Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 46, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 339

 

Ugens flow-tv bringer os både til Rom og Colosseum i oldtiden, til racehygiejne på Livø i 20’erne og 30’erne og til Wimbledon i 1970’erne. Desuden portræt af to store kunstnere: Denzel Washington og Ennio Morricone. Vi skal stifte bekendtskab med Hitlers inderkreds – og hemmelige agenter under Den Kolde Krig. Endelig et autentisk drama om eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon i 2010. God fornøjelse!

 

Colosseums blodige historie (3:8)

DR2, 13. november, kl. 23:10

Amerikansk dokumentarserie fra 2022. (Colosseum) År 83 e.Kr. Romerriget vokser. Og antallet af eksotiske dyr, der fragtes til Rom for at underholde tilskuerne i Colosseum, øges. Over en million dyr bliver slagtet i arenaen. Den mest berømte kriger er Carpophorus. Men kan Carpophorus overleve, når han skal kæmpe imod 20 vilde dyr på samme tid? Uegnet for børn.

 

Denzel Washington - Rollemodel for en generation

DR2, 14. november, kl. 19:05

Fransk dokumentar fra 2023. (Denzel Washington - An American Model) Han er blevet kåret som bedste skuespiller i det 21. århundrede af New York Times. Den dobbelte Oscar-vinder Denzel Washington har i 40 år spillet et utal af forskellige roller og vundet mere anerkendelse end nogen anden sort skuespiller. I film efter film har han givet sorte deres retmæssige plads i historien. En ubestridt film-prins, hvis skæbne er formet af USA's historie.

 

Deepwater Horizon

DR1, 15. november, kl. 21:30

Amerikansk Oscarnomineret autentisk drama fra 2016. 20. april 2010. En voldsom eksplosion sønderriver boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf. Den ledende elektronikingeniør Mike Williams har igen og igen fortalt ledelsen, at sikkerheden er for dårlig, men tidspresset og økonomien er vigtigere. Nu er 146 mennesker fanget i et inferno på havet, og Mike kæmper desperat for at redde alle. Medvirkende: Mark Wahlberg, Kurt Russell, Kate Hudson m.fl. Instruktion: Peter Berg.

 

Legenderne fra Wimbledon (1:3) Billie Jean King og Arthur Ashe

DR2, 16. november, kl. 17:25

BBC-dokumentarserie fra 2023. (Gods of Tennis) Tennisstjernerne Billie Jean King og Arthur Ashe drømmer hver især om at vinde Wimbledon i 1975 - og om at forandre status quo for kvinder og sorte. Billie Jean King har vundet flere mesterskaber, men præmiepengene for kvinderne er under halvt så meget som for mændene. King vil have lige præmiepenge og ligebehandling af kvinder, mens Ashe kæmper for sortes rettigheder på og uden for banen. Hun støtter hans sag, men han er ikke enig med hende.

 

Ennio Morricone - Maestroen

DR2, 17. november, kl. 22:45

Italiensk dokumentar fra 2021. (Ennio: The Maestro) Han er en legende. Italienske Ennio Morricone er en af de mest indflydelsesrige filmkomponister i verden. Han er mesteren bag kendte filmsoundtracks som i Sergio Leones spaghettiwestern 'Den gode, den onde og den grusomme' og har komponeret over 500 værker til film og tv. Her fortæller kollegaer og konkurrenter om maestroens liv, hans store musikalske begavelse og mere end 70 år lange karriere. En rejse fra barnsben og frem til han bliver den ældste Oscar-vinder nogensinde i 2016.

 


I den bedste mening - Gutterne fra Livø

DR2, 18. november, kl. 17:30

De fleste mennesker har en drøm, om en kæreste, et arbejde og en familie, men for nogen blev den drøm forbudt. De lettere, såkaldt moralsk åndssvage gik imod samfundets orden, men hørte hverken til i fængsel eller på åndssvageanstalt. De blev sendt ud på en øde ø - Livø - på ubestemt tid. 20'erne og 30'erne var racehygiejnens tid, man ville have kontrol med samfundets afvigere, og man tog den yderste konsekvens med tvangssterilisation, for at de ikke skulle formere sig. Det lyder som noget der kunne være foregået i Tyskland under nazismen, men det var en dansk socialdemokratisk velfærdsvision. Man ville redde det danske samfund fra at gå til grunde. Det skete i den bedste mening. Tilrettelæggelse: Lone Leegaard.

 

Hitlers brutale inderkreds - Berghof (5:10)

DR2, 19. november, kl. 17:40

Britisk dokumentarserie fra 2018. (Hitler's Circle of Evil) Mens det tredje rige forbereder sig til krig, foregår der en hensynsløs magtkamp i ledelsen af nazistpartiet. Rudolf Hess, Hermann Göring og Josef Goebbels kæmper om at være Førerens favorit. Men så kommer en ny spiller på banen. Martin Bormann, en ukendt partifunktionær, melder sig snedigt i 1935 til at tage ansvaret for ombygningen af Hitlers bjerghytte, Berghof, for han indser, at det kunne være hans billet til inderkredsen. Det lykkes også arkitektenen Albert Speer at bjergtage Føreren med sine grandiøse byggeplaner.

 

Koldkrigens spioner (2:4)

DR2, 19. november, kl. 20:10

Tysk dokumentarserie fra 2023. (A Cold War of Spies) Under den kolde krig tager paranoiaen til. I en verden med dobbeltagenter og spionnetværk kan man ikke stole på nogen, og der er trusler overalt. De involverede lande bliver bevidste om behovet for et vågent øje i det høje. Spionflyvninger over fjendens luftrum er vigtige, men også farlige. Det fører til udviklingen af nye teknologier, som løfter ingeniørkunsten, fysikvidenskaben og rumforskningen til nye højder. Men hvad er prisen?

[Historie-online.dk, den 12. november 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 15, 2024
TV-tips, uge 08, 2024
TV-tips, uge 25, 2024