Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 10, 2026

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 139

 

Flow-tv kan vise dokumentar om dansk krigsdeltagelse, korruption i Aalborg og Cleopatras Egypten. Desuden en berømt italiensk restaurant, drømme om at bosætte sig på Mars, Sofiebadet og året 1965. Siegfried Matlok har besøg af mindretalsekseperten Jørgen Kühl , og i Texas har en masse kvinder algt sag an mod politiet– og så kan vi glæde os til Asterix og Obelix-film på Ramasjang. God fornøjelse!

 

Dansk-tysk med Matlok

DK4, 4. marts, kl. 12:35

Mr. Mindretal kalder Siegfried Matlok sin gæst i denne udgave af programrækken ”Dansk-tysk med Matlok”. Og det er der god dækning for. Gæsten er nemlig Jørgen Kühl, der internationalt er en af de mest anerkendte mindretalseksperter – ikke kun hvad angår det danske og det tyske mindretal, men også på europæiske mindretal. Af fag er Kühl historiker, men han har varetaget en lang række fremtrædende poster i det dansk-tyske grænseland blandt andet som rektor for det danske gymnasium i Slesvig, A. P. Møller Skolen. Kühl har skrevet utallige bøger og artikler om det danske og det tyske mindretal, men også historien om de ca. 300 mindretal, der findes i Europa. Samtalen handler derfor både om det danske mindretal, men i høj grad også om situationen i Europa, hvor ca. hver niende europæer efterhånden tilhører et mindretal.

 

Tilbage til fremtiden: Drømmen om Mars

DR2, 5. marts, kl. 16:30

Lige om lidt kommer vi til at bo på Mars - eller gør vi? Drømmen om den røde planet har eksisteret i flere hundrede år, og fantasien har fået frit løb, når vi har forestillet os hvem eller hvad, der er derude.

 

Restauranter i Europa

DK4, 5. marts, kl. 18:25

Her skal vi til en ganske særlig perle, der har til huse i en gammel Olivenmølle i hjertet af den middelallerlige by Suvereto. Her har Fabrizio Caponi virkeliggjort sin livsdrøm med hustruen Deanna Bezzini; Restauraneten L´Ciocio. I 20 år har han arbejdet for, at restauranten – via lokale leverandører, kunne være fuld økologisk. Det er lykkedes i en sådan grad, at den er en af de 13 restauranter i Italien, der i 2020 blev indehaver af den grønne Michelin-stjerne, som står for gastronomi og bæredygtighed. Samtidig har han været med til at fremme de små lokale landbrug, der genopretter produktionen af oprindelige kornsorter. 90 % af restaurantens råvarerne kommer fra et område, han selv kalder; ”fra jord til bord, fra hav til bord – o km i transporttid”, og samarbejdet med de små lokale producenter, inspirerer og udvikler gastronomien. Mød en vaskeægte Ildsjæl, med et hjerte, der banker for Toscana – i ”Restauranter i Europa: L’Ciocio, Suvereto – Italien”.

 

Asterix & Obelix i kamp mod Cæsar

DR Ramasjang, 6. marts, kl. 20:00

Fransk familiefilm fra 1999 med dansk tale. (Astérix et Obélix contre César) En lille gallisk landsby holder, takket være Miraculix' trylledrik, stand mod Julius Cæsars ellers formidable styrker. Cæsars rådgiver Psychopatus foreslår ham en udspekuleret måde at få bugt med gallerne på. I virkeligheden har han dog planer, som skal gøre ham selv til kejser. Men han har gjort regning uden Asterix og Obelix. Asterix: Christian Clavier/Anders Birchow. Obelix: Gérard Depardieu/Thomas Eje. Psychopatus: Roberto Benigni/Jess Ingerslev. Cæsar: Gottfried John/Jesper Klein. Instruktion: Claude Zidi.

 

Husker du... 1965

DR2, 7. marts, kl. 16:20

Året er 1965. 1965 bliver et helt særligt år for Danmarks Radio. TV får sin egen by - og der kommer for første gang levende billeder på nyhederne. Og der bliver nok at fylde den nye elektroniske avis med. Fire unge politibetjente bliver myrdet, en jysk lagerforvalter skaber rav i kunstverdenen og lægger navn til en helt ny bevægelse: Rindalismen. Rolling Stones besøger Danmark, mens England må sige farvel til en statsmand.

