Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 26: Personlige ure

Kategori: Temaer
Visninger: 2491

 

Ure benyttes til at vise tiden, og de findes også i museernes magasiner og udstillinger. Lige fra oldtiden har man benyttet ure, nemlig solure, vandure og sandure til at måle tiden. Den sidste udgave kender vi bedst som timeglas. Men her vil vi kigge på de personlige ure i museernes samlinger. Det er mekaniske ure, og på det sidste også elektriske ure.

Det mekaniske ur kom frem i 1200-tallet, mekanismen, sejrværket, blev trukket ved hjælp af vægtlodder, og urskiven var inddelt i timer. I 1583 opfandt Galilei penduluret, men det var først i 1600-tallet, at den hollandske instrumentmager og opfinder Christian Huygens fremstillede et anvendeligt pendulur, der med tiden blev det foretrukne stueur.

En ting var, at man på rådhuset og kirken kunne se, hvad klokken var. Der var også et stort behov for en tidsmåler, man kunne bringe med sig. I 1500-tallet dukkede de første mekaniske udgaver af ure til personlig brug op. En urmager i Nürnberg tilskrives det første ur, man kunne tage med sig. Værket blev drevet af en fjeder og var sat i en ægformet ciseleret jernkapsel, som kunne bæres i en kæde om halsen eller i en taske. Disse ure blev fremstillet i Augsburg og Nürnberg i Bayern. De første personlige ure med rund urskive og time- og minuttal og ditto visere kom frem i slutningen af 1500-tallet. Det blev starten på lommeuret, som i 1600-tallet var en sjælden luksusgenstand. I 1700-tallet blomstrede urmageriet i flere europæiske lande, bl.a. Schweiz og urmagerne blev vigtige i den teknologiske udvikling, som fandt sted i oplysningstiden. De var finmekanikere, som kunne omsætte nye ideer til virkelighed. En engelsk urmager Edward Barlow opfandt repeteruret, et ur som kunne gentage det sidste timeslag og kvarterslag ved et tryk. På den måde kunne ejeren selv i mørke få besked om hvad klokken var. Urmagere fremstillede også luksuslommeure til hoffet og aristokratiet, sande kunstværker af små mekaniske ure monteret i guld- eller sølvkapsler, sommetider besat med diamanter og perler eller forsynet med miniaturemaleri i emalje. Den slags ejer vore museer ikke. Man skal til urmuseer, f.eks. Patek Philippe i Geneve for at se sådanne lommeure.

Lommeuret havde timeviser og minutviser. Man trak urets fjeder op med en nøgle. I 1806 opfandt urmager Breguet i Paris et selvoptrækkeligt ur, et ”evighedsur”. I løbet af 1800-tallet fik lommeuret en større udbredelse og blev fremstillet på urfabrikker i serieproduktion, hvilket gjorde prisen billigere. Et lommeur blev efterhånden hver voksen mands eje, og det blev gemt ikke i bukselommen men i vestelommen og fastgjort med en urkæde i knaphullet. Nogle ure havde et værk, som kunne slå klokkeslag eller spille musik. Lommeure var for mænd, mens små ure udformet som kostbare armbånd blev brugt af velhavende kvinder.

 Dette diplomatsæt har tilhørt købmand Hans Christian Larsen i Randers og til den komplette beklædning hører foruden hat og stok også et lommeur, hvis guldkæde man ser hængende på vesten. Randers Museum

Omkring 1900 dukkede armbåndsuret op, og det blev hurtigt populært og fik især udbredelse blandt officerer under første verdenskrig, ja, generalstabene stillede endda armbåndsure til rådighed for officerer i skyttegravene. Det var af stor vigtighed, når et ”overraskelsesangreb” skulle udføres, at det skete samtidigt over hele linjen. I løbet af mellemkrigstiden fortrængte armbåndsuret lommeuret. På de første armbåndsure var urkapslen cirkulær, men i 1920-erne blev rektangulære eller kvadratiske urkapsler moderne. Efter anden verdenskrig kom de cirkulære armbåndsure atter på mode. Armbåndsure blev også givet som konfirmationsgave eller som jubilæumsgave efter lang og tro tjeneste.

 Reklameskilt med lommeur og armbåndsur fra urmager- og optiker i Ringsted ca. 1940, Ringsted Museum

Urkapslerne ses at være i guld, sølv, messing, tombak eller stål. Der er tit indgraveringer i urkapslen, oftest navnet på ejeren, mens fabrikantens navn findes på urskiven. Urskiverne er emaljerede med romertal eller arabertal og urkapslens diameter er almindeligvis fem – syv cm. Der findes bevaret praktiske små urhuse, hvori man kunne anbringe lommeuret, når man var hjemme i stuen.

