Under Tysklands førerskab

Dette er titlen på historiker Henrik Lundbaks to-binds værk omhandlende perioden 1941 – 1942. Et ganske digert værk, der er summen af flere års forskning på Frihedsmuseet, hvorfra han blev afskediget i 2022 grundet Nationalmuseets sparerunder. Der dukker meget nyt op undervejs, og så er bogen skrevet på en sådan måde, at ganske ”almindelige læsere” kan gå til den og erhverve sig viden om dette mørke kapitel i Danmarkshistorien. Desværre skygger forordet for bogen. Her skriver forfatteren ganske vredt over sin opsigelse. Det hører ikke hjemme i et bogværk.

Af Erik Ingemann Sørensen

Danskerne fik et chok om morgenen den 9. april 1940. Tyskerne var trængt over grænsen, og ganske få timer senere, var det hele overstået. Foran lå nu mere end 5 års besættelse. Foto: FHM.

Indledningsvis skriver historiker Henrik Lundbak: ”Denne bog var egentlig planlagt til at skulle afrunde mit virke ved Frihedsmuseet efter 46 år. I stedet for at holde afskedsreception, når jeg fyldte 70 i 2024, ville jeg holde bogreception. Og på den måde stoppe, mens jeg var på toppen. Min arbejdsgiver Nationalmuseet mente dog tilsyneladende, at jeg allerede havde passeret middagshøjden. I hvert fald valgte man at nu at afskedige mig i forbindelse med en sparerunde i 2022.” (s.7). Lidt senere hedder det: ”Desværre kommer min bog ikke til blot at markere afrundingen af min egen karriere som forsker, men også afslutningen på Frihedsmuseets tid som forskningsinstitution og dermed som museum i egentligste forstand.” (s.7).

Det er altid en trist situation, at man må forlade sin arbejdsplads i utide. Det hele forekommer uvirkeligt og må gøre ufattelig ondt. Men det er rent faktisk læseren totalt uvedkommende. Hertil kommer, at man ikke skal spytte i egen rede. Det er uværdigt. Og så har Henrik Lundbak jo ikke ret i, at forskningen er slut. I 2024 udkom den markante historiker Dennis Larsens bog: ”Faldne engle og knoglemænd”, der fokuserer på danske SS-folks straffe. Anmeldelsen kan læses her: https://www.historie-online.dk/boger/faldne-engle-og-knoglemaend.

Bogen er et ypperligt bevis på, at forskningen i besættelsen lever i bedste velgående.

Dog må man medgive Henrik Lundbak, at Nationalmuseet ikke har genbesat forskerstillingen. Det er uforståeligt. Her burde kulturministeren virkelig træde i karakter, hvad han flere gange har bevist, han kan,

En stor opgave

Det er ikke så lidt af en opgave, Henrik Lundbak har påtaget sig: en minutiøs beskrivelse af besættelsestidens to første år. Det er en periode, hvor man ikke kunne vide, om Hitlers Tyskland ville gå sejrrigt ud af krigen. Hans hære havde tromlet al modstand ned i det europæiske rum – med en eklatant undtagelse, Storbritannien. Her havde man – næsten tvunget i knæ – nægtet at overgive sig. Det understregede Winston Churchill klart i den berømte tale til det engelske parlament:

”we shall not flag or fail. We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this Island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God’s good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation of the old.” (4. juni 1940)

Og han fik ret, Den 17. september opgav Adolf Hitler ”Unternehmung Seelöwe” – invasionen af Storbritannien. Måneden efter sluttede ’The Battle of Britain’ – endnu en sejr. For englænderne.

Men det forekom som en dråbe i havet. Hvordan skulle man tro, det var muligt at besejre ondskaben? For Lundbak er dette en vigtig ledetråd, når han analyserer de danske politikeres noget til tider slingrende kurs. Han skriver: ”Også for de danske beslutningstagere i 1941 – 1942 må fremtiden have tegnet sig anderledes end den endte med at blive. I 1941 så det nærmest ud til, at Tyskland ville vinde krigen og ende som den dominerende magt på det europæiske kontinent. I 1942 forekom det måske knap så sikkert længere.” (s.8).

Denne holdning til begivenhederne er altafgørende vigtig. Der er ikke noget lettere så mange år efter end at klandre beslutninger, holdninger og resultater.

Kortet viser Nazitysklands udbredelse sidst i 1941. Der er ikke mange europæiske stater, der ikke er under tysk kontrol. Foto: HPN

Uvilkårligt må man imidlertid undre sig over, at Erik Scavenius logrede så meget med halen i sin erklæring 8. juli 1940, da han tiltrådte embedet som udenrigsminister:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling.”