 

En hær af kvinder

DR2, 8. marts, kl. 22:45

Norsk dokumentar fra 2024. (An Army of Women) De kæmper for at ændre fremtiden for kvinder landet over. I 2018 lagde en gruppe kvinder sag an mod politi og anklagemyndighed i Texas for forsømmelser i deres voldtægtssager. Det er det første søgsmål af sin slags, der argumenterer for, at kvinder udsat for seksuelle overgreb er blevet nægtet adgang til retfærdighed. Men deres kamp for at forandre et tilsyneladende ødelagt system bliver sat på prøve, efterhånden som de møder modstand fra netop det system, de håber at ændre.

 

Historien om Sofiebadet

DK4, 9. marts, kl. 13:35

Sofiebadet, som åbnede dørene første gang i 1909 i København, har gennem årene gennemgået en udvikling fra at være et sted, hvor den almindelige befolkning kunne få adgang til rent vand og renlighed, til i dag at være et luksuriøst og eksklusivt sted for wellness og afslapning. I denne udsendelse dykker vi ned i Sofiebadets historie. Vi tager dig med på en rejse tilbage til 1900-tallets Christianshavn, hvor fattigdom og slum prægede området, og en offentlig badeanstalt var nødvendig. Vi ser på, hvordan lokale ildsjæle, i slut 90''erne, var med til at frede badeanstalten og renovere det til det smukke sted, man stadig kan besøge i dag. Sofiebadets udvikling fra 1909 til nu afspejler en kombination af historie, tradition og innovation, der gør det til en levende del af Københavns kulturarv.

 

Opdagelsen af Jylland: Korruption i Aalborg (1:5)

DR2, 9. marts, kl. 18:50

Dansk historieserie fra 2014 I dag er Aalborg - og resten af Danmark - blandt de mindst korrupte steder i verdenen. Men sådan har det ikke altid været. I 1820'erne forsvinder der på mystisk vis penge ud af embedsmændenes pengekasser, og Frederik VI går straks i gang med at finde de skyldige! Indtil 1800-tallet er Danmark en stormagt, men i løbet af bare 50 år går vi statsbankerot, mister flåden, og vi taber både Norge og Sønderjylland. Eliten leder efter svar på hvordan de genskaber nationen - og de finder svarene i Jylland!

 

De store civilisationers fald (2:4)

DR2, 10. marts, kl. 20:10

BBC-dokumentarserie fra 2025. (Civilisations: Rise and Fall) I 51 f.Kr. bliver den 18-årige Kleopatra dronning af Egypten og et af verdens rigeste imperier, der har domineret i 3000 år. Hun har stærke ambitioner, men det er et dybt splittet samfund, hun arver. Snart må hun navigere gennem blodige familiefejder, borgerkrig, hungersnød og udenlandsk invasion i et desperat forsøg på at redde sit rige. Er dette afslutningen på det gamle rige og de egyptiske faraoers tid?

 

Velkommen til frontlinjen (4:6)

DR2, 10. marts, kl. 23:10

ADVARSEL: Serien indeholder voldsomme billeder. Dansk dokumentarserie fra 2024 om dansk krigsdeltagelse gennem de sidste 30 år. "Er vi villige til at slå kvinder ihjel?" spørger Jesper Burlin, der kender de dilemmaer, Anders Storrud stod i, da han i 2004 ender i et voldsomt baghold i byen al-Qurnah. Kampene i Irak kommer til at koste både civile og oprørere livet. Amerikanernes brutale opførsel får den irakiske befolkning til at vende sig mod de udenlandske tropper. Den onde stemning rammer de danske soldater, der mister endnu en ung soldat. I denne serie fortæller de danske soldater der var udsendt i krig på Balkan, i Irak og Afghanistan om de konsekvenser, det har haft for os - og for dem, vi bekæmpede.

[Historie-online.dk, den 3. marts 2026] 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 4, 2026
TV-tips, uge 33, 2024
TV-tips, uge 15, 2024