

I sin tale i forbindelse med prisuddelingen sagde Britta Andersen blandt andet: ”Tusind tak for den flotte pris – og for den store ære, der på denne måde er blevet vist mig. Kulturarven – og herregårdene – som jeg har været så heldig at få lov til at beskæftige mig med i mit liv de seneste 17 år, har været noget, som jeg brænder for, og som jeg ikke har kunnet andet end gå op i med liv og sjæl. Jeg har endvidere haft det store privilegium at være omgivet af nogle fantastiske mennesker, som på alle måder har bidraget til det projekt, der hedder de danske herregårde – både bevaring, formidling og forskning i dem. Takket være disse fantastiske mennesker, kan jeg stå her i dag, og jeg deler derfor denne ære med dem alle”.

Europa Nostra er en nonprofit organisation, der værner om Europas kulturarv. Europa Nostras danske pris uddeles til en person eller organisation, der har udmærket sig ved at støtte kulturarven i Danmark.

 

Historie-online.dk, den 23. juni 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 6: Briller
Virtuel udstilling på Frederiksborg Slot
TV-tips, uge 12, 2024