|
Af Ole Schramm
Der er ingen tvivl om, at
der er stor interesse for danske helte i befolkningen i
dag. Det gælder på utroligt mange områder. Når
danske sportsfolk hævder sig internationalt og vinder
guldmedaljer. Når danske kunstnere vinder
internationale priser. Når det gælder
danmarkshistorien, er der ligeledes personer, der
fortjener at blive mindet for deres indsats. Det gælder
ligeledes på mange områder – afhængigt af, hvad man
interesserer sig for. Ser vi nu denne interesse for
helte i et nationalhistorisk perspektiv, er det jo
ganske rigtigt, at det ofte var flåden, der vandt
sejre, ja var skyld i, at landet overhovedet overlevede.
Men selv sejre til søs kunne ikke forhindre, at det
samlede resultat var nederlag og afståelser af dansk
land, selv om man selvfølgelig kan tale om, at en sejr
– som den ved Helgoland i 1864 – havde stor moralsk
værdi, og at den var med til at genrejse nationens ære.
Det er især med udgangspunkt i sejrene, at fire
historikere har sat sig for at skrive en bog om danske søhelte.
Det er et ambitiøst
forehavende, de fire forfattere har stillet sig. De
fremsætter nogle vigtige problemstillinger i
indledningen til bogen. Jeg vil citere nogle afsnit
herfra og undersøge om forfatterne har indfriet de
forventninger, som man kan stille til portrætterne af søheltene:
”Danskheden er andet og mere end selvironiens og håbløshedens
bitre fortællinger om nederlag. Det er lige så meget på
sin plads at undersøge historierne og myterne om de søhelte,
som generationer af danskere har set op til og været
stolte af. Hvad er det for bedrifter, de udførte?
Hvorfor har man husket dem? Hvad har historierne om søheltene
kunnet bruges til i skabelsen af vores nationale
selvforståelse? Det er spørgsmål som disse, som
bogens afsnit om de enkelte søhelte giver bud på”.
(s. 13)
Det hedder videre på s.
23, at tanken med denne bog hverken er at kanonisere
eller dekonstruere søhelte. Bogen præsenterer et
udvalg af de søhelte, der har spillet en rolle i
danmarkshistorien – ikke kun i deres samtid, men også
i eftertiden, hvor deres historier er blevet ført
videre og korrigeret i takt med skiftende tiders idealer
og behov for forbilleder. I bogen kan man læse de
basalt spændende historier, der lagde grunden til
heltenes ry. Men man kan også læse om, hvordan søheltene
har været brugt i samtiden og i en senere tid som
ikoner for skiftende værdier. Det er forfatternes håb,
at bogen på én gang kan formidle spændende historier
og refleksion over, hvad helte kan bruges til. Det er
ikke kun heltene, men også historierne om dem, der kan
stå i en højere sags tjeneste”.
I afsnittet ”Noget om
helte” introducerer forfatterne os for en vigtig og
principiel diskussion om begrebet helte. Som det
allerede er fremgået er det i hvert fald ikke Halfdan
Rasmussens skildring af en antihelt, der bruges. Ham
ville forfatterne sandsynligvis klassificere som en skæbne
i ”selvironiens og håbløshedens bitre fortælling”.
Afsnittet om helte skal minde os om, at der indgår
mange komponenter i opfattelsen af en helt. Men
forfatterne bruger sandsynligvis diskussionen om
heltebegrebet til at komme indvendinger i forkøbet om,
at disse søhelte ikke er de eneste helte, der findes.
Det hedder s. 15, at heltegerninger ikke kun er
forbundet med krig og vold. Det er rigtigt, men det må
jo indrømmes, at det er i den kontekst, at søheltene
anbringes af forfatterne. Hvad det så er, der gør
bogens skæbner til helte, fremgår af fortællingen om
de enkelte personer.
Herefter følger en
gennemgang af en lang række mere eller mindre kendte søhelte
fra Søren Norby i 1500-tallet og frem til det
afsluttende kapitel om ”Flådens sænkning den 29.
august 1943”. I modsætning til de mange navngivne
helte slutter bogen af med ”Den kollektive
heltegerning”. Det anføres, at mangelen på søhelte
bl.a. skyldes, at mange af de enkelte heltegerninger
simpelthen forsvandt i mængden.
