BogFeature
Danmarks største søhelte

Af Ole Schramm

Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for danske helte i befolkningen i dag. Det gælder på utroligt mange områder. Når danske sportsfolk hævder sig internationalt og vinder guldmedaljer. Når danske kunstnere vinder internationale priser. Når det gælder danmarkshistorien, er der ligeledes personer, der fortjener at blive mindet for deres indsats. Det gælder ligeledes på mange områder – afhængigt af, hvad man interesserer sig for. Ser vi nu denne interesse for helte i et nationalhistorisk perspektiv, er det jo ganske rigtigt, at det ofte var flåden, der vandt sejre, ja var skyld i, at landet overhovedet overlevede. Men selv sejre til søs kunne ikke forhindre, at det samlede resultat var nederlag og afståelser af dansk land, selv om man selvfølgelig kan tale om, at en sejr – som den ved Helgoland i 1864 – havde stor moralsk værdi, og at den var med til at genrejse nationens ære. Det er især med udgangspunkt i sejrene, at fire historikere har sat sig for at skrive en bog om danske søhelte.

Det er et ambitiøst forehavende, de fire forfattere har stillet sig. De fremsætter nogle vigtige problemstillinger i indledningen til bogen. Jeg vil citere nogle afsnit herfra og undersøge om forfatterne har indfriet de forventninger, som man kan stille til portrætterne af søheltene: ”Danskheden er andet og mere end selvironiens og håbløshedens bitre fortællinger om nederlag. Det er lige så meget på sin plads at undersøge historierne og myterne om de søhelte, som generationer af danskere har set op til og været stolte af. Hvad er det for bedrifter, de udførte? Hvorfor har man husket dem? Hvad har historierne om søheltene kunnet bruges til i skabelsen af vores nationale selvforståelse? Det er spørgsmål som disse, som bogens afsnit om de enkelte søhelte giver bud på”. (s. 13)

Det hedder videre på s. 23, at tanken med denne bog hverken er at kanonisere eller dekonstruere søhelte. Bogen præsenterer et udvalg af de søhelte, der har spillet en rolle i danmarkshistorien – ikke kun i deres samtid, men også i eftertiden, hvor deres historier er blevet ført videre og korrigeret i takt med skiftende tiders idealer og behov for forbilleder. I bogen kan man læse de basalt spændende historier, der lagde grunden til heltenes ry. Men man kan også læse om, hvordan søheltene har været brugt i samtiden og i en senere tid som ikoner for skiftende værdier. Det er forfatternes håb, at bogen på én gang kan formidle spændende historier og refleksion over, hvad helte kan bruges til. Det er ikke kun heltene, men også historierne om dem, der kan stå i en højere sags tjeneste”.

I afsnittet ”Noget om helte” introducerer forfatterne os for en vigtig og principiel diskussion om begrebet helte. Som det allerede er fremgået er det i hvert fald ikke Halfdan Rasmussens skildring af en antihelt, der bruges. Ham ville forfatterne sandsynligvis klassificere som en skæbne i ”selvironiens og håbløshedens bitre fortælling”. Afsnittet om helte skal minde os om, at der indgår mange komponenter i opfattelsen af en helt. Men forfatterne bruger sandsynligvis diskussionen om heltebegrebet til at komme indvendinger i forkøbet om, at disse søhelte ikke er de eneste helte, der findes. Det hedder s. 15, at heltegerninger ikke kun er forbundet med krig og vold. Det er rigtigt, men det må jo indrømmes, at det er i den kontekst, at søheltene anbringes af forfatterne. Hvad det så er, der gør bogens skæbner til helte, fremgår af fortællingen om de enkelte personer.

Herefter følger en gennemgang af en lang række mere eller mindre kendte søhelte fra Søren Norby i 1500-tallet og frem til det afsluttende kapitel om ”Flådens sænkning den 29. august 1943”. I modsætning til de mange navngivne helte slutter bogen af med ”Den kollektive heltegerning”. Det anføres, at mangelen på søhelte bl.a. skyldes, at mange af de enkelte heltegerninger simpelthen forsvandt i mængden.