Henrik Lundbak har besluttet, at den politiske beskrivelse skal suppleres med en fortælling om dagligdagen og alle dens udfordringer. Han skriver: ”Jeg er bevidst om, at nogle af mine fagfæller vil synes, at sammensætningen af hverdagshistorie og politisk historie skurrer. At jeg hellere skulle have skrevet to bøger. Jeg håber ikke, at det vil være den alment interesserede læsers dom. Men i øvrigt er der intet i vejen for, at man læser afsnittene om hverdagen i forlængelse af hinanden og springer de politiske afsnit over. Eller omvendt.” (s.10). Til dette er det kun ét svar: Bravo! Det er rigtigt set!

Modellen for bøgerne

For at undgå en form for forvirring undervejs må der være en form bogen igennem. Her har forfatteren valgt tre moduler, der fastholdes bogens formål:

Den politiske tilpasning

Kampen om folkestemningen

Udviklingen i Europa

Det er en glimrende opbygning, da læseren hurtigt fornemmer, hvad der ligger i det enkelte modul og yderligere har mulighed for at krydse frem og tilbage undervejs, hvad der kommer meget nyttigt ud af. Så det er virkelig en stor hjælp. På denne måde kan man få grundig indsigt i, hvordan Hitlertyskland manøvrerer i de lande, der er kommet under hagekorsets åg. I dag ved vi, hvordan det hele endte. Men det er vigtigt hele tiden at holde for øje, at absolut ingen i det beskrevne tidsrum 1940 – 1941 kunne fornemme mere end enkelte solstrejf gennem de mørke skyer. Hverken på Christiansborg eller ude i de små hjem.

De omstillingsparate

Egentlig kommer ordet omstillingsparat først ind i det danske sprog på et senere tidspunkt. Men det er her glimrende anvendt som beskrivelse af, hvordan den danske regering tilrettelagde de politiske tiltag.

At man opgav kampen den 9. april 1940, er fuldt forståeligt. Den var håbløs og kunne være endt i et veritabelt blodbad – og med et udbombet København. Dog var modstanden – især i Haderslev – overraskende for de tyske tropper. Da de danske soldaters kister kørtes bort, spillede et tysk militærorkester ”Ich hatt’ einen Kameraden”, der er det stykke, der ofte blev spillet for faldne tyske soldater.

Men overgivelsen vakte uhyre vrede rundt om i landet – ikke mindst blandt militærfolk. Men med en sideeffekt ingen vel så: allerede her blev kimen til modstandsbevægelsen sat. Efter den 29. august 1943 steg tilslutningen yderligere.

Satirisk tegning af Erik Scavenius med teksten: ”Det er godt at vide, at hele Folket staar bag mig” Illustration fra bogen.

Som et ud af flere eksempler på at regeringen ”rettede ind”, nævner Henrik Lundbak sagen mod den danske oberstløjtnant P. Ørum, der var blevet anholdt i Berlin den 8. december 1940. Her havde man fundet ud af, at han ville til England for at melde sig til tjeneste. Yderligere fire blev anholdt i København – alle sigtet for spionage mod Tyskland. Det var der i Tyskland dødsstraf for. Men tyskerne overgav sagen til danskerne. ”hvis der fandt en passende skærpelse af de danske straffebestemmelser sted – med tilbagevirkende kraft, så den kunne dække Ørum og hans medansvarlige.” (s.57).

Man lavede en ’Lex Ørum’, og dømte ham til livsvarigt fængsel.

Henrik Lundbak skriver: ”Man kan alt efter gemyt vælge at hæfte sig ved, at det besatte Danmark indrettede sin lovgivning og retspleje efter besættelsesmagtens ønsker – eller ved, at besættelsesmagten vægtede samarbejdet med sin danske modpart højt nok til, at man afstod fra selv at forfølge sagen og statuere et eksempel.” (s.57).

Eller som anmelderen her ser det problematiske i, at den danske modpart bliver til medpart.

Udbrændt dansk fly på Værløse Flyveplads den 9. april 1940. Det var de bitre erfaringer fra 9. april, der fik Ørum til at søge mod aktiv tjeneste i England. Foto: FHM

Det blev værre endnu. Scavenius’ besøg hos Adolf Hitler i Berlin i forbindelse med Antikominternpagten er også et eksempel, forfatteren tager frem.