Hovedvægten er lagt på
fortællingerne om søheltene, der gjorde karriere og nåede
de højeste poster inden for flåden. De spillede en
vigtig rolle i afgørende slag, hvor de udførte de
store bedrifter, der gjorde dem til helte. Fx Niels Juel
og det berømte slag i Køge Bugt, som sikrede Danmark søherredømmet
i Skånske Krig, og også Tordenskiolds store bedrift
med sejren ved Dynekilden, der ødelagde Karl 12.’s
planer om at sikre et svensk brohoved i Østnorge. Det
er selvfølgelig ikke spor overraskende, at Niels Juel
og Tordenskiold er med. Det samme gælder også Peder
Skram, Heluf Trolle, Peter Willemoes, Olfert Fischer og
Edouard Suenson, men også mindre kendte er der fortalt
historier om. Fx Peter Bredal, Cort Adeler og mange
flere. Også Christian 4. bliver regnet med blandt søheltene.
Det undrer mig, at Absalon
ikke blevet portrætteret, når han nu har lagt navn til
hele seks af Søværnets skibe? Vi må nøjes med to
billeder, hvor malere fra 1800-tallet har skildret
Absalon i kamp og Absalon som sejrherre.
Det er rigtigt, som
forfatterne lovede i indledningen, at man i bogen kan
man læse de basalt spændende historier, der lagde
grunden til heltenes ry. Undertiden er det med
journalistisk nerve lykkedes at skildre omstændighederne
ved bedrifterne fx i den utrolige historie om Michael
Christian Tønder – søhelten, der fik skudt det samme
ben af to gange. Det samme gælder fx historierne om
Tordenskiold, begivenhederne under Englandskrigene,
Slaget ved Helgoland og især i afsnittet om flådens sænkning.
Derimod synes jeg ikke
helt at løftet om, at man også kan læse om, hvordan
deres historier er blevet ført videre og korrigeret i
takt med skiftende tiders idealer og behov for
forbilleder, og hvordan søheltene har været brugt i
samtiden og i en senere tid som ikoner for skiftende værdier,
er helt indfriet. Det lykkes måske bedst i fortællingen
om Tordenskiold og Peter Willemoes. Der er antydningen
af en diskussion af Niels Juels eftermæle, idet der i
teksten under billedet af statuen af Niels Juel står,
at søhelten stadig kan vække følelser, fordi der i
2003 var protester mod at flytte statuen. Det førte til
en både underholdende og ophedet debat. Men jeg synes,
at diskussionen helt mangler i fortællingerne om fx Søren
Norby, Peder Skram og Herluf Trolle. Det hedder fx i
slutningen af fortællingen om Peder Skram: ”Peder
Skram levede i endnu 17 år og døde den 11. juni i en
alder af 78 år efter at have tjent under fem danske
konger, hvoraf han havde været i felten for de fire! En
imponerende karriere”. (s. 49) Det siger jo ikke noget
om, hvordan Peder Skram har været brugt som ikon for
senere tider. Jeg synes ikke, at det er nok at bringe et
billede af Peder Skrams mindestøtte, der blev rejst i Jægerspris
i 1780 (s. 12), og jeg synes heller ikke, at de mange
historiske billeder især fra 1800-tallet og billeder af
mindesmærker, kan erstatte en egentlig historiografisk
diskussion af søheltenes værdi som ikoner igennem
tiden.
Alligevel er
billedmaterialet er uundværligt, og der er gode og
oplysende tekster til billederne. Teksterne bruges også
til at punktere forskellige myter, fx billedet på s.
29, der forestiller Søren Norby, som i 1528 opsøgte
Christian 2. Det hedder bl.a. ”Virkeligheden var en
helt anden”.
Der lægges op til en
diskussion af Christian 4.’s eftermæle i slutningen
af fortællingen om ham, men kritikerne af Christian 4
affærdiges med bemærkningerne: ”Ærbødigheden for
Christian 4. er senere svundet mærkbart. Nogle af det
20. århundredes kritiske historikere har været hårde
i deres domme over kongens politiske og militære manøvrer”.
(s. 67) Det er alt hvad der står, for Thomas Lyngby går
hurtigt videre til den afsluttende bemærkning: ”Der
er dog næppe grund til at betvivle kongens personlige
mod og den viljekraft, der prægede hans regering i
almindelighed og Slaget på Kolberger Heide i særdeleshed”.
Bogen fører traditionen
fra en ældre nationalhistorisk og patriotisk
historieskrivning videre. Som nævnt hedder det i
forordet, at det er på sin plads at undersøge
historierne og myterne om de søhelte, som generationer
af danskere har set op til og været stolte af. Der
knyttes i indledningen an til tilblivelsen af
Mindelunden i Jægerspris, hvor Johannes Wiedewelt i
1770’erne og 80’erne skabte mindestøtter for fædrelandets
mest fortjente indbyggere. Det nævnes endvidere, at Ove
Mallings læsebog for latinskolerne Store
og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere,
fra 1777. Herom siger Thomas Lyngby: ”Mallings bog var
med til at cementere søhelte som en central del af
befolkningens fælles referenceramme, en position de har
bibeholdt i mange senere populære danmarkshistoriske
fremstillinger”. (s. 11) I forbindelse med afsnittet
om Edouard Suenson citeres A.D. Jørgensen , der skrev
om Suenson: ”Vore søfolk hævdede her deres
gamle ry for uforfærdet tapperhed og koldblodighed”,
skrev han opflammet af national stolthed. (s. 243)
Mallings bog og A.D. Jørgensens folkebøger bruges ofte
historiografisk, men det er ikke ofte (så vidt jeg
ved), at de bruges som referenceramme for moderne
historiske fortællinger. Er vi derfor med denne bog
vidne til et skifte i værdier?
