Menu
Forrige artikel

Skolehistoriske skrifter

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 2204

 

Slægtsforskernes Bibliotek har indgået aftale med Skolemuseum Sønderjylland om overdragelse af en unik samling af skolehistoriske skrifter. Overdragelsen sker med henblik på digitalisering af den store samling. Den landsdækkende samling består af årsskrifter fra en lang række skoleinstitutioner såsom latinskoler, realskoler, gymnasier, lærerseminarier, højskoler m.fl. fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til slutningen af 1900-tallet.

Samlingen stammer oprindelig fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek, men blev senere overført til Dansk Skolemuseum, hvorfra samlingen ved dette museums lukning blev overført til Sønderjysk Skolemuseum. Den består af mindst 20.000 skrifter, der nu overføres til Slægtsforskernes Bibliotek i Albertslund, hvor den indgår i bibliotekets digitalisering af danskernes historie.

Slægtsforskernes Bibliotek er en del af den almennyttige forening Danske Slægtsforskere. Biblioteket er et specialbibliotek for historikere, slægtsforskere og andre med historisk interesse. Det indeholder værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie. De ældste værker er udarbejdet i slutningen af 1500-tallet, og bestanden rækker frem til nutiden.

Biblioteket digitaliserer et stort antal af værkerne og tilbyder i dag mere end 8.000 titler online for alle interesserede.

Den danske skolehistorie i form af nævnte samling vil blive digitaliseret, og den vil ligeledes blive stillet til rådighed for alle interesserede gennem en online-database for skolehistorie.

 Slægtsforskernes Biblioteks hjemmeside: bibliotek.dis-danmark.dk

[Historie-online.dk, den 18. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nye medlemmer af DHF
Museumsnumre 10: Isbåd og isslæde
DDR's svar på Enigma-maskinen