Menu
Forrige artikel

Unge skal lære om demokratiets byggesten i Viborg

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1209

 

Viborg Museum omdanner del af tidligere Vestre Landsret til et læringscenter for retsstatens betydning. Nordea-fonden støtter med 3,9 mio. kr.

Kan du forestille dig at blive anklaget for en kriminel handling, og at den, som efterforsker sagen, også er den, der dømmer dig i en retssal? Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, for i en demokratisk retsstat er politi og dommer adskilt i hver sin myndighed. Det er en del af de demokratiske rettigheder, man har som borger, men som ikke har en lang historie bag sig.

Nordea-fonden har bevilget 3.941.000 kroner til projektet ”Demokratiets Byggesten” på Viborg Museum. Her kommer bl.a. skole- og gymnasieelever til at tage livtag med nogle af de centrale spørgsmål i et moderne demokratisk samfund: Hvad er retfærdighed? Hvad er menneskerettigheder? Og hvordan fungerer en retsstat egentlig? Det skal klæde dem på til at blive aktive demokratiske medborgere.

Viborgs historie handler om magt, og hvordan magten har udfoldet sig gennem konge, kirke og retsvæsen i 1000 år. Byens historie rummer derfor også en grundlæggende fortælling om den demokratiske retsstats opståen i Danmark, som er vigtig at kende til for de næste generationer”, fortæller museumschef ved Viborg Museum, Brian Wiborg, og fortsætter:

Vi er privilegeret i Danmark og har et solidt demokrati. Men demokrati og retsstat er foranderligt, og derfor har vi som museum i en by som Viborg en stor forpligtelse til at formidle nogle af de helt grundlæggende principper ved demokrati og retsstat. Med støtten kan vi udvikle et nyt læringsprojekt, som vil nå mange børn og unge”.

Skyldig eller uskyldig? Børn og unge skal selv dømme

Projektet er et led i udviklingen af et helt nyt og ambitiøst bymuseum i Viborg. Det nye Viborg Museum skal åbne i en af retsstatens egne bygninger, den tidligere Vestre Landsret fra 1920 i Viborgs domkirkekvarter.

Her vil museets fremtidige gæster kunne opleve Viborgs 1000-årige historie med kongehyldninger, mordet på Erik Klipping, Jyske Lov, reformationen i Danmark, Snapsting og en lang række andre fortællinger fra Danmarkshistorien med tilknytning til Viborg.

Støtten fra Nordea-fonden vil museet anvende til at bringe Danmarks demokratiske kulmination i spil. Det vil ske i et omfattende læringsprogram for skoler og ungdomsuddannelser og i to udstillingsrum. Det ene udstillingsrum er den imposante nævningesal, som bliver til et videns- og oplevelsesrum baseret på retssalens 100-årige funktion og de demokratiske byggesten, som findes i Viborgs historie. Det andet er det tilhørende voteringsrum, hvor nævningene behandlede og voterede vedr. skyldsspørgsmålet i alvorlige kriminalsager. Her vil børn og unge selv få mulighed for at involvere sig i autentiske sager fra dansk retshistorie. 

Demokratiets Byggesten bliver et relevant oplysnings- og dannelsestilbud til unge om demokratiets historie og retsstatens funktion. Vi håber, læringsprojektet vil give unge både ny viden og lyst til at deltage i samfundet og demokratiet,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

[Historie-online.dk, den 28. april 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ud af kaos
Strand- og havjagten på Det Grønne Museum
Historien står for døren