I den sammenhæng anvender forfatteren det traditionelle foto af de to, hvor Scavenius ser noget utilpas ud siddende sammen med Hitler. Var det sådan, det var? Der findes nemlig et andet fotografi fra samme møde. Her virker Scavenius ikke helt utilpas.

Det klassiske billede af Scavenius og Hitler. Foto FHM

Det billede vi sjældent ser. Det skal understreges, at det er kunstigt farvelagt. Foto: HPN

Fine fortællinger om dagligdagens mange problemer og løsninger

Krigen kunne jo ikke undgå at få indflydelse på situationen i Danmark. Bøgerne igennem får vi en række herlige indblik i, hvordan det må have været. Som for eksempel handelsminister Halfdan Rasmussens gave ved starten af 1942. Han havde givet tilladelse til, at der i tre dage fra 31. december til den 2. januar kunne åbne for det varme vand, så beboerne kunne få sig et nytårsbad.

”Det skulle egentlig have været en julegave. Men beslutningen blev taget for sent til, at det kunne nås. Man kunne nemlig ikke bare åbne for varmtvandsanlæg, som havde været lukket ned i årevis – nærmere bestemt siden den 12. februar 1940 – og så regne med, at alt fungerede normalt.” (s.349).

Rationeringsmærker til de mest basale varer i husholdningen, kul der blev erstattet med brunkul, cikoriekaffe, tobak dyrket i Danmark og meget andet. Der blev virkelig brug for al mulig kreativitet i de danske køkkener.

Nyt tøj og nye sko krævede også alternative tiltag. Gammelt tøj blev syet om, der blev strikket og kreeret. Det gik på landet med træsko og træskostøvler, men i byerne var det anderledes. Som nu disse ”fine sko”

Sko med overlæder af fiskeskind. Under besættelsen måtte antallet af køer indskrænkes pga. vanskeligheder med at skaffe foder. Så var der mindre læder til rådighed for garvning. Foto: FHM

Disse glimt fra dagligdagen er med til, at den interesserede læser uden større viden om perioden får en god oplevelse – noget der kan være stærkt medvirkende til at gå videre med de to andre moduler. Endnu engang stor ros for dette.

Den politiske tilpasning

Den danske regering havde udmærket viden om den måde, jøderne i Tyskland blev behandlet på. Nürnberglovene var kommet til allerede i 1935 – de love der udelukkede jøderne fra samfundet. Spørgsmålet var nu, hvad der ville ske i Danmark, hvor jøderne var ganske almindelige borgere i det demokratiske samfund. Den tyske befuldmægtigede i Danmark, Anton von Renthe-Fink, sendte den 20. januar 1942 en indberetning om jødernes position i Danmark. I København forsøgte han at få Knud Styhr fra Udenrigsministeriet og minister Gunnar Larsen til at sikre konkrete tiltag bestående af:

Undlade at ansætte jøder i offentlige stillinger eller at forfremme allerede ansatte. Ligeledes skulle private firmaer påvirkes i retning af at undlade forfremmelse af jøder.

Undlade at lade jøder optræde i radioen.

Fjerne ’jødiske elementer fra pressen.

Nu kunne man ikke længere være i tvivl om, at danske jøder var mål for besættelsesmagten.

[Datoen 20. januar 1942 er vigtig. Det var denne dag, Wannseekonferencen fandt sted i Berlin. Formålet: ’fjernelse’ af alle jøder i Europa – første skridt mod massemordene.]

Uvejrsskyerne trak op over det lille land. Ved udgangen af 1942 tændtes måske et lille lys i mørket. Lyttede man til engelsk radio, fik man lidt efter lidt et billede af, at den tyske 6. armé var ilde stedt i Sovjetunionen helt præcist ved Stalingrad. Måske? Måske kunne man håbe midt idet strammere og strammere tyske greb

Et fremragende værk

Det er en utrolig stor opgave, historikeren Henrik Lundbak har påtaget sig. Efter endt læsning sidder man tilbage med en klar fornemmelse af, at det er lykkedes - at han har nået de mål, han havde sat op. De mange vinklinger - de mange krydsen frem og tilbage - udsynet og så ikke mindst indblikkene i besættelsestidens udfordringer for menigmand efterlader læseren med fornemmelsen af et helstøbt værk, der er en vigtig del af den forskning, der giver indblik i de fem års undertrykkelse. Skulle man løfte en pædagogisk pegefinder, så er det manglen på henvisninger til det righoldige filmiske materiale, der findes både fra og om perioden.

Stort tillykke med værket Henrik Lundbak. Og tak.

 [Historie-online.dk, den 3. september 2025]