Hovedvægten er lagt på fortællingerne om søheltene, der gjorde karriere og nåede de højeste poster inden for flåden. De spillede en vigtig rolle i afgørende slag, hvor de udførte de store bedrifter, der gjorde dem til helte. Fx Niels Juel og det berømte slag i Køge Bugt, som sikrede Danmark søherredømmet i Skånske Krig, og også Tordenskiolds store bedrift med sejren ved Dynekilden, der ødelagde Karl 12.’s planer om at sikre et svensk brohoved i Østnorge. Det er selvfølgelig ikke spor overraskende, at Niels Juel og Tordenskiold er med. Det samme gælder også Peder Skram, Heluf Trolle, Peter Willemoes, Olfert Fischer og Edouard Suenson, men også mindre kendte er der fortalt historier om. Fx Peter Bredal, Cort Adeler og mange flere. Også Christian 4. bliver regnet med blandt søheltene.

Det undrer mig, at Absalon ikke blevet portrætteret, når han nu har lagt navn til hele seks af Søværnets skibe? Vi må nøjes med to billeder, hvor malere fra 1800-tallet har skildret Absalon i kamp og Absalon som sejrherre.

Det er rigtigt, som forfatterne lovede i indledningen, at man i bogen kan man læse de basalt spændende historier, der lagde grunden til heltenes ry. Undertiden er det med journalistisk nerve lykkedes at skildre omstændighederne ved bedrifterne fx i den utrolige historie om Michael Christian Tønder – søhelten, der fik skudt det samme ben af to gange. Det samme gælder fx historierne om Tordenskiold, begivenhederne under Englandskrigene, Slaget ved Helgoland og især i afsnittet om flådens sænkning.

Derimod synes jeg ikke helt at løftet om, at man også kan læse om, hvordan deres historier er blevet ført videre og korrigeret i takt med skiftende tiders idealer og behov for forbilleder, og hvordan søheltene har været brugt i samtiden og i en senere tid som ikoner for skiftende værdier, er helt indfriet. Det lykkes måske bedst i fortællingen om Tordenskiold og Peter Willemoes. Der er antydningen af en diskussion af Niels Juels eftermæle, idet der i teksten under billedet af statuen af Niels Juel står, at søhelten stadig kan vække følelser, fordi der i 2003 var protester mod at flytte statuen. Det førte til en både underholdende og ophedet debat. Men jeg synes, at diskussionen helt mangler i fortællingerne om fx Søren Norby, Peder Skram og Herluf Trolle. Det hedder fx i slutningen af fortællingen om Peder Skram: ”Peder Skram levede i endnu 17 år og døde den 11. juni i en alder af 78 år efter at have tjent under fem danske konger, hvoraf han havde været i felten for de fire! En imponerende karriere”. (s. 49) Det siger jo ikke noget om, hvordan Peder Skram har været brugt som ikon for senere tider. Jeg synes ikke, at det er nok at bringe et billede af Peder Skrams mindestøtte, der blev rejst i Jægerspris i 1780 (s. 12), og jeg synes heller ikke, at de mange historiske billeder især fra 1800-tallet og billeder af mindesmærker, kan erstatte en egentlig historiografisk diskussion af søheltenes værdi som ikoner igennem tiden.

Alligevel er billedmaterialet er uundværligt, og der er gode og oplysende tekster til billederne. Teksterne bruges også til at punktere forskellige myter, fx billedet på s. 29, der forestiller Søren Norby, som i 1528 opsøgte Christian 2. Det hedder bl.a. ”Virkeligheden var en helt anden”.

Der lægges op til en diskussion af Christian 4.’s eftermæle i slutningen af fortællingen om ham, men kritikerne af Christian 4 affærdiges med bemærkningerne: ”Ærbødigheden for Christian 4. er senere svundet mærkbart. Nogle af det 20. århundredes kritiske historikere har været hårde i deres domme over kongens politiske og militære manøvrer”. (s. 67) Det er alt hvad der står, for Thomas Lyngby går hurtigt videre til den afsluttende bemærkning: ”Der er dog næppe grund til at betvivle kongens personlige mod og den viljekraft, der prægede hans regering i almindelighed og Slaget på Kolberger Heide i særdeleshed”.