Uret har været bestemmende i forhold til arbejdstid, transport og undervisning, og museerne har en stor mængde stueure, standure og vægure, samt specielle ure som tårnure, kronometre, stationsure m.v. For de personlige ures vedkommende er bevaret mange lommeure. Måske af veneration for en gammel farfar eller morfar har man valgt at give hans gamle ur til det nærmeste museum. Tit er de imidlertid i stykker og har mangelfulde oplysninger. At få at vide at et lommeur har tilhørt provst Schmidt i Keldby på Møn eller pastor Bergenhammer i Kolding gør os ikke meget klogere. Mere spændende er et engelsk lommeur afleveret på Bornholms Museum med besked om, at uret blev givet som betaling af en engelsk sømand for mad og ophold i Allinge i året 1837, og et lommeur i Marstal Søfartsmuseum er en præmie for modig indsats ved bjærgning af et skib. Sønderborg Slot har et ur, som har tilhørt soldaten Johan Lommer. Uret blev ramt af en kugle i 1864, og Lommer reddede derved sit liv.

Med hensyn til alder, så findes nogle gamle lommeure på Næstved Museum. Et sølvur er mærket Larpent og Jürgensen og kan dateres til 1770-erne, hvor dette firma begyndte at fremstille lommeure i Kirke Hvalsø og fra 1807 i København på landets første urfabrik, som fortsattes i flere generationer af Jürgensen slægten. To andre ure er fra firmaet Neveren, London. Urene er fra omkring 1770, men firmaet Neveren var ikke engelsk. Det drejer sig sandsynligvis om et schweizisk ur, som blev markedsført med den falske påskrift London til kunder i Skandinavien, idet disse foretrak engelske ure, og at dømme efter de bevarede ure på museerne kom langt de fleste importerede ure fra England, hvor især London var fabrikationsstedet. Andre importerede ure er fra Schweiz og Frankrig. Læsø Museum har et lommeur af sølv af det berømte mærke Breguet, Paris. Et dansk urmagerlaug blev oprettet i 1755 i København og danske urmagere fandtes i de fleste købstæder, men de fremstillede ikke nødvendigvis selv lommeure, og hvis de gjorde, var produktionen ikke stor. Danske lommeure blev fra midten af 1800-årene lavet af urfabrikanter, som kvalitets- og prismæssigt efterhånden kunne konkurrere med de importerede lommeure.

 Lommeur i sølv fra firmaet J. Petersen, København, Skive Museum  

Særligt gamle og sjældne lommeure forekommer også i samlingerne. Bakkehusmuseet har digteren Johan Ludvig Heibergs lommeur. Heiberg døde i 1860 og uret kom via arvingerne til museet på Frederiksberg. Interessant og usædvanligt er også et guldlommeur, som tilhørte Heibergs mor, Thomasine Gyllembourg, og er et arvestykke fra hendes svenske svigermor Anna Antoinette Gyllembourg-Ehrensvärd. Uret har time-, minut- og sekundviser.

 Thomasine Gyllembourgs lommeur, Bakkehuset

Der findes i Thorvaldsens Museum tre lommeure, som angiveligt har tilhørt billedhuggeren. Det ene er et almindeligt lommeur fra 1796, det andet et repetérur, mens det tredje er et for sin tid usædvanligt automatisk, d.v.s. selvoptrækkende lommeur efter Breguets model.

I modsætning til lommeuret, er armbåndsuret til at vise frem på håndleddet, og derfor spiller udseende en stor rolle og varierer meget. Urremmen er et særligt kapitel og remme af læder eller metalbånd findes i mange forskellige udgaver. Et museum har f.eks. et armbåndsur, hvor armbåndet er et målebånd. Fiffigt ja, men kønt? For dameurene gælder, at de gerne minder om smykker.

 Armbåndsur til kvinde ca. 1940, Den Gamle By, Århus

Armbåndsur til kvinde i guld, en morgengave fra giverens mors mand 1936, Kvindemuseet

Nye elektroniske ure, såkaldte kvartsure kom til i 1970-erne. Urværket fungerer ved, at batteriet sender elektricitet gennem en lille kvartskrystal, hvilket skaber elektriske svingninger, der driver den lille motor i urværket. Kvartsure er utroligt præcise og efterhånden billigere end mekaniske ure. Det digitale ur har ingen værk, ingen bevægelige dele. Disse ure angiver tidspunktet med arabertal for time, minut og sekund på en lille skærm.

Timex Kvartsur fra Helsinge ca. 1980, Nordsjællands Museum

Armbåndsure er stadig en vigtig del af den personlige ”styling”, og dyre ure er desuden blevet samle- og investeringsobjekter. Rolex er et af de mange dyre navne. Til gengæld er salget af mere almindelige armbåndsure gået lidt i stå. En af årsagerne er selvfølgelig, at folk spørger sig selv: Hvorfor skal jeg bære to ure? Mobiltelefonen fortæller altid, hvad klokken er. Alligevel, armbåndsuret overlever, fordi det er noget personligt og nye dansk designede ure er til at købe til overkommelige priser. Et nyt dansk urfirma er Dissing Watches, Århus.

 Dansk urdesign anno 2021 ”Dissing Diver” kvartsur. Det fås med indgraveret navn

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 21. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 33: Porcelæn
Museumsnumre 44 - Forfalskninger
Museumsnumre 76 - Billejern