Det er derfor klart, at
forfatterne mener, at det er virkelige søhelte, de
skildrer og at de fortjener at blive mindet som helte.
Motivationen herfor er som det hedder s. 15 ”Det
heltemodige er særligt forbundet med ekstreme
situationer som krig og katastrofer, hvor ekstreme
situationer er påkrævet. For at være en helt kræves
som hovedregel energi, risikovillighed og urokkelig
fasthed. Helten sætter hele sin viljestyrke ind på en
sag. Heltens liv og virke er nemlig underordnet en højere
sag, og helten ser med dødsforagt faren i øjnene”.
Alligevel problematiseres
begrebet ”det heltemodige”, hvilket jeg synes er
meget prisværdigt. Heltene er måske ikke uden
menneskelige fejl, og det heltemodige er ikke entydigt
og ublandet. Alligevel får problematiseringen af det
heltemodige ikke så mange konsekvenser i fortællingerne
om søheltene. Kun skandalen med Olfert Fischer, der
ydmygede en prostitueret, bliver inddraget i fortællingen
om ham. Det betyder derfor, at den indledende
problematik ikke får de store konsekvenser for fortællingerne.
Jeg synes, at det er godt,
at Søren Nørby, der har skrevet afsnittet om flådens
sænkning, nuancerer opfattelsen af heltebegrebet, idet
det i epilogen siges, at begivenheden ikke er forbundet
med danske søhelte. ”Intet dansk orlogsskib er siden
blevet navngivet efter nogen af de marinefolk, som
gjorde en indsats den 29. august 1943 og i de følgende
dage. – Den vigtigste årsag er formentligt, at flådens
sænkning ikke var en egentlig sejr. I stedet var det en
defensiv handling, hvis formål var at hindre, at
fjenden fik kontrol over den danske flåde, og der er
ikke meget heroisk over at ødelægge egne skibe”. Ved
at skrive om flådens sænkning og kalde det for ”Den
kollektive heltegerning” får begrebet helt andre
dimensioner.
Militærhistorie er kommet
på mode. Der er kommet et nyt militærhistorisk
tidsskrift, DR2 viser mange serier om første og anden
verdenskrig. Danmark er i krig i fjerne lande. Og netop
nu er der kommet en bog af oberst Lars Møller ”Vi slår
ihjel” og Janus Metz har lavet en dokumentarfilm
”Amadillo”, hvor krigens voldsomhed og realisme
bliver vist. Samtidig optræder danske soldater på
facebook som rene rambotyper. Vil vi i fremtiden få et
behov for at hylde soldaterne som helte? Det afhænger
af, hvordan krigen udvikler sig, og om diskussionen af
krigens legitimitet bliver ført til ende. Hvis der er
behov for bøger om flådens helte, er der måske også
behov for bøger, der reflekterer over, hvordan den
danske selvovervurdering førte til katastrofen i 1864.
Som jeg ser det, indgår bogen ”Danmarks største søhelte”
i debatten af Danmarks militære engagement. Det skal
ikke lægges forfatterne til last, at
historieskrivningen på den måde indgår i en aktuel
debat.
Fortællingerne om
Danmarks største søhelte er levende fortalt, og de
situationer, der skildres, kan sagtens forstås, selv om
man ikke har specielle forudsætninger for at forstå søkrige
og taktiske overvejelser. Det er en bog, der er beregnet
på at kunne læses af alle interesserede og ikke
specielt af fagfolk, for bogen er uden et noteapparat.
Der er et godt oversigtskort, der viser, hvor de
forskellige søslag har fundet sted. Der er selvfølgelig
også et register og inspiration til yderligere læsning.
Trods mine indvendinger, som især går på, at bogen
ikke helt lever op til de løfter, der gives i
indledningen, kan jeg anbefale bogen til de, der
interesserer sig for flådens historie og betydning de
sidste 500 år.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Thomas Lyngby, Søren
Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup:
Danmarks største søhelte
Udg. af Gyldendal
280 sider, 299 kr.
Gyldendal >
|
|
|
|
|
|