Bogen fører traditionen fra en ældre nationalhistorisk og patriotisk historieskrivning videre. Som nævnt hedder det i forordet, at det er på sin plads at undersøge historierne og myterne om de søhelte, som generationer af danskere har set op til og været stolte af. Der knyttes i indledningen an til tilblivelsen af Mindelunden i Jægerspris, hvor Johannes Wiedewelt i 1770’erne og 80’erne skabte mindestøtter for fædrelandets mest fortjente indbyggere. Det nævnes endvidere, at Ove Mallings læsebog for latinskolerne Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, fra 1777. Herom siger Thomas Lyngby: ”Mallings bog var med til at cementere søhelte som en central del af befolkningens fælles referenceramme, en position de har bibeholdt i mange senere populære danmarkshistoriske fremstillinger”. (s. 11) I forbindelse med afsnittet om Edouard Suenson citeres A.D. Jørgensen , der skrev  om Suenson: ”Vore søfolk hævdede her deres gamle ry for uforfærdet tapperhed og koldblodighed”, skrev han opflammet af national stolthed. (s. 243) Mallings bog og A.D. Jørgensens folkebøger bruges ofte historiografisk, men det er ikke ofte (så vidt jeg ved), at de bruges som referenceramme for moderne historiske fortællinger. Er vi derfor med denne bog vidne til et skifte i værdier?

Det er derfor klart, at forfatterne mener, at det er virkelige søhelte, de skildrer og at de fortjener at blive mindet som helte. Motivationen herfor er som det hedder s. 15 ”Det heltemodige er særligt forbundet med ekstreme situationer som krig og katastrofer, hvor ekstreme situationer er påkrævet. For at være en helt kræves som hovedregel energi, risikovillighed og urokkelig fasthed. Helten sætter hele sin viljestyrke ind på en sag. Heltens liv og virke er nemlig underordnet en højere sag, og helten ser med dødsforagt faren i øjnene”.

Alligevel problematiseres begrebet ”det heltemodige”, hvilket jeg synes er meget prisværdigt. Heltene er måske ikke uden menneskelige fejl, og det heltemodige er ikke entydigt og ublandet. Alligevel får problematiseringen af det heltemodige ikke så mange konsekvenser i fortællingerne om søheltene. Kun skandalen med Olfert Fischer, der ydmygede en prostitueret, bliver inddraget i fortællingen om ham. Det betyder derfor, at den indledende problematik ikke får de store konsekvenser for fortællingerne.

Jeg synes, at det er godt, at Søren Nørby, der har skrevet afsnittet om flådens sænkning, nuancerer opfattelsen af heltebegrebet, idet det i epilogen siges, at begivenheden ikke er forbundet med danske søhelte. ”Intet dansk orlogsskib er siden blevet navngivet efter nogen af de marinefolk, som gjorde en indsats den 29. august 1943 og i de følgende dage. – Den vigtigste årsag er formentligt, at flådens sænkning ikke var en egentlig sejr. I stedet var det en defensiv handling, hvis formål var at hindre, at fjenden fik kontrol over den danske flåde, og der er ikke meget heroisk over at ødelægge egne skibe”. Ved at skrive om flådens sænkning og kalde det for ”Den kollektive heltegerning” får begrebet helt andre dimensioner.

Militærhistorie er kommet på mode. Der er kommet et nyt militærhistorisk tidsskrift, DR2 viser mange serier om første og anden verdenskrig. Danmark er i krig i fjerne lande. Og netop nu er der kommet en bog af oberst Lars Møller ”Vi slår ihjel” og Janus Metz har lavet en dokumentarfilm ”Amadillo”, hvor krigens voldsomhed og realisme bliver vist. Samtidig optræder danske soldater på facebook som rene rambotyper. Vil vi i fremtiden få et behov for at hylde soldaterne som helte? Det afhænger af, hvordan krigen udvikler sig, og om diskussionen af krigens legitimitet bliver ført til ende. Hvis der er behov for bøger om flådens helte, er der måske også behov for bøger, der reflekterer over, hvordan den danske selvovervurdering førte til katastrofen i 1864. Som jeg ser det, indgår bogen ”Danmarks største søhelte” i debatten af Danmarks militære engagement. Det skal ikke lægges forfatterne til last, at historieskrivningen på den måde indgår i en aktuel debat.

Fortællingerne om Danmarks største søhelte er levende fortalt, og de situationer, der skildres, kan sagtens forstås, selv om man ikke har specielle forudsætninger for at forstå søkrige og taktiske overvejelser. Det er en bog, der er beregnet på at kunne læses af alle interesserede og ikke specielt af fagfolk, for bogen er uden et noteapparat. Der er et godt oversigtskort, der viser, hvor de forskellige søslag har fundet sted. Der er selvfølgelig også et register og inspiration til yderligere læsning. Trods mine indvendinger, som især går på, at bogen ikke helt lever op til de løfter, der gives i indledningen, kan jeg anbefale bogen til de, der interesserer sig for flådens historie og betydning de sidste 500 år.