Menu
Forrige artikel

Nu restaureres danske bygninger i Serampore

Kategori: Arkiv
Visninger: 2554

Nationalmuseet er i partnerskab med Realdania netop gået i gang med at restaurere historisk dansk arkitektur i Indien. Det sker i tæt samarbejde med indiske restaureringsarkitekter og myndigheder.

Mange kender de danske kolonier i Trankebar, på Guldkysten og de Dansk Vestindiske øer. Men så godt som ingen kender kolonien i byen Serampore nær Calcutta i Indien. Her lå i årene 1755 – 1845 en dansk handelskoloni, dengang kaldet Frederiksnagore.Serampore er Danmarks ukendte koloni, men byen Serampore rummer stadig mange spor af danskernes tilstedeværelse. Det er spor, som er meget tæt på at forsvinde som følge af moderne byudvikling.

- De danske bygninger er i forfald og voldsomt truet af ødelæggelse. Det er i sidste øjeblik, at Nationalmuseet og fonden Realdania er gået sammen om at redde de enestående mindesmærker over et stykke fælles dansk-indisk historie, siger Bente Wolff, som er museumsinspektør på Nationalmusset og Serampore Initiativets projektleder.

Arbejdet er netop gået i gang, og lige nu arbejder Nationalmuseet sammen med indiske håndværkere og en indisk bevaringsarkitekt om at restaurere den dansk opførte kirke, Sankt Olav fra 1805-1806.

- Kirken var i brug helt frem til 2010, hvor den blev lukket, fordi en lokal skadedyrsekspert advarede om, at bjælkerne var gennemgnavet af termitter. Hans vurdering var korrekt, for snart faldt en af de bærende tagbjælker og en sektion af loftet ned lige foran alteret. Vores arkitekt Flemming Aalund har sammen med sin indiske kollega Manish Chakraborti vurderet, at de øvrige bjælker også er helt ødelagt, og de er nu ved at blive udskiftet, siger Bente Wolff.

Ud over istandsættelse af kirken er de indiske håndværkere i gang med at restaurere en portbygning til det tidligere danske administrationsområde. Samtidig er den indiske delstat Vestbengalens kulturarvskommission på eget initiativ ved at restaurere det tidligere danske guvernementshus i samme område.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vikingesmykker fra internetauktion erklæret for danefæ
Nu åbner Borgcenteret!
Musikmuseet køber Lumbyes violin