Menu
Forrige artikel

JUNI

Kategori: Artikler
Visninger: 1393

 

I det gamle Rom tog man varsler – bare for at være på den sikre side. Det fortælles således, at digteren Ovid spurgte præstinden i Jupiter-templet, om der var en god dato for datterens bryllup og fik rådet at vente til efter den 15. juni. Det passer fint sammen med, at Juno – der har lagt navn til måneden – var gift med Jupiter og blandt andet var gudinde for ægteskabet.

Basilica di Santa Maria in ara coeli der ligger ved siden af museet for romersk historie

Måske går man bare forbi kirken på vej op til det store museum eller palæet for Roms borgmesterstyre. De mange og stejle trapper – 125 i alt - kan være lidt af en udfordring i varmen. Det, man ser i dag, er en smuk kirke bygget ind i en gammel romersk basilika, der har en særdeles spændende historie. Arkæologer mener, at den er opført oven på fundamenterne af templet for netop Juno. Men her i en af gudindens helt specielle funktioner som Juno Moneta. Ja – moneter, som vi kender dem. For Juno var også gudinde for pengevæsnet, og i direkte forlængelse anvender man i dag udtrykket money.

Var man født i perioden fra 13. maj til 13. juni, var det i Arachnes tegn – edderkoppegudinden kendt fra Ovids Metamorfoser. Hun havde snydt Minerva i en vævestrid og begik selvmord, hvorved hun forvandledes til en edderkop. Men heldig var man, da man ville have et geniets kvaliteter inden for musik, skrivning, poesi, det magiske samt gode fysiske egenskaber. Poeten W.B.Yeats (1865 – 1939) var født i denne periode. Men ingen af de romerske kejsere!

Eckersbergs maleri af stedet fra 1816. Maleriet findes på Statens Museum for Kunst

Er der anledning til fest, ja så udnyttede de gamle romere muligheden – og da roserne blomstrer særlig smukt i juni måned, ja så afholdt man Rosalia, der fandt sted den 20. juni. Roserne var særligt knyttede til gudinden Venus og naturligvis til Cupid – også kaldt Eros – og til Bacchus, vinens gud. Skal der være fest, så lad der være fest.

Traditionen går tilbage til Grækenland som så mange andre traditioner og guder, romerne ganske enkelt overtog. Uden blusel.

Har man besøgt Livias hus på Palatinerhøjen, har man måske lagt mærke til en af de smukke fresker, der netop viser roserne.

Og så lige en advarsel: rundt om i byen møder man folk, der uden videre vil forære en en rose. Tag endelig ikke imod den, for pludselig forlanges der penge – en situation der hurtigt kan komme til at virke lidt ubehagelig. Sig ”Non – Basta” med eftertryk og gå. Der er nok andet at bruge pengene til.

Juni måned som den er gengivet i en mosaik fra det 3. århundrede efter Kristus. Fundet i den romerske bebyggelse i El Djem i Tunis.

Det største romerske amfiteater i El Djem er i øvrigt aldeles imponerende – og det største på kontinentet. Det kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=-4KO4qi9z3M

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige artikler om årets måneder her

[Historie-online.dk, den 31. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
FEBRUAR
SEPTEMBER
